Prædikenmanus til højmesse med dåb i Terndrup Kirke, søndag 30. august 2026.

Læsning af Matthæusevangeliet 20,20-28:
“Da kom Zebedæussønnernes mor hen til Jesus sammen med sine sønner, kastede sig ned for ham og ville bede ham om noget. Han spurgte hende: »Hvad vil du?« Hun sagde til ham: »Sig, at mine to sønner her må få sæde i dit rige, den ene ved din højre, den anden ved din venstre hånd.« Jesus svarede: »I ved ikke, hvad I beder om. Kan I drikke det bæger, jeg skal drikke?« »Ja, det kan vi,« svarede de. Han sagde til dem: »Mit bæger skal I vel drikke, men sædet ved min højre og ved min venstre hånd står det ikke til mig at give nogen; det gives til dem, som min fader har bestemt det for.«
Da de ti andre hørte det, blev de vrede på de to brødre. Men Jesus kaldte dem til sig og sagde: »I ved, at folkenes fyrster undertrykker dem, og at stormændene misbruger deres magt over dem. Sådan skal det ikke være blandt jer. Men den, der vil være stor blandt jer, skal være jeres tjener, og den, der vil være den første blandt jer, skal være jeres træl, ligesom Menneskesønnen ikke er kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange.«

Jeg tror nok, jeg nærmest råbtee

Tre dage inden, min ældste søn fyldte 18 år, kom han hjem og sagde, at han havde fået en lejlighed og ville flytte hjemmefra næste weekend. Det var i foråret inden hans studentereksamen, og jeg havde som mor en million superstærke argumenter for, at det var et ualmindeligt dårligt tidspunkt.

Jeg tror nok, jeg nærmest råbte.

Men det var jo ikke det praktiske, der fik mig til at tabe besindelsen. Det var ikke tidspunktet. Det vidste jeg egentlig godt. Men jeg hidsede mig op, og han blev gal, og vi blev lige vrede og råbte lige højt, og til sidst kom min mand hen og holdt på min skulder og sønnens skulder og råbte endnu højere og sagde: Kan I nu ikke bare sige, at I elsker hinanden og vil savne hinanden og vil ses, selv om I ikke bor sammen?

Jeg tænker, at nogle af jer kender situationen. Eller en, der ligner. Enten fordi man kan huske, hvordan det var at være barnet eller forælderen.

Som forælder vil vi gøre alt for, at vores børn får de bedst mulige liv. Faktisk tænker vi også i dag sådan om vores eget liv. Vi vil gøre alt for, at det bliver godt. Og vi gør det. Ordner og organiserer, uddanner os og passer vores job, gør os umage og spiser sundt og så videre. Sørger for vores familier, planlægger, udfører planer. Ved, hvad der er bedst for de andre og os selv.

Det er godt nok. Der er intet i vejen med det som sådan, men så kommer man her i kirken og hører Jesus tale til den mor, som han gør. Hvad skal det nu til for?

Selv Jesus har ikke magt over livet

Jesus taler ikke kun om en mor og hendes to sønner i den tekst, jeg lige har læst op. Han taler om os alle. Også om sig selv. Faktisk giver han alle – også selv om man ikke tror på ham eller er vant til at komme i kirken – en mulighed for at tænke helt anderledes om vores liv.

Jesus understreger, at moren ikke kan bestemme over sine sønners liv. Ja, det kan ikke engang han, som er Guds søn.

Det er en stor frisættelse at få at vide, at man som forælder ikke har magt over det hele. Ikke i sine børns liv. Men heller ikke i sit eget.

Vi kan gøre livet skønt og svært for hinanden, men den fulde magt har vi ikke. Det ved vi, der har voksne børn, som har og har haft vidt forskellige liv, selv om de har samme forældre. Og det ved vi fra os selv.

Livet sker. Vores liv er ikke noget, vi kan tilrettelægge til mindste detalje og dermed gøre os skyldige i at misligholde. Sygdom er ikke en straf, fordi vi ikke er dygtige nok til at leve. Livet er ikke et regnestykke, som nogle kan regne ud og andre ikke kan.

Vi skal mindes om det

Vi vil så gerne se de små stråle og være glade. Vi gamle i gårde ved godt, at det ikke er sådan hele tiden. Og vi ved, at dem med det mest fulde liv ikke er dem med mange penge, men dem med meget kærlighed.

Vi ved det godt, men selv vi gamle glemmer det. Lokkes væk. Bliver misundelige. Nærige. Flove over ikke at huske på, hvad der virkelig er vigtigt. Og så bliver vi endnu mere sammenbidte.

