Prædiken-manus til højmesser søndag 23. august 2026 i Bælum kirke kl. 9 og Lyngby kirke kl. 10.30 ud fra Matthæusevangeliet 12,31-42:

Derfor siger jeg jer: Al synd og bespottelse skal tilgives mennesker, men bespottelsen mod Ånden skal ikke tilgives. Og den, der taler et ord imod Menneskesønnen, får tilgivelse, men den, der taler imod Helligånden, får ikke tilgivelse, hverken i denne verden eller i den kommende.

Tag et træ: Enten er det godt, og så er dets frugt også god, eller det er dårligt, og så er dets frugt også dårlig. For et træ kendes på frugten. Øgleyngel, hvordan skulle I, som er onde, kunne sige noget godt? For hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med. Et godt menneske tager gode ting frem af sit gode forråd, og et ondt menneske tager onde ting frem af sit onde forråd. Men jeg siger jer: På dommens dag skal mennesker aflægge regnskab for ethvert tomt ord, de har talt. På dine ord skal du frikendes, og på dine ord skal du fordømmes.«

Da sagde nogle af de skriftkloge og farisæerne til ham: »Mester, vi vil se dig gøre et tegn.« Men han svarede dem: »En ond og utro slægt kræver tegn, men den skal ikke få andet tegn end profeten Jonas’ tegn. For som Jonas var i bugen på havdyret i tre dage og tre nætter, sådan skal Menneskesønnen være i jordens skød i tre dage og tre nætter. Mænd fra Nineve skal opstå ved dommen sammen med denne slægt og fordømme den, for de omvendte sig ved Jonas’ prædiken, og se, her er mere end Jonas. Og Sydens dronning skal opstå ved dommen sammen med denne slægt og fordømme den, for hun kom fra jordens fjerneste egne for at lytte til Salomos visdom, og se, her er mere end Salomo.

Fra Jonas til Jakob til os

Der er mange historier i spil i dag. Jonas i hvalens bug. Vilde dyr, der skal tæmmes. Og træer, der bærer god eller dårlig frugt. Og hen over dem alle sammen det her med at sige noget til og om Gud.

Fra Jonas, der fra det indre af hvalen huskede sig selv på, at hans bøn jo rent faktisk nåede Gud, når han sagde den, når han sang sin takkesang.

Og så i Jakobsbrevet, hvor vi får at vide, at Gud godt ved, at vi begår mange fejl, som jeg læste. Og at mange af de fejl sker med en lille bitte del af os. Vores tunge. Den kan være ild, læste jeg. Den kan smitte hele legemet og sætte tilværelsens hjul i brand – ja, den er sat i brand af selveste Helvede. Tungen kan forbande, men den kan også velsigne – hvis den tæmmes.

Matthæus tager tråden op, når han genfortæller Jesu beretning om, hvad der er på færde med den tunge, med de ord, vi siger. Ord er ikke bare ord. Mange af dem kan tilgives, forsikrer han. Mennesker begår tilgivelige fejl, mens de øver sig i at tæmme tungen – eller hvad? Nej, Jesus taler ikke om bare at tæmme tungen. At sige de gode ord er ikke kun en træningssag. En tæmningssag.

Det er en hjertesag.

Hvad hjertet er fuldt af

For hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med, siger han.

Vi kender kun alt for godt den sætning, som er blevet til et hverdagens ordsprog. Utallige er de film og romaner, hvis handling sættes i gang af en, der ikke kunne holde tand for tunge, som vi også siger. Af børn og fulde folk er en anden vending, vi kender. Vi ler lidt af det, og det er ok, men Jesus er meget alvorlig i dag.

For vi kan ikke tæmme vores tunge alene. Den siger, hvad der er i os.

Vi kan med andre ord ikke styre os. Hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med. Ordene afslører os. Om ikke før, så på dommens dag, hvor vi skal aflægge regnskab for hvert et ord. Når Gud dømmer os ud fra, om vi har udlevet hans kærligheds bud, så lytter han til de ord, vi har sagt. De ord, der kommer fra hjertet.

Gud tilgiver meget, men der er ord, der ikke kan tilgives, siger Jesus i dag. Han sætter en grænse. Markerer en grænse for Guds tilgivelse. Det er vi ikke vant til. Men han er klar i mælet.

De ord, der bespotter Helligånden kan ikke tilgives. Hverken nu eller senere. At bespotte Helligånden er utilgiveligt.

Gud vil af med sin kærlighed

Men hvad vil det sige at bespotte Helligånden? Og hvorfor er det nu så galt, at vi skal tænke over det her i vores liv anno 2026?

Helligånden er den ånd, vi mennesker får overdraget i pinsen. Jesus bar den, da han gik på jord, nu er det os, der bærer den. Den ånd er Guds gave til os. Ånden er i os. Ved at bespotte Ånden bespotter vi Guds gave til os.

Vi affejer den tætte forbindelse mellem Gud og os, fjerner os fra Gud. Fjerner den Ånd, Gud har sørget for, at vi bærer, så forbindelsen mellem os og Gud er intakt. Den forbindelse, der gør, at Gud kan komme til. At Gud kan komme ind til vores hjerter – kan bo i vores hjerter, som jeg senere beder om i nadveren – og derindefra kan tilgive os, elske os, være os nær.

