Fastelavnssøndag skal der prædikes over Lukasevangeliet 18,31-43:
Jesus tog de tolv til side og sagde til dem: »Se, vi går op til Jerusalem, og alt det, som er skrevet ved profeterne om Menneskesønnen, skal opfyldes: Han skal overgives til hedningerne, og de skal håne ham, mishandle ham og spytte på ham; de skal piske ham og slå ham ihjel, og på den tredje dag skal han opstå.« Men de fattede ikke noget af dette; det var skjulte ord for dem, og de forstod ikke det, som blev sagt. Da Jesus nærmede sig Jeriko, sad der en blind mand ved vejen og tiggede. Han hørte, at en skare kom forbi, og spurgte, hvad der var på færde. De fortalte ham: »Det er Jesus fra Nazaret, som kommer forbi.« Da råbte han: »Jesus, Davids søn, forbarm dig over mig!« De, som gik foran, truede ad ham for at få ham til at tie stille; men han råbte bare endnu højere: “Davids søn, forbarm dig over mig!” Og Jesus stod stille og befalede, at manden skulle føres hen til ham. Da han var kommet derhen, spurgte Jesus ham: »Hvad vil du have, at jeg skal gøre for dig?« Han svarede: »Herre, at jeg må kunne se.” Og Jesus sagde til ham: »Bliv seende, din tro har frelst dig.« Straks kunne han se, og han fulgte ham og priste Gud. Og hele folket så det og lovpriste Gud.”
Hvem poster hvad
Det er en helt vildt hypermoderne tekst, jeg lige har læst. Den handler jo om det, alle skælder de unge ud for at ville i dag. De vil ses. Vi gamle kan hidse os op over, at de poster på det ene, andet eller tredje medie. Tik Tok, Snapchat, hvad ved jeg. De sminker sig, klæder sig ud – ikke bare til fastelavn – de gør sig til. Vi voksne kan tænke vores, og det er ikke altid pænt. Og så kan man komme her i kirken og høre et to tusind år gammel tekst, skrevet længe, længe, længe før mobiltelefoner og hættetrøjer og få at vide, at nej, det er faktisk ikke kun de unge i dag, der vil ses. Det vil vi alle. Også Jesus selv.
For hvad er det egentlig, der sker der foran bymuren ved Jeriko?
Der ligger en blind mand og tigger ved vejen ind i byen. Han hører fra folk omkring sig, at Jesus er på vej med sit følge, og da Jesus nærmer sig, kalder den blinde på ham. Jesu disciple eller andre af dm, der fulgtes med ham, truer af den tiggende mand, skubber til ham, men den fattige råber bare endnu højere på Jesus.
Jesus stopper op.
Hvorfor gør han det?
Jesus vil også ses
Han kunne da bare være gået videre. Men, der er flere grunde til, at han vil mødes med tiggeren. En af dem er vise andre, at man stopper op og taler med de fattige. Anerkender, at de findes. Taler værdigt med dem. Hjælper dem. Ser dem. Det er sådan, Guds søn gør. Han ser mennesket, uanset, hvem det er. Det er så smuk en lære. Så enkel en handling. Og vi ved det godt. Måske trængte de vrede disciple til at få det at vide endnu en gang.
Vi ved godt, at vi skal lære af denne fortælling. At denne opførsel er kristen. Vær god ved din næste.
Men den lille scene med Jesus og den blinde, viser os også noget andet om Jesus. Den viser, at Jesus også gerne ville ses og anerkendes. Præcis som de unge i dag. Måske han også ville poste lidt i ny og næ?
Jesus vil også gerne ses, som den, han er.
Det fortæller han faktisk sine tolv disciple lige inden, de kommer til Jeriko, som jeg læste op.
Hvem kan egenligt se
Han fortæller dem, at de skal gå til Jerusalem, hvor alt det, som er skrevet om Menneskesønnen, og som de tidligere tiders profeter har forudsagt, nu skal gå i opfyldelse. Han ved altså, hvad der vil ske, når han kommer derhen. Han ved, at nogle af hans disciple vil svigte ham, at han vil blive hånet, mishandlet, spyttet på, piskes – og slås ihjel. Det fortæller han sine disciple, som også får at vide, at ”på den tredje dag skal han opstå.” Disciplene får alt dette at vide, men ”de fattede ikke noget”, ”det var skjulte ord for dem, ”de forstod ikke det, som blev sagt.”
De fattede ikke, at Jesus, der gik lige der hos dem, er Guds søn og skal dø og genopstå. De ser ham ikke som den, han er.
De ser ikke Jesus.
Men det gør den blinde tigger.
Han kalder på Jesus, på Davids søn, kongesønnen, Menneskesønnen. Jesus bliver anerkendt, bliver set som den, han er. Den fattige mand i vejkanten ser Jesus.
Hvad er vores øjne til for
Og Jesus vil gerne ses. Præcis som os alle. Jesus vil gerne ses. Det har han ikke villet hele tiden, men nu vil han gerne. Her, kort inden sin død på korset, vil han gerne, at der i det mindste er nogle, der ser ham som den, han er. Virkelig ser ham.
Det gør hans disciple ikke. De ser ham som det, de vil se ham som. Deres leder. Den, der fører an. Men de vil ikke se ham. se, at det han vil, er noget andet end blot at være en leder som alle de andre. De har vil ikke se, at han tager sig af de fattige, og de vil ikke indse, at de skal tro på det, han siger – når han for eksempel fortæller, at han vil blive pint og dø i Jerusalem. De hverken hører eller ser Jesus. De er blinde for, hvem han er og hvad, han vil. Men den blinde hører ham komme, kalder ham ved navn, så Jesus kan høre ham og vide, at den blinde ser, hvem han er.
