fbpx

Foredrag Vågsbygd kirke, Kristiansand, Norge

Hvordan lever man som moderne menneske, når man har mødt Jesus i et sakristi i Spanien, sådan ansigt til ansigt?

Det ved Charlotte Rørth.

“Jeg var hverken søgende eller spirituelt interesseret, da jeg pludselig fik et syn, hvor han stod og talte til mig i 20 minutter,” fortæller Charlotte Rørth, dansk journalist og forfatter til flere bøger, heriblandt bestselleren, “Jeg møtte Jesus”, også udgivet på norsk.

I bogen opsøger hun læger såvel som præster og eksperter i religiøse oplevelser, ligesom hun læser digte, der kan beskrive det skete bedre end hende selv. Også Bibelen nærmer hun sig, og kirken, men alt er nyt.

“Det var et helt overvældende forløb, hvor jeg kom i kontakt med mange mennesker og miljøer, jeg ellers ikke kendte til. Og jeg fik så meget støtte fra både min familie og venner til at lære at leve med den voldsomme forandring i mit liv,” husker Charlotte Rørth.

To gange mødte hun Jesus og havde derudover en lang række andre spirituelle oplevelser, hun aldrig før havde hørt om. Og netop tavsheden om dem er det, hun ønsker at bryde med.

“Forskerne kan nu dokumentere, at over halvdelen af os på et tidspunkt i vores liv har en oplevelse, man kan kalde religiøs, åndelig eller spirituel. Det er en del af vores virkelighed, som vi skal tale mere om,” siger Charlotte Rørth.

Efter en overvældende – også international – succes med ”Jeg mødte Jesus”, har hun netop udgivet ”Med rank ryg – om tro og moderskab”, også på svensk – snart udkommer den i Norge.

Tidligere er udkommet ”Vi møtte Jesus” også på norsk med interview med andre, der har haft oplevelser, samt både danske, norske og andre internationale forskere og samfundsdebattører og i 2019 udkom ”Gud, du er jo lige her – sådan lever jeg med min tro”.

Mange norske medier har bragt flere artikler og programmer med hende. Hun har holdt en række foredrag her og over 200 i Danmark, hvor Kristeligt Dagblad kalder det “en religiøs folkebevægelse”.

Men hvordan lever man med oplevelser? Bliver alt vendt omkring? Bliver man en anden? Kristen? Nonne? Kan man være ligeglad? Skal man tie? Bliver man gjort til grin?

Charlotte Rørth holder tirsdag 14. juni foredrag i Vågsbygd Kirke, hvor hun fortæller åbent om tro anno 2022. Der vil være god tid til spørgsmål og debat.

Læs mere på

www.charlotteroerth.dk og www.vågsbygdkirke.no