Nedenstående artikel har været bragt i magasinet Kilder – find det hos Græsted Akademiet her.

Da jeg forleden morgen gik tur med mit yngste barnebarn, lyste han himmelhenrykt op, da en mindre, hvid lastbil med anhænger kom kørende. For på anhængeren stod en gravko. En grakooooo, som det hedder på den etåriges sprog. Jo, jeg har også været et år, to år, teenager, ung, mor, moden. Nu er jeg farmor, andre er noget andet, men på anhængeren stod en gravko, og da var det aldeles ligegyldigt, hvor meget viden, jeg havde tillært mig på uddannelser, og hvor erfaren og menneskeligt udviklet, jeg ellers kunne bryste mig af at være. Det eneste, der havde betydning i det øjeblik, var min evne til at forundres.

Kun ved at finde min egen forundring over, at der lige præcis på dette tidspunkt i eksakt denne rundkørsel med både Bygma, McDonalds og Ingo, ja, netop lige der, skulle komme en mindre, hvid lastbil kørende med en anhænger med en gravko efter sig, ja, kun ved at finde den forundring, ville jeg kunne få fat på den kærlighed, den lille purk gerne ville dele. For det var et kærlighedens blik, drengen sendte op mod mig, og jeg satte mig på hug ved siden af ham, så vi sammen kunne juble over, at den lille, gule minigraver kom ind i hans synsfelt netop da.

Hans barneblå øjne lyste op i fryd. O, hvilken glæde! Det eneste, jeg skulle gøre, var at give ham lov at vise glæde. Det var bare det, han ville; være i sin forundring, sit held, sin lykke.

Tænk, at gravkøer findes

Oftest skriver vi om at møde Gud i floromvundne vendinger, og vi bruger naturen som billede på den store skaber, der har skabt alt. Det er vigtigt at gøre det. Vigtigt at bruge sproget til at løfte os selv og se, at vi er en del af noget, der er langt større, end vi selv kan begribe. Naturen er mirakuløs. Tænk, at valmuer findes. Kastanjer, grankogler, siv med rimfrost.

Den dag i rundkørslen var der ikke særligt smukt. Gule og orange neonskilte er ikke pæne. Eller heller rød/hvide vejafspærringer af plast for den sags skyld. Og slet ikke erhvervsbyggeri i hverken Hillerød, som vi var i, eller noget som helst andet sted. Men det er den virkelighed, han og jeg stod i. Han bor lige bag en vold med en mængde træer, man hører ikke trafikken fra deres hus. Han elsker sin have og boldene deri, men pt er det bedste er at gå ud og se efter gravkøer. Det var endda hans første ord. Og denne dag ville han dele det med mig.

Mon alle er skabt

Indimellem sætter vi skrappe restriktioner op for, hvem vi vil dele hvad med. Selve det at dele tanker om Gud sørger mange for kun sker i visse sammenhænge. Nogle vil kun være sammen med nogle bestemte andre, der deler deres opfattelse af, hvem og hvad, Gud er. Andre vil ikke dele noget som helst eller afviser, at der er noget at dele. Det kan være svært at tale om Gud. Det er fuldt forståeligt, men man behøver ikke tale om Gud for at dele tanken om Gud. For mig er Gud skaberen af alt liv, derfor er Gud i alt liv. Gud er liv. Det er den måde, jeg er troende på, og jeg tror, det gælder mange andre end mig, for det står inden alt andet, det ved vi.

Den første sætning i Bibelen hedder: I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden. Det er en meget enkel sætning, som umiddelbart er let at forstå og samtidig er helt uforståelig.
Hvad er begyndelsen?
Hvem er Gud?
Hvad er himlen?
Vi ved det ikke, men der står, at alt er skabt. Den tanke er svimlende. At noget er skabt, betyder, at der er en grund til, at det er til. At der er et eller andet eller en eller anden, der gerne har villet give liv til dette noget. At gerne ville give liv er kærlighed. At noget er skabt, skyldes altså kærlighed. Det er den tanke, der er så himmelvild.

For det vil sige, at der var kærlighed fra begyndelsen af, faktisk før begyndelsen.

Ordene skaber verden

Selvfølgelig er det bare ord, også dem i Bibelen, men det er ord, der skaber. Ordet er det, Gud skaber sammen med. Ordet er hans søn, hører vi i Johannesevangeliet. Ordet er Gud. Det har guddommelige kræfter og skal æres. Derfor skal vi være omhyggelige med, hvad vi siger, skriver og læser.

Ord er ikke bare tilfældigheder. De kan gøre verden hellig. De kan få os til at ære det, der er omkring os, som er skabt. Teksterne i Bibelen er på forskellige tidspunkter nedfældet af mennesker, men valget af begyndelsen er større end dem. Alt begynder med konstateringen af, at alt er skabt. Beslutningen om at begynde med det er så voldsomt betydningssættende for menneskeheden, at den har om ikke mere end det, så krævet en indgriben fra Gud. For der er noget i selve den tanke, at alt et skabt, der gør noget ved os, hvad end vi ser os selv som troende eller ej. At den tanke er delt af mange mennesker og på et tidspunkt også skrevet ned, gør ikke tanken mindre forunderlig.

Det er kernen i den sætning. Forundring.