Både Jesus og den blinde har ører at høre med og øjne at se med. Altså sådan rigtigt høre og rigtigt se. De to har meget til fælles. De mødes som jævnbyrdige med det samme behov. At blive set.
Et møde i hjertet
Det er ikke sådan, som vi tror, at det kun er den blinde, der har glæde af deres møde.
Det har Jesus også. Og alle andre.
Det møde udløser en enorm glæde. For hele folket, kan man sige. De lovpriser Gud, står der til sidst.
Men har de forstået hvorfor, eller er de som disciplene, der ikke har fattet ret meget? Det kan vi ikke vide, men vi kan sidde her og tænke over, om vi selv er i nærheden af virkelig at forstå, hvor radikal, denne lille fortælling er?
For det møde mellem de to er et kig ind i kristendommens hjerte.
Der, hvor troen pulserer, banker rundt i vores kroppe, lever.
At have blind tillid
Da Jesus står overfor den blinde mand, spørger han ham, hvad han kan gøre for ham. Og manden siger, at han gerne vil kunne se. Og så er det, Jesus siger fem ord, der forandrer verden – for den blinde, ja, men også for alle os andre:
Din tro har frelst dig.
Det er det, Jesus siger. Han siger ikke, at han har frelst manden. At han er helten. Nej, det er den blinde selv, der ved at se Jesus er frelst. Det er den blindes tro, hans tillid til, hans sikkerhed i, at Jesus er Guds søn, der gør hele forskellen.
Den blinde tillid, kalder vi det.
Netop.
Udtrykket betyder, at vi har så meget tillid, at vi ikke behøver at se beviser. Den blinde behøver ikke at se Jesus for at være sikker på, at han er Guds søn. Han stoler på, at han er Davids søn.
Den blindes tillidserklæring er hel, ikke halv, den skal ikke lige testes. Han overgiver sig fuldstændig. Han er i sig selv et billede på den totale overgivelse. Han er prisgivet andre. Er fattig. Sulten.
Mødes som menneske og ved, han er Gud
Og Jesus – han gør som den blinde. Han giver sig hen. Overgiver sig fuldstændig. Han ser den blinde på samme måde, som den blinde ser ham. Han ser med sine øjne, bestemt, han ser manden ligge i laser og tigge, men Jesus ser med de øjne, han har fået at se med. Jesus ser med Guds øjne. Og er derfor blind for klasseskel, snavs og såkaldt utidig opførsel. Den blinde tigger ligger der og råber, mens de fine disciple går forbi med deres herre. Deres herre, som de ikke fatter, hvem er, som der direkte står.
De har ikke set lyset, kunne man sige. For det er jo det, der sker her. Den blinde ser lyset, selv om han ikke kan se. Han ser lyset, inden han kan se det fysisk. Han ser det med hjertet, med sin sjæl, kan man sige. Og det lys, han ser, er Jesus. Ham, der kaldes verdens lys.
Et møde med kærligheden
Den blinde har tilliden til, at Jesus findes. Han møder ham som menneske og ved, at han er Gud. Hvilket møde. Hvilken tillid. Hvilken kærlighed. For det er det, den blinde udviser og det, Jesus udviser. Det, der sker i deres møde, er den kærlighed, der kaldes Gud. Og omvendt. Gud er kærlighed.
Det er den, det handler om i mødet mellem Jesus og tiggeren ved Jerikos bymur og den, det handler om for os, når vi møder andre, der er lasede og snavsede, opfører sig træls, møver sig ind der, hvor vi selv synes, vi har forrang.
Mødet mellem de to er grundlaget for den kristne tro – stædigt at stå fast på, at Jesus er Gud udtrykt som den kærlighed, der er Gud. Det adskiller kristendommen fra alt andet, at vi tror på, at kærligheden ikke alene er størst, men at den er Gud. Gud, som har skabt os, elsker os.
Det er det, den blinde kan se. Kærligheden.
Alt er spejlvendt
Den måde, Jesus viser os det på i dag, tvinger os til at se på os selv – ikke som vi plejer, men spejlvendt. Vi skal se i spejlet, og se, hvad vi ser, og det er det modsatte. Som Guds søn gør det modsatte af det, en hersker ville gøre, og som de dumme disciple gør. Guds søn gør sig til tjener. At være kristen i verden er den omvendte, spejlvendte verden.
Den blinde ser og Herren er tjener. Det kan vi se, hvis vi virkelig ser. Ser Jesus. Ser de andre mennesker.
Fortællingen slutter nærmest med en fest, hvor hele folket lovpriste Gud. Også denne fastelavnssøndag er der mange steder fest som ovre i Store Brøndum lidt senere. Men det, der fejres i kirken i dag, er også spejlvendt. Det er noget så ufestligt som fasten. Fasten, der kommer. Nu skal vi vandre mod påsken, og Jesus viser os vejen, forsoningens vej, som vi skal synge om lidt. Vejen, hvor han går ved vor side drevet af kærlighed.
Hen er lige her
Den kærlighed, han lige har demonstreret foran sine disciple, inden han sammen med dem vandrer mod Jerusalem, som den sidste salme i dag handler om. Vi ved, hvad der sker. Der sker det, der gør det muligt for os at sidde her og vide, at Gud er kærlighed. Den åbenbaring, der aldrig slutter. Det evige møde mellem Gud og mennesker. Jesu kristi død og opstandelse.
Han er her iblandt os som den kærlighed, han viste den blinde tigger.
Hen er lige her.
Den salme slutter med ord, jeg håber, I tager med hjem: Vor frelser har sagt os, hvor han er, dér vil han, at vi skal være.