Det er vel derfor, nogle af os render i kirke. For at blive mindet om, hvorfor vi egentlig er i live. Mindet om, at vi må og skal fylde vores liv med det, der tjener andre godt. Ikke kun os selv og vores egne børn. Vi skal brede kærligheden ud til andre end os selv. Selv om det langt fra er let. Jeg ved det. Det ved Jesus også.

Jesus nedgør ikke den geskæftige mor, sender hende ikke væk, men taler stille og roligt videre om, at selv han, Guds søn, ikke skal have et liv, hvor han får særlige fordele – derimod skal han leve et liv, hvor han tjener andre. Det er Guds vilje for alle. Også sin egen søn.

Hvor det før handlede for menneskene om at bringe ofre til Gud for at vise Gud ære, ændrer Gud sin relation til menneskene, da Guds søn, Jesus, bliver født og går rundt på jorden og fortæller, at fra nu af handler det om at leve i kærlighed – i kærlighed til Gud og til mennesker. Det er den store forandring, der sker med kristendommen. Den, vi minder hinanden om her i kirken. Kærligheden er i centrum.

Vi kan få andre til at lyse op

Kærligheden er at løfte blikket og se på den, der sidder ved siden af. Være sammen som nu. Være venlig. Være den, der spiller op til fælles sang, som vores organist, Gunhild Kjær, der har sidste arbejdsdag i dag – kom og vær med til at fejre hende bagefter.

Vi kan gøre så meget godt, hvor end vi er. Og vi kan have stunder, hvor vi ikke kan, men hvor vi alligevel får andre til at lyse, fordi vi viser dem, at vi har brug for dem og deres kærlighed. Vi kan være stille og indelukkede i perioder af vores liv, men vi kan stadig få andre til at lyse op med deres kærlighed til os.

Det er en meget præcis retningslinje, vi får i dag. Hvis ikke, vi holder fast i det idealistiske mål om at tjene andre, men snører os inde i vores egne ambitioner om at tjene os selv, så går det galt. Så suges vi ned i en måde at være menneske på, der gør os små og ikke frimodige, venlige, kærlige.

Det kan virke som vildt store krav, vi mindes om søndag efter søndag.

Men der er også noget vildt i, at Gud tror, at vi kan leve op til dem. Det er også det, vi mindes om her i kirken.

Gud stoler på os

Gud tror på os. Tror på Storm. Elsker Storm. Elsker alle os. Alene fordi vi er til. Det er den pagt, Gud indgår med os i dåben. Jeg er med jer alle dage, har vi lige hørt, at hans søn siger til os, når vi døbes. Gud er med os. Er I os.

Det kan være svært at forstå, men her i kirken er det sådan, det er. Man kan jo prøve at være her og være i det og mærke efter og tænke over, hvad det egentlig vil sige, at vi er elsket hele vejen.

Wow, tænk, vi er elsket.

Det er derfor, vi her i kirken synger og spiller og bygger smukke rum at være i. Fordi vi vil fejre, at Gud stoler på os og gerne vil have, at vi er til – også når vi er kede af det, stressede, urolige, syge. Da er vi også til og kan komme her og høre tekster og salmer om, at andre har det som os, at vi er elsket, selv om vi ikke er perfekte – hverken som forældre, venner, kærester, bedsteforældre. Hvilken trøst. Og hvilket ansvar.

Vores tjeneste er at elske

Jeg troede, jeg som mor vidste, hvilke planer, der var bedst for min store dreng at følge den forårsdag, han kom og sagde, at han ville flytte, men det gjorde jeg ikke. Min mand gjorde. Han så, at det hele handlede om kærlighed.

At den måde, min søns og min kærlighed skulle udleves på, skulle ændres. Kærligheden skulle ikke fjernes eller mindskes, bare have en anden form. Hvis, jeg fokuserede på det, kunne både sønnen og jeg få det godt med flytningen og derefter. Og det fik vi. Fordi min mand insisterede på at løfte blikket og se, hvad der virkeligt var vigtigt.

Som Jesus også taler om i dag, så handler livet om at være der for de andre, at tjene dem, kalder han det. Man kan også sige elske.

Det er vores ansvar at gøre det. At tjene andre. At elske.

Her i kirken siger vi, at Gud er kærlighed. Vi siger dermed også, at kærlighed er Gud. Så Jesus siger lige ud, at vi skal tjene kærligheden. Det er da ikke så ringe at have som livsopgave.

For det vil vi sige:

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen. ”