Dette hellige evangelium er skrevet af evangelisten Johannes: (Gud være lovet…)
Elsker I mig, så hold mine bud, og jeg vil bede Faderen, og han vil give jer en anden talsmand, som skal være hos jer til evig tid: sandhedens ånd, som verden ikke kan tage imod, fordi den hverken ser eller kender den. I kender den, for den bliver hos jer og skal være i jer. Jeg vil ikke efterlade jer faderløse; jeg kommer til jer. Endnu en kort tid, og verden ser mig ikke længere, men I ser mig, for jeg lever, og I skal leve. Den dag skal I erkende, at jeg er i min fader, og I er i mig og jeg i jer. Den, der har mine bud og holder dem, han er den, der elsker mig; og den, der elsker mig, skal elskes af min fader; også jeg skal elske ham og give mig til kende for ham.«
Prædiken med minikonfirmander, der agerer til ordene.
Bibelen er en bog fyldt med ord om Gud og om, hvordan Gud gerne vil lære os mennesker alt muligt. Gud har skabt os, Gud kender os godt og følger med i, hvad vi mennesker gør. Så Gud ved, at vi indimellem er kede af det og har brug for et kram. At vi ikke altid kan finde ud af alting og har brug for hjælp. Og at vi nogle gange har godt af at få noget at vide, der skal ske, og som vi skal rette os efter. Der er meget for Gud at gøre. Derfor har Gud brug for hjælpere. Gud har brug for engle. Engle som dem, der står lige her. Alle minikonfirmander går frem
Det er mange tusinde år siden, Gud begyndte at sende sine engle til jorden. Og da Gud besluttede, at han ville have en søn, der skulle leve som et menneske på jorden, måtte han også sætte englene i arbejde. Det var en engel, der som den første fik at vide, at Gud skulle have en dreng. Og så sendte Gud en engel ned til en ung pige, der hed Maria. Hun var hjemme hos sig selv, da englen Gabriel pludselig stod foran hende. Maria og Gabriel kommer frem.
Gabriel sagde højt og tydeligt: Herren er med dig, du benådede!
Maria svarede med bange stemme: “Hvad skal det betyde?”
Gabriel: “Frygt ikke, Maria! For du har fundet nåde for Gud. Se, du skal blive med barn og føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus. Han skal blive stor og kaldes den Højestes søn, og Gud Herren skal give ham hans fader Davids trone; han skal være konge over Jakobs hus til evig tid, og der skal ikke være ende på hans rige.”
Maria: “Hvordan skal det gå til? Jeg har jo aldrig været sammen med en mand.
Gabriel: “Helligånden skal komme over dig, og den Højestes kraft skal overskygge dig. Derfor skal det barn, der bliver født, også kaldes helligt, Guds søn.”
Frygt ikke!
Kort tid efter skete næsten det samme for Marias forlovede, som hed Josef. Han ville ikke være kæreste med hende, for han troede, hun var blevet gravid med en anden mand. Josef går frem og lægger sig ned. Han lå og sov, da en engel sig for ham i en drøm. Josefs engel går frem. Den sagde til ham “Josef, Davids søn, vær ikke bange for at tage Maria til dig som hustru; for det barn, hun venter, er undfanget ved Helligånden. Hun skal føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus; for han skal frelse sit folk fra deres synder.” Josef vågner, rejser sig op og tager Maria i hånden.“Nu går vi hen og bliver gift. Og den dreng, vi får, kalder vi for Jesus.“
Jesus´ far og mor fik begge to at vide af engle, at de skulle være forældre. Englene var sendebud fra Gud. De gav bud fra Gud om, hvad der skulle ske. Det gjorde en engel også, da Jesus blev født. En flok hyrder sad ude med deres får på en mark, da en engel pludselig kom. Hyrdernes engel træder frem. Den sagde: “Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.«Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang: Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag! Alle engle går frem og vifter med vingerne og synger “Gloria, gloria …”
Vi ved ikke helt, hvordan englene så ud, men de bliver tit beskrevet som lysende og store, med vinger og også en smule farlige og meget bestemte. Menneskene er næsten bange for dem, i hvert fald gør de alt, hvad de siger. Det gør Josef heldigvis, da hans engel igen kommer til ham i en drøm lige efter, Jesus er født. Josef kommer frem, lægger sig ned, og Josefs engel kommer. Englen siger: »Stå op, tag barnet og dets mor med dig og flygt til Egypten, og bliv dér, indtil jeg siger til. For Herodes vil søge efter barnet for at slå det ihjel.«
Engle følges med os
Josef og Maria flygtede med Jesus, der reddede sit liv, fordi englen havde advaret dem. Han voksede op, legede, gik i skole og blev voksen. Jesus træder frem og går rundt. Hhan begyndte at fortælle om sin far, om Gud, han gik rundt mange steder og prædikede, men den faldne engle, Satan, kom efter ham. Satan træder frem. Han ville tvinge Jesus til at holde op med at tale om Gud. Satan trak ham ud i ørkenen, hvor han stillede ham op på en klippe og sagde: “Hvis du er Guds søn, så styrt dig ned. For der står skrevet: Han vil give sine engle befaling, og de skal bære dig på hænder, så du ikke støder din fod på nogen sten.”