Sætningen, der indleder min tro, er forunderlig. Forundringen er fundamentet. Jeg står på et fundament, jeg aldrig kommer til at begribe. Ingen kommer nogensinde til at begribe Gud. Tror jeg. Andre er måske mere skråsikre og regner sig selv for klogere end mig, det må de hjertens gerne, men jeg tror ikke, jeg kommer til at begribe Gud. Jeg vil heller ikke. Jeg tror, det er med vilje, at den sætning formuleret om den tro, jeg lever i, ikke er til at forstå. Den er til for at tænde vores forundring. Den skal åbne vores sanser. Få os til at se, høre, smage, røre, undersøge alt omkring os. Hvad er verden?

Vi skal sanse skabelsen, der er skabt, som vi selv er det. Vi skal se på det som noget, der er skabt. Sætningen viser os en måde at være i verden på. Den er skabt. Vi er skabt. Det er en helt ustyrlig vild tanke.

Når Gud driller

Alene det, at man som menneske nærmest bremses hårdt op af de allerførste ord i den bog, er herligt og får mig næsten til at le. Tænk sig, vi får end ikke lov at læse en enkelt sætning, før vi skal forundres? Jamen, det nærmer sig drilleri. Skælmskhed midt i al den alvorlige skabelse af verden. Nu vil jeg forundre dem, har Gud måske tænkt højt. Vi ved det ikke. Vi kan blot tænke det. Tale om det. Mærke det. Ja, mærke det.

Som da vi var der ved rundkørslen, vi to i hver sin alder, men begge med en livsglæde ustyrligt boblende i os. Drengen stod rent faktisk og trippede fra den ene fod til den anden, han kan ikke hoppe endnu, men glæden skulle luftes, skulle vises. Se, fabo, (det betyder farmor, kan I nok regne ud), sagde han højlydt, mens han hev i min arm og vinkede til chaufføren. Nærkontakten mellem ham og mig, mellem os og verden, var en berøring af Guds virkelighed, det er jeg ikke i tvivl om.

Livet store fylde var lige der på fortovet, lige til at bade i, lige til at favnes af, lige til at stå og stråle i. Hvis ellers jeg valgte at være til stede.

At lade det ske

Andre gange er Gudsberøringer udpenslede og kræver ingen indsats, men foræres til os, som da jeg fik et Guds lys i panden på en mark ved Rold Skov eller de to gange, jeg har haft syner med Jesus i et sakristi i den spanske by, Úbeda. Det var store, spirituelle oplevelser, der forandrede mit liv. Gud valgte at røre ved mig, jeg var passiv, tog imod, blev forandret. Jeg havde intet gjort forlods, var ikke forberedt, oplevelserne var uventede. Jeg besad ikke en særlig kapacitet til at blive berørt af Gud, jeg er så almindelig som nogen. Det eneste, man kan sige, at jeg gjorde, var, at lade det ske. Lade det ske.

Det var ikke berøring som belønning efter fortjeneste. Heller ikke det modsatte. Gudsberøringen var uden forklaring forståelig for mennesker. De kom bare. Det var, gentager jeg gerne, store, spirituelle oplevelser, der forandrede mit liv. Jeg har siden skrevet bøger om det, holdt foredrag, researchet, tænkt og samtalt, læst tusindvis af breve fra mennesker, der som jeg har haft oplevelser af alskens slags.

Jeg ser, at det ikke er størrelse af oplevelsen, der har betydning. Forundringen over, at vi er til, at Gud gider os, kan ramme os lige så effektivt i en rundkørsel i Hillerød som i et sydspansk sakristi. Det afgørende er at tage imod. At lade det ske.

Hvem er jeg

Det var det, der skete den dag med gravkoen. Jeg lod det ske. Jeg blev berørt. Og nej, det er ikke blot bedstemorkærlighed, så stor den end er, det er en grundmenneskelig undren over den første sætning i Bibelen. Det er den undren, vi skal hjælpe hinanden med at (gen)finde. Vi har den som børn. Forundringen, men det er først, når vi rammes af den, at vi åbner for den nysgerrighed, der er drivkraften ind i enhver Gudsrelation.

Hvem eller hvad er Gud?Jeg selv? Verden?

Først da begynder den forandring, der kan gøre os til mennesker af den slags, der er af verden, er af det skabte, er af dem, der ved, der ikke er skråsikre, ikke styrer livet, ikke står med magten, men må lade det ske.Gudsberøringen er glædelig, selvfølgelig er den det, men den stiller også store krav. Krav, man ind i mellem gerne vil se bort fra. Meget var lettere, da jeg ikke lod noget ske, men selv bestemte og ikke lod mig berøre af det ene og andet og tredje og da slet ikke Gud.

Gud vil berøre os

Men, hvorfor mon Bibelen begynder, som den gør? Hvorfor mon, vi mennesker med det samme kastes ind i en forundring, som vi skal overgive os til? Jeg tror, det er med vilje. Jeg tror, Gud vil berøre os.
Om vi kan mærke det, kan ikke kun afhænge af os selv. Men vi kan samarbejde med Gud om det. Vi kan tale sammen om, at Gud kan berøre. Vi kan ind i mellem tie stille, så vi måske kan høre noget, vi ellers er døve for. Vi kan sidde stille og stirre på et blad på en gren på et træ i en skov og falde i staver, fundere, hvordan er det det skabt? Så smukt, det er. Vi kan se ind i andres øjne. Vi kan møde fremmede i fremmede lande og genkende os selv.  Vi kan sætte os på hug i en rundkørsel i Hillerød.