Den fine svenske kristne ugeavis, Sändaren, lukker nu til nytår. Skynd jer at læse med på www.sandaren.se
Det er et tab for ytringsfriheden, fordi muligheden for at ytre sig endnu en gang bliver mindre. Jeg har skrevet klummer i avisen i nogle år og læst den endnu længere. Jeg vil savne den.
Den sidste tekst har jeg lige afleveret. Den stiller et afgørende spørgsmål.
Hvornår bliver Jesus egentlig født?
Det kan lyde som et dumt spørgsmål, for det er vel den 25. december, ikke?
De tidlige kristne er ikke så skråsikre. Da han er faren til himmels, går de og tænker. Ikke blot på himmelfarten og den opstandelse, de også har set, men på hans oprindelse, hans fødsel.
Der går ikke mange år, førend de bliver enige om, at Jesus har været hos Gud siden tidernes morgen. Ja, endda før. Som ”Ånden svævede over vandene” allerførst i Bibelen, således er Sønnen også ”forud for alt”.
Sådan skriver prædikanten Paulus cirka 30 år efter, Jesus dør, til menigheden i Kolossæ i Tyrkiet.
Brevet fastslår kristendommens markante forskel fra jødedommen, nemlig at Jesus er med fra begyndelsen sammen med Gud og sammen med Ånden.
Som jeg selv siger det højt i kirken i kor med alle andre, så tror jeg på Jesus som “hans enbårne Søn”.
Gud har altså båret ham. Det er samme udtryk, som vi bruger om at være gravid.
Vi må også i den danske folkekirke bruge en anden trosbekendelse, den med det lange ord, den nikænokonstantinopolitanske. I den står det endnu tydeligere. Da er Jesus ”født af Faderen før alle tider”.
Gud har altså født Jesus. Gud har ”fødeevne”, som den estimerede teologiprofessor, Theodor Jørgensen, kalder det i en prædiken citeret i bogen med den julerelevante titel, ”Guds menneskelighed”. Det er ellers kun kvinder, der har den.
At kalde Gud for “fader” er derfor ikke det samme som, at Gud er mand, mener Theodor. Det må udvides til at betegne Gud som forælder, som en, der er både mandlig og kvindelig.
Det understreger også Martin Luther, munken og teologen bag blandt andet den danske luthersk/evangeliske folkekirke. I 1520 i sin Lille Katekismus skriver han, at Jesus er “sand Gud, født af Faderen i evighed.”
Gud føder altså hele tiden sin søn. Ikke kun 25. december, men ”i evighed”. Han har altid født ham og vil altid føde det.
Begriber vi størrelsen af netop den (jule)gave? Næppe, for det betyder, mener jeg, at hvert enkelt nu er en fødsel, et nyt øjeblik, et sekund af evigheden, en bid af eksistensen, af livet, vi har fået givet. Af Gud. Tak.
