Lukasevangeliet kapitel 12, vers 13-21:
En i skaren sagde til Jesus: »Mester, sig til min bror, at han skal skifte arven med mig.« Men han svarede: »Menneske, hvem har sat mig til at dømme eller skifte mellem jer?« Og han sagde til dem: »Se jer for og vær på vagt over for al griskhed, for et menneskes liv afhænger ikke af, hvad det ejer, selv om det har overflod.« Og han fortalte dem en lignelse: »Der var en rig mand, hvis mark havde givet godt. Han tænkte ved sig selv: Hvad skal jeg gøre? For jeg har ikke plads til min høst. Så sagde han: Sådan vil jeg gøre: Jeg river mine lader ned og bygger nogle, som er større, og dér vil jeg samle alt mit korn og alt mit gods. Og jeg vil sige til mig selv: Så, min ven, du har meget gods liggende, nok til mange år. Slå dig til ro, spis, drik og vær glad! Men Gud sagde til ham: Din tåbe, i nat kræves dit liv af dig. Hvem skal så have alt det, du har samlet? Sådan går det den, der samler sig skatte, men ikke er rig hos Gud.«

Prædiken i Bælum Kirke

Forleden morgen vågnede jeg med et ord, jeg ikke havde hverken sagt eller hørt længe. Ordet var: Henrykkelse.
Er det ikke er herligt ord? Henrykke. At rykke hen. Det betyder nærmest, at man bliver puffet afsted, måske endda skubbet, helt ud af det, man er i gang med, sin vante gænge. Jeg blev så glad, da jeg vågnede med det ord. Jeg aner ikke, hvor det kom fra, men det henrykkede mig – hele dagen, fra morgenen i Aalborg og ned til Terndrup, til sognegården, hvor jeg har kontor og skulle skrive prædiken, og jeg synes faktisk, ordet stadig følges med mig. I al fald gør det noget ved den måde, jeg nu vil prædike på, det farver det, jeg vil sige. Ordet har været med mig siden, der har rykket ved mig og det, jeg gør og siger. Rykket mig hen et andet sted.

Det gælder også det, jeg skal sige nu. Det er blevet anderledes, end jeg havde tænkt oprindelig. Teksterne i dag er ellers ret ligetil. De handler alle tre om, at mere vil have mere, og at vi ikke bliver lykkeligere af at få flere penge. Det er til at forstå, og vi ved det godt. Og jeg havde tænkt, at jeg bare skulle prædike om det. Men. Henrykket, som jeg er, står det mig klart, at det ikke er penge, teksterne egentlig handler om.

Vær til stede

De handler om det, der henrykker os allermest. Hvis ellers vi vover at lade os rykke med, lader os henrykke. Teksterne handler om at lade sig henrykke. At lade sig rive med. Overvælde. At give sig hen. At turde være i det, der er.

Jesus skælder den mand ud, der ikke er til stede i det, der er, men alene ser fremad. Han bygger en kæmpelo for at samle til huse. Han kalder ham en tåbe. Et hårdt ord. Men det er fordi, det ikke handler om høst eller penge, men hans fars kærlighed, Guds kærlighed. Al den snak om penge er for at prøve at provokere os til at forstå. Det er lettere at forstå noget, når vi rammes af noget, vi godt ved. Og vi ved godt, at vi ikke skal samle alle vores penge sammen til os selv og sidde og godte os ovre i et hjørne. Vi ved godt, at det ikke er næstekærligt. Men vi falder i fælden, gør vi, puger penge og ting og sager sammen og sørger for, at de ikke kommer i forkerte hænder, men arves af de rigtige. Dem, vi vælger, fortjener vores gods og guld.

Sådan var det dengang, Jesus gik her, og sådan er det i dag. Men stop jer selv i at være tåber, siger Jesus. Og Paulus belærer os i Første Thimotheusbrev om, at kærlighed til penge er roden til alt ondt. Og helt tilbage i det gamle testamente, i Prædikerens Bog, læste jeg om, at opsparet rigdom bliver til ulykke for den rige.