Det er det, Gud vil. Det er derfor, vi er skabt. Så Gud kan komme af med al sin kærlighed.

Det værste, vi kan gøre, er at hindre Gud i det. Vi må gerne være uenige med Jesus, siger han, selv det kan tilgives, men vi må ikke hindre Gud i at elske os. Det er det, vi skal holde hjertet åbent til. Der skal være plads til Helligånden.

Fjerner vi Ånden i os, vil den tomme plads blive overtaget af – ja, af kræfter, der ikke er af Gud, af kræfter, der ikke af kærlighed, men af det onde.

Vi kender det alt for godt

Det kan ske for os. Det er derfor, denne fortælling er med i Bibelen. Fordi det er velkendt. Vi kender godt. Jeg gør i al fald.

Hvis jeg begynder at tænke grimt om andre, tager det fart, tager det fat, griber om sig. Jeg ser fejl. Bliver irriteret. Smålig. Det er også af det onde. Og samme mekanisme, som når vi tror så dårligt om andre, at vi er rede til at tale dem sønder og sammen hen over hækken, debattere dem ned i sølet på de sociale medier eller slynge hårde ord ud over politiske modstandere.

Ordene afslører os. De kommer fra os. Og er de sagt, er de sagt. Og skrevet. Så lever de ude i det fælles rum, hvor andre også er. Så slår de. Smerter. Ødelægger. River ned. Eskalerer konflikter. Starter krige. Vi ser det ske. I vores eget liv, i det politiske liv, i forholdet mellem nationer.

Vi ved fra os selv, når vi er faldet for fristelsen og bruger ord, der ikke er hentet fra det sted i hjertet, hvor troen bor. Vi kan høre og læse det i andre. Og vi skal reagere på det.

Vi har et valg, understreger Jesus. Vi kan lukke døren til hjertet, så Helligånden ikke kan komme ind. Så Gud ikke kan komme til. Det er vores valg. Gud elsker os, men vi skal også lade døren stå åben.

Vores liv er ikke vores

Det er ind imellem svært at tro på, at det værste, vi kan gøre, er at hindre Gud i at elske os.

Især, når man i perioder er træt af sig selv, ikke kan holde sig selv ud. Men det er ikke dine egne følelser overfor dig selv, det handler om. Jesus taler om Gud, om Helligånden. Vi er skabt og har et ansvar ved at være det. Vi bærer Helligånden.

Derfor er vores liv ikke kun vores. Det er Guds. Det er Helligåndens. Det er dette enorme fællesskab af elskede mennesker, Jesus taler om. Vi er en del af et hele. Et stort træ, der bærer frugter, som han taler om.

Jesus prøver ihærdigt at få os til at forstå, han inddrager den gamle fortælling med Jonas i hvalens bug, som alle gode jøder kendte dengang, som vi gør det i dag, og han fortæller, hvordan han også selv vil være i døden, i hvalen, i tre dage og så genopstå. Og at det vil være et større under end Jonas´. Det er det. Intet under er større end opstandelsen. Så meget vil Gud os, at han sender sin søn herned og lader ham dø.

Ordet kan skabe

Jesus prøver at sætte ord på det mirakel, det er, at vi er til, men det er svært med de ord. Vi mennesker er skeptiske. Vi har svært ved at tro på, at vi er så elskede, som Jesus siger. At vi skulle betyde så meget for Gud, at det værste, vi kan gøre, er at hindre ham i at være i os.

Jesus er loyal overfor sin far. Han vil gøre det, Gud vil. Og vil have os til det. Det er derfor, han er sendt hertil som menneske. Så vi måske bedre kan se, hvad Gud vil, og forstå, at Gud tror, vi kan klare opgaven. At vi kan være som Guds børn.

Det er en gave, at vi er til. Vi kan ikke selv sørge for det. Det valg har vi ikke. Men vi vælger selv, hvilke ord, vi bruger. Og dem kan vi ikke skjule for hverken andre eller os selv eller Gud – og de påvirker andre og os selv. Når de er sagt, bliver vi til øgleyngel, som Jesus kalder det, onde mennesker, der tager onde ting frem af sit forråd. Vi ved det godt.

Jeg fortæller jer ikke noget her fra prædikestolen, som I ikke vidste i forvejen, men jeg minder jeg om det. Minder jeg om at se og høre, hvad I selv siger og skriver. I jeres private og offentlige liv. Vi har et medansvar for det samfund, vi lever i. Både i det små og store.

Og ja, man kan kalde det naivt, at jeg insisterer på at tro så meget på ordets kraft, at jeg ønsker, at jeg og I taler ud fra Helligåndens plads i os, så verden kan nærme sig at være det sted, Gud ønsker det skal være. Men jeg tror på ordets kraft. Jeg tror, det skaber. Og jeg tror, det kan gøre godt.

Det er det, jeg hører Jesus sige i dag. Hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med. Og er hjertet fuld af tro, håb og kærlighed, så er det det, vi fylder verden med. Og det tror Jesus på, at vi kan.

For det vil vi sige:

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd,

du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,

højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen. ”