Jesus sagde til Satan, at man skal ikke tvinge Gud til at sende sine engle afsted, men så besluttede Satan at friste ham med “alle verdens riger og deres herlighed”. Jesus holdt fast og sagde: Jeg bøjer mig ikke for dig, selv om jeg både sulter og tørster her i ørkenen.Til slut “forlod Djævelen ham, og se, der kom engle og sørgede for ham.” Alle englene kommer frem til Jesus. Englene sørgede for Jesus. De fulgte med ham på afstand, hvor end han var, lige indtil han døde. Alle englene og Jesus går på plads.
Morgenen efter, at Jesus var død på korstet, gik nogle af kvinderne ud til gravgrotten, hvor han skulle ligge: Men han var der ikke. I stedet stod der en engel. Gravenglen træder frem. De blev bange, men englen sagde: Frygt ikke! Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede. Han er ikke her; han er opstået, som han har sagt. Kom og se stedet, hvor han lå. Og skynd jer hen og sig til hans disciple, at han er opstået fra de døde. Og se, han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham. Nu har jeg sagt jer det.« Gravenglen går tilbage til de andre.
Lyt til dem
Englen fortæller, at Jesus er stået op fra de døde, han er opstået, og de skal lige nå at møde ham igen, inden han tager op til Gud, som han gjorde til Kristi Himmelfart i sidste uge. I dag fejrer vi pinsen, nu er Jesus taget til himmels, men vi har stadig kontakt med ham og med Gud. Her i pinsen fejrer vi, at Helligånden, som boede hos Jesus, da han var her, sendes ind i os mennesker som en kraft fra Gud, der bor i os. En ånd, der giver os mod og styrke til at være og gøre, som Gud tænker, det vil være godt. Men det er ikke det eneste, vi fejrer. Se på englene. Se, som de står der.
Det var dem, der talte til Josef og Maria, fejrede, da Jesus blev født, passede på Jesus undervejs. Engle er ikke til at undvære. Det er dem, der sørger for, at Gud ved, hvordan det går med os. Som våger over os om natten. Som passer på os. Det er godt med Gud, med Jesus og med Helligånden, men englene, det er dem, der følges med os. Som flyver rundt om os på små eller store usynlige vinger og sørger for, at der er forbindelse med os og Gud, når vi måske nogle gange selv glemmer at holde kontakten. De sørger for, at vi mindes om, at de findes, selv når vi har glemt dem, fordi vi har så travlt og er så fornuftige og skal vide alting og have tjek på alt og kunne bevise alt. Det behøver engle ikke. De eksisterer bare lige her ved siden af os. De vidste, at, vi kom til verden, før vi selv gjorde det. Før vores forældre gjorde det. Det er da værd at tænke over, ikke? Der er også engle der, hvor vi ikke længere er. Når vi er døde. Så sidder der en engel og taler med dem, der sørger. Der er også engle, der tager sig af os, når vi er tørster i ørkenen. Vi skal lære få øje på dem. Lære at lytte til, hvad de vil sige os.
Alle religioner har engle. Mange møder dem. Anselm Grün, en af Tysklands mest kendte forfattere, ledelsesteoretikere og munk, faktisk abbed, har skrevet en bog, der hedder “Alle mennesker har en engel”. Det mener han helt seriøst. Og, siger han, hvis man ikke tror på det, kan man bare lade som om og se, hvad der sker. For, som han slutter bogen af med: “Anerkender vi, at engle findes som dem, der formidler Guds lægende og kærlige nærhed, kan vi bedre finde ud af selv at blive til engle for andre.”
For det vil vi sige:
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.”
Næste søndag er der højmesse kl. 10.30 her i Terndrup Kirke – og om lidt er der nadver for alle – kun med saft. Og så er der lidt godt at spise bagefter – og også en masse fint at se på. Minikonfirmanderne har selv kreeret alle de engle, I ser inde i sognegården. Gå ind og nyd dem bagefter.
Men kom lige herhen, I små englebasser, og få en lille gave. Et diplom – og en lille engel, I kan sætte i en kæde eller i jeres nøglering. Tak, fordi I ville være engle sammen med Gunhild og mig. Tak for jer.