Stop gnieret

Det er åbenlyst uhyre vigtigt i kristendommen at få sat en stopper for gnieriet. Denne søndag er første søndag i Trinitatis-tiden, som begyndte i søndags, hvor vi hørte om, at alle skal døbes – om dåben som den nye begyndelse for enhver af os. Helt frem til advent hører vi hver søndag om, hvordan vi skal leve som kristne. Denne tekst er den første og må derfor være ekstra betydningsfuld, ja, næsten en forudsætning for alt det, der følger. Så vi må huske på det, vi lærer i dag.
Det kan vi også roligt gøre. Vi kan endda lade os henrykke over den.
Hvorfor?
Fordi teksterne i virkeligheden handler om Guds kærlighed til mennesket. Den får vi givet i overflod, og skal ikke sidde hjemme i sofaen og putte med den. Den skal ud at virke. Den skal deles. Kærligheden skal dyrkes, passes på, plejes, man skal dygtiggøre sig i den, og man skal frem for alt udbrede den, udleve den, mens man er i live. Og at udleve kærligheden er at henrykke andre. At rykke i dem, skubbe og puffe kærligheden ind i deres liv.

Lad dig hen-rykke

Kærligheden gør jo noget. Den ændrer os som mennesker. Det er jo ikke så enkel en matematik, at der er en, der giver kærlighed og en, der modtager. Kærligheden er noget i sig selv. Den gør noget ved bare at være til. Den får folk til at give sig til andre. Den henrykker også den, der giver, kan man sige. Den, der giver kærlighed, bevæges også af at give den – eller rettere, videregiver den. For den er her allerede. Den eksisterer som en kraft, der er i os, om os, over os, bag os. Den er ikke noget, vi skaber af os selv. Og den er ikke noget, der skal gemmes i en lo til trangere tider.

At tale om penge rammer de fleste af os på et ømt punkt. Et meget ømt punkt. Det ved Jesus, derfor gør han det. Han ved, vi er til fals for penge og for den tankegang, der følger med. Den, der regner med plusser og minusser og dermed noget for noget. Den, der fører regnskab og dermed bliver nødt til at måle og veje alt, så regnskabet kan komme til at passe. Den, der bliver nødt til at vide, hvad der sker, have overblik og styr på tingene, for ellers skrider regnskabet. Vi er alle sådan, mere eller mindre, det ved Jesus, det er derfor, han taler om det. Det er derfor han siger det så direkte: Et “menneskes liv afhænger ikke af, hvad det ejer”.

Teksterne handler ikke om at forherlige fattigdom, men om, at vi ikke skal tænke gnie-risk. Det lyder næsten som krigerisk, ikke? Det er ikke et tilfælde, at jeg har opdigtet det ord, for få konflikter er vel mere onde end dem om arv – hvad end det er i familier eller mellem nationer, der mener at eje et stykke land, som andre så ikke må have adgang til. Den tankegang føder had. Ikke kærlighed.

Vær ikke nøjeregnende

At være nøjeregnende klipper kærligheden i tusind eller flere stykker, så den kan sættes i skema og tælles og komme i balance. Men det går ikke at tænke sådan. Et menneskes liv afhænger ikke af plusser og minusser. Et menneskes liv afhænger af kærlighed.

Det er den, man skal dyrke og stå til rådighed for. Det er den man skal lade sig hen-rykke af. Lade sig trække ud af det, man havde beregnet til at være det, der skulle gøres. Lade sig blive siddende med en mariehøne, fortsætte snakken med naboen, droppe effektiviteten og tage hen til sin gamle ven, lade være med at ville styre andres gøremål, give sig hen i taknemmelighed, fordybe sig i bøn, følge indskydelsen og kysse sin mand på hans skaldede isse.

Vi er allesammen fulde af fejl og er både gniere og kontrolfreaks til tider, men vi kan også alle gøre, som han siger og blive “rige hos Gud.” At være rig hos Gud betyder at være rig på kærlighed. Det er jo det, Gud er. Kærlighed. Mellem os og Gud og mellem os mennesker og i os selv. Kærligheden er den kraft, vi er skabt af. Gud skabte alt, og så, at det var godt. Det er børnelærdom. Vi ser det hos børnene, der glædes over at være til, være i nuet. Vi voksne glemmer det bare. Men vi skal også opføre os som børn, som Guds børn, som det, vi er døbt til. Og i dag mindes vi om netop det. Mindes om at elske verden, om at lade sig hen-rykke.

For det vil vi sige: Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen”