14. juni skal jeg være i to af de fineste middelalder-mini-kirker, der findes, Lyngby kl. 9 og Siem kl. 10.30 – hvor den over 500 træudskårne Jesus er fra. Den tredje af de små kirker i Midt Hellum Herreds pastorat, Torup, kommer jeg først til 2. august. Kirkerne kalder min kollega, Ingeborg Sebbelin, for smykkeskrins-kirker, og det er lige, hvad de er. De er smukke udefra og bygget til at passe på det mest dyrebare, vi har, at vi kan sidde sammen og være. Vise vores tro uden og med ord, synge og se, sidde på malede bænke som hundreder og atter hundreder har gjort før os.
Det at stå ved sin tro er omdrejningspunktet for de tre tekster, der er afsat til denne anden søndag i Trinitatis-tiden. De er ikke ligefrem sommerlige, men måske de alligevel kan bringe lys ind vores liv trods deres barskhed?
Jeremias´ Bog 15,10.15-21:
Ve mig, mor, at du fødte mig!
Jeg anklages og fordømmes af hele landet.
Jeg har hverken ydet eller modtaget lån,
men alle forbander mig.
Du ved det, Herre,
husk mig, og tag dig af mig!
Skaf mig hævn over mine forfølgere,
vær ikke sen til vrede, så jeg rives bort.
Du skal vide, at jeg bærer skammen på grund af dig.
Jeg fandt dine ord og slugte dem;
dine ord blev til fryd for mig
og til hjertets glæde,
for dit navn er nævnt over mig,
Herre, Hærskarers Gud.
Jeg sidder ikke og jubler i muntert lag,
tvunget af din hånd må jeg sidde alene,
for du har fyldt mig med din vrede.
Hvorfor er min smerte uden ende?
Hvorfor kan mit sår ikke læges
og ikke helbredes?
Du er blevet mig en bæk uden vand,
et upålideligt vandløb.
Derfor siger Herren:
Hvis du vil vende om, lader jeg dig vende om,
så du kan stå i min tjeneste.
Hvis du fremfører dyrebare ord og ikke tom snak,
skal du være min mund.
De vil vende sig til dig,
men du må ikke vende dig til dem.
Over for dette folk gør jeg dig
til en stejl bronzemur;
de skal angribe dig,
men ikke besejre dig,
for jeg er med dig,
jeg frelser dig og redder dig, siger Herren.
Jeg redder dig fra de ondes magt
og udfrier dig fra voldsmænds hånd.
Johannes´ Åbenbaring 3,14-22:
Og skriv til englen for menigheden i Laodikea: Dette siger Amen, det troværdige og sanddru vidne, Guds skabnings ophav: Jeg kender dine gerninger, du er hverken kold eller varm. Gid du var enten kold eller varm! Men nu, da du er lunken og hverken varm eller kold, vil jeg udspy dig af min mund. Siden du siger: Jeg er rig, jeg har samlet til huse og mangler intet, og du ikke ved, at hvis nogen er elendig og ynkelig og fattig og blind og nøgen, er det dig, så råder jeg dig til hos mig at købe guld, der er lutret i ild, for at du kan blive rig, og hvide klæder at iføre dig, for at din nøgenheds skam ikke skal ses, og salve til at salve dine øjne med, for at du kan se. Alle dem, jeg elsker, revser og tugter jeg. Vær nidkær og omvend dig! Se, jeg står ved døren og banker på; hører nogen mig og åbner døren, vil jeg gå ind til ham og holde måltid med ham og han med mig. Den, der sejrer, vil jeg give sæde hos mig på min trone, ligesom jeg har sejret og har taget sæde hos min fader på hans trone. Den, der har øre, skal høre, hvad Ånden siger til menighederne.«
Lukasevangeliet 14,25-35:
Store skarer fulgtes med Jesus, og han vendte sig om og sagde til dem: »Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv, kan han ikke være min discipel. Den, der ikke bærer sit kors og går i mit spor, kan ikke være min discipel. Hvis en af jer vil bygge et tårn, sætter han sig så ikke først ned og beregner udgifterne for at se, om han har råd til at gøre det færdigt? – for at man ikke skal se ham lægge en sokkel uden at kunne fuldføre det, så alle giver sig til at håne ham og siger: Den mand begyndte at bygge, men kunne ikke fuldføre det! Eller hvilken konge vil drage i krig mod en anden konge uden først at have sat sig ned for at overveje, om han med ti tusind mand er stærk nok til at møde ham, der kommer imod ham med tyve tusind? Hvis ikke, sender han udsendinge for at forhøre sig om fredsbetingelserne, mens den anden endnu er langt borte. Sådan kan ingen af jer være min discipel uden at give afkald på alt sit eget. Salt er en god ting; men hvis selv saltet mister sin kraft, hvordan skal det da blive salt igen? Det duer hverken til jord eller gødning; man smider det væk. Den, der har ører at høre med, skal høre!«
