Prædiken til 7.9.2025
Af Charlotte Rørth
Nørresundby Kirke

Markusevangeliet, kapitel 7, vers 31-37:
Jesus drog igen bort fra egnen ved Tyrus og kom over Sidon til Galilæas Sø midt igennem Dekapolis. Og folk kom til ham med en, der var døv og havde svært ved at tale, og de bad ham om at lægge hånden på ham. Jesus tog ham afsides, væk fra skaren, stak sine fingre i hans ører, spyttede og rørte ved hans tunge og han så op mod himlen, sukkede og sagde til ham: »Effatha!« – det betyder: »Luk dig op!« Og straks lukkede hans ører sig op, og det bånd, der bandt hans tunge, blev løst, og han kunne tale rigtigt. Jesus forbød dem at sige det til nogen; men jo mere han forbød dem det, jo ivrigere fortalte de om det. Og de var overvældede af forundring og sagde: »Han har gjort alting vel. Han får både de døve til at høre og de stumme til at tale.«

Det er næsten for kropsligt, det, vi lige har hørt. Jesus stikker sine fingre i en mands ører. Og i hans mund. Det er ikke ligefrem delikat. Men det virker.
Manden, Jesus rører ved, er både døv og har svært ved at tale, men efter Jesus har rørt ham, kan han både høre og tale rigtigt, som der står.
Allerede i indledningen til den korte fortælling bliver det slået fast, at Jesus er et virkeligt sted. Der står næsten en hel rutebeskrivelse, en rigtig adresse. Jesus er lige der imellem virkelige mennesker. Som et virkeligt menneske.
Det her sker i det liv, vi mennesker har.
Den døvstumme har en flok venner, der vil ham det godt, selv om han som døv og stum ellers let kunne være udenfor fællesskabet. De tager ham hen til Jesus og beder ham lægge hånd på ham. De håber, at Jesus kan gøre godt for ham, selv om de er i et område, hvor mange ikke tror på, hvad han er og kan.
Det første, Jesus gør, er at tage ham væk fra de andre. Da Jesus og manden er udenfor de andres syns- og hørevidde, er det, at Jesus forbinder sig direkte med manden – stikker fingrene i mandens ører, spytter og rører ved hans tunge.
Og så sukker han. Jesus altså.
En dyb vejrtrækning inden en indsats, inden et fokus, inden en bøn, inden han ser op mod himlen, til Gud, og på mandens vegne beder Gud gribe ind gennem sin krop ved at sige: Effata – luk dig op.
Straks sker miraklet.
Manden kan høre og tale. Det kan være vældig svært med sådan nogle undere som det, Jesus giver sig af med. Intet under, kan man sige, at dem, der overværede det, blev overvældede af for-undring. For det er ingen ordleg, det var ikke bare noget, Jesus sagde, men noget, der skete. Det er for overvældende. Det er ikke blot et mirakel, at manden kan høre og tale, men et endnu større mirakel, at mennesket Jesus er Gud her på jord.
Det er svært at begribe, men det er kristendommens kerne. Gud kom ind i vores verden, han lod sig føde som Jesus – og for at vi kunne fatte det, må Jesus gøre gudelige ting, underværker. Minde os om, at han er Gud. Og det gør han. Bibelen vrimler med fortællinger om dem.
Jesus helbreder mange, vækker flere fra de døde, det er dagligdag for ham. Jesus udfører et mirakel som det, vi lige har hørt om, alene fordi han kan, kan man sige. Ren næstekærlighed. Som en læge, som han da også kaldes af nogle. Jesus Medikus.
Men der er mere på spil. Han læger ikke kun manden, men også de andre omkring manden, og han læger os. Også vi kan have tidspunkter i vores liv, hvor vi er både døve og stumme. Både konkret og i mere overført betydning.
Nogle af os kan have svært ved at høre, hvad andre siger og indimellem have svært ved at lytte så godt efter, at vi kan høre, hvad de egentlig siger.
Andre – ikke så ofte mig – kan have svært ved at tale – men også vi, der taler meget, kan have svært ved at få sagt det, vi egentlig vil sige.
Når det sker, kommer Jesus ikke og stikker fingre i vores ører og mund. Og dog. For hvis vi tager os tid til at tænke over, hvad Jesus har sagt og prøver at tale om det – måske bare med os selv – så kan der ske noget. Så kan vi berøres – som manden ved søen i Galilæa.
Vi kan blive mindet om, at Gud findes, og at vi kan høre Gud og tale til Gud.
Vi kan mindes om, at der er en mening med, at vi og alle andre er til. Mindes om, at verden er underfuld, fuld af undere, af glæde og lys og andre mennesker. Mindes om en kærlighed til os, til alt levende, alt det vi er en del af.
Det ændrer noget indeni os.
Det er ikke kun mig, der er skabt af Gud, og vi er ikke kun til som kroppe, der lever et biologisk liv her på jord med mad og søvn og skole og arbejde, men alle er mennesker, der er kommet til verden, fordi Gud gerne vil have det – og efter det her liv vil vi være sammen med hinanden og Gud på en anden måde.
Alt er ikke fryd og gammen, der er smerter og sorger, men der er liv. Der er andre mennesker. Nogle at høre på og snakke med. Der er en klode, der er skabt. Der er noget udenfor os selv at lytte til, at tale om.
Det er jeg ikke ene om at glemme – og glemme at takke for en gang imellem. Hvem kan ikke blive træt af sig selv og træt af andre. Lidt en tværing. Indelukket.
Blive en, der har brug for at blive lukket op.
Brug for at lære at lytte, som Jesus får os til det.
Brug for at lytte ved at lukke vores hjerter op.
Det er jo det, det handler om.
At være her i kirken og alle andre steder i verden handler ikke om at høre alle lyde, men om at høre, hvad der i virkeligheden siges.
Om at lytte med hjertet. Det hjerte, vi allesammen har.
Det er ikke altid let at lytte med hjertet. Det er ikke kun romantisk føleri. Det er indimellem overvældende hårdt at mærke, at Gud vil, at vi føler for andre og alt andet, der også er skabt af Gud. Er gode ved dem. Tænker på dem og ikke kun på os selv.
Ja, elsker vores fjender, som Jesus opfordrer til.
Det kan man godt have lyst til at lukke sine ører for.
Det er såmænd let nok. Der er så meget andet at høre på end Gud. Der er så mange lyde i alle vores liv. Musik. Praktisk snak. Reklamer. Trafik. Det kan være svært at høre Gud i alt det. Så det er ikke sært, at de fleste af os – også mig – indimellem har brug for hjælp til det. Men det vil være forskelligt, hvilken hjælp, vi behøver til hver især at få lukket op.
Det kan være, gudstjenesten gør det. Lige nu. Her prøver vi med salmer og musik og ritualer at trække os alle lidt ud af den daglige trummerum, som Jