Prædiken i Skibsted og Terndrup kirker, søndag 5.juli 2026.
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: “Da Jesus kom til området ved Cæsarea Filippi, spurgte han sine disciple: »Hvem siger folk, at Menneskesønnen er?« De svarede: »Nogle siger Johannes Døber, andre Elias, og andre igen Jeremias eller en anden af profeterne.« Så spurgte han dem: »Men I, hvem siger I, at jeg er?« Simon Peter svarede: »Du er Kristus, den levende Guds søn.« Og Jesus sagde til ham: »Salig er du, Simon, Jonas’ søn, for det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min fader i himlene. Og jeg siger dig, at du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den. Jeg vil give dig nøglerne til Himmeriget, og hvad du binder på jorden, skal være bundet i himlene, og hvad du løser på jorden, skal være løst i himlene.« Da forbød han strengt sine disciple at sige til nogen, at han var Kristus.
Fra da af begyndte Jesus at lade sine disciple vide, at han skulle gå op til Jerusalem og lide meget ondt af de ældste og ypperstepræsterne og de skriftkloge og slås ihjel og opstå på den tredje dag. Da tog Peter ham til side og begyndte at gå i rette med ham og sagde: »Gud bevare dig, Herre, sådan må det aldrig gå dig!« Men Jesus vendte sig om og sagde til Peter: »Vig bag mig, Satan! Du vil bringe mig til fald. For du vil ikke, hvad Gud vil, men hvad mennesker vil.«
Da sagde Jesus til sine disciple: »Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig. Den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af mig, skal finde det. For hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden, men bøde med sit liv? Eller hvad kan et menneske give som vederlag for sit liv?”

Den tekst, jeg lige læste, giver umiddelbart en hel del at tænke over. Men måske er det ikke så kompliceret og svært, som det lyder, når man lige hører det.
For hvad er det egentlig, det handler om, og hvad kommer det os ved?
Jamen, den handler om os. Os, der sidder her. Og om hvordan vi har det og kan få det. Den handler om at stole på, at det er ok ikke at være perfekt – og at livet faktisk kan blive godt alligevel.

Jesus er ude at gå med sine disciple i en egn, hvor der ikke er så mange, der tror på ham. Mens, de går der, spørger Jesus sådan nærmest lidt nonchalant om, hvem folk mener, han er. Det er da noget af en samtalestarter. Disciplene svarer diplomatisk, at folk siger både det ene og det andet. De skal vist ikke have noget i klemme. De ved godt, efter at have gået med ham et par år, at Jesus er skarp og kan vende deres ord mod dem og indimellem være rimelig kontant.

Det er han også, mens de går der. Især mod en af disciplene. Peter.

Peter stoler på Gud

Da han spørger sine disciple, hvem de siger, at han er, er det Peter, der svarer.

“Du er Kristus, den levende Guds søn.”

Det svar er Jesus tilfreds med, for, som han siger, det er ikke noget, han har sagt til Peter, men noget, Peter har fået åbenbaret af Gud, og som Peter vælger at stole på.

Jesus roser Peter for at have tillid til Gud. Og han udnævner Peter til at være den, der skal føre hans ord videre i sin kirke – og ved at stå for den også være den, der afgør, hvem der kommer ind i himmerige. Peter får det, der kaldes nøglemagten. Peter står med nøglen til livet her og livet hisset.

Jesus beder dog både ham og de andre om at tie med, at Jesus er Guds søn.

Vent et øjeblik

Var Peter og de andre tumlet ud i verden med deres snak om, at Jesus er Guds søn, uden at have hørt om korsfæstelsen og opstandelsen, så havde de skabt en kirke, der dyrkede det ideelle menneske, den perfekte mand, Guds søn. Så var kristendommen ikke blevet til med dens håb om kærlighed og nye begyndelser og evigt liv til alle os uperfekte. Præcis som vi siger i trosbekendelsen, som jo også er hentet fra denne gåtur.

For mens, de går videre, begynder Jesus at fortælle dem, hvad der vil ske med ham. At han vil komme til Jerusalem, blive pint og plaget, korsfæstet og på tredjedagen genopstå.

Men da er Peter allerede holdt op med at høre efter. Midt i det hele. Han bliver så forfærdet over at høre alt det grumme, der vil ske med Jesus, at hans egne følelser tager over. Han lytter ikke og tænker sig heller ikke om. Det nærmest ryger ud af munden på ham, ja, han er nok næsten lige ved at afbryde Jesus, da han fortæller, hvad der skal ske.: “Gud bevare dig, Herre, sådan må det aldrig gå dig!”

Den måde at reagere på kender vi vist alle. Han er meget, meget menneskelig, ham Peter.

Peter får læst og påskrevet

Men, Jesus er Jesus, Guds søn, og reagerer som den, han er. Og det er det, vi kan sidde her og høre i dag – flere tusind år senere, et helt andet sted, og det er lige så vigtigt at høre for os, som for Peter.

Jesus stopper op, vender sig om mod Peter og fortæller ham råt for usødet, hvad det vil sige at være kristen. Dengang som nu.

Han skælder først Peter ud for at ville sætte sine egne nok så kærlige følelser forrest. Hans savn over at skulle miste Jesus, hans gru ved det, Jesus skal lide, overskygger det, Jesus har fortalt dem om og om igen: Stol på Gud. Gør Guds gerning. Styr dit eget behov for at kontrollere dit liv, så det ikke gør ondt.

Det er os, Jesus taler til. Ikke kun Peter. Det er os, der sidder og står her, der er Jesu kirke på jord. Og det er os, der ikke er perfekte, men selv vil bestemme over vores liv. Planlægge og ikke forstyrres for meget i at få gjort det, vi har tænkt. Os, der sætter egne behov højest. Det er os, der er som Peter.

Hvilken kolossal trøst.

For selv om Jesus synes og højlydt siger, at Peter ikke er perfekt, så er det alligevel ham, Jesus vælger til at lede kirken.

Jesus vælger den uperfekte

Et uperfekt menneske skal fortsætte Jesu arbejde her på jord, når han er væk.

Tænk over det.

Jesus vælger ikke en idealmand, men en almindelig mand, der klokker i det og endog er selvoptaget og har dårlig hørelse …

Det er en stor trøst at vide, at Jesus ikke vælger at stole på de perfekte, men på de uperfekte. Dem – os – med små og store synder på deres – på vores – cv. Det betyder jo, at han stoler på os. Dig og mig. Det er os, han kalder på og siger kom, kom og vær min kirke.

Peter er splittet, som de vandrer der. Præcis som vi andre er splittede hver eneste dag. Skal jeg følge det, jeg selv har lyst til, mener at have ret til, ønsker at gøre? Eller skal jeg gøre det, jeg aner, at Gud vil, jeg skal gøre?

Vi kender det.

Peter har brug for kirken

Men hvornår kender vi Guds vilje? Det er ikke let. Der er ikke noget facit, for Gud er med i alles liv, og det siger sig selv, at der ikke sker det samme i alles liv.

Men. Det er ved at se på Jesus, at vi kan ledes på vej. Han er vejen – og sandheden og livet, som der står i Johannesevangeliet. Jesus står ikke stille, men viser os, at livet hele tiden er i bevægelse. Vi er aldrig ved facit, vi er altid på vej.

Ikke mange af os får så præcis besked som Peter. Han får et kald. Han skal bygge kirken. Ikke bygge den i mursten, men skabe de fællesskaber, de menigheder, der siden er dannet gennem århundreder, og som har bygget et gammelt hus som dette, som vi synger om om lidt.

Peter skal bygge kirken, og ja, det giver ham nøglemagten, så ja, det er den tekst, der er fundamentet for Peterskirken i Rom, hele den katolske kirke, og vores – som jo udspringer derfra. Der skal være kirke i verden, siger Jesus, og den skal udbrede hans lære.

Men den, der har fået nøglemagten, er altså ikke en, der i sig selv er magtfuld. Peter er ikke Jesus på jord. Peter er uperfekt og har brug for kirken. For kirkens påmindelse om, hvad det er, kristendommen går ud på.

Det er et paradoks uden lige og et, der både giver håb og frustration. For hvordan stole på en kirke, hvis den ledes af nogle, der er lige så uperfekte som mig – og jer?

Vi sættes i en skruestik

Men det er den pointe, Jesus vil holde os fast i. Som i en skruestik. Mennesket er ikke perfekt. Mennesket er ikke Gud. Men det er elsket af Gud.

Vi er alle uperfekte, syndige. Vi er alle afhængige af Guds kærlighed og tilgivelse. Det gælder også dem, der er i kirken. Det gælder også Peter.

Kirken må ikke lære folk, at man kan præstere sig til perfektion. Kirken skal derimod minde os om, at vi er elsket, selv om vi er uperfekte. Det er det, vi skal have tillid til.

Det er svært. Så svært, at Jesus beskriver det som, at vi skal miste vores liv, skal fornægte os selv.

Men det er det, vi skal stræbe efter. Det er det, vi inderst inde længes efter. At læne os ind i tilliden til, at vi er elsket. At vi er så elsket, at vi har fået den største fødselsdagsgave ever – selve livet. Ingen opsparing, lønforhøjelse eller præstation kan give os den gave. Det kan kun Gud. Hvis, det for alvor går op for os, så vil vi leve i og med den kærlighed og give slip på troen om, at det bedste i verden er at få sin vilje.

Det er det ikke.

Peter vil gerne have sin vilje og hindre Jesu lidelse og død. Men Jesus skal dø, det er Guds plan, så Guds mennesker kan se, at opstandelsen er en realitet for os alle. Jesus opstår for at vise os, at vi skal dø fra vores egen vilje og genopstå som mennesker, der ved, at de har fået livet givet. Og derfor er taknemmelige, elskende og tilstede – som dem, Gud har skabt i sit bilede

Livet er benhårdt til tider. Næsten for svært. Men der er håb, netop fordi vi får at vide, at ingen er perfekte, at ingens liv er perfekte. Der er håb, fordi vi får at vide, at det at leve er at være i bevægelse, på vej, ikke at nå et mål, få sin vilje. Jesus går. Han er vejen. Vi går med ham og Peter og alle de andre.

For det vil vi sige: Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

PS
Maleriet af den sidste nadver er af Anita Houvenaeghel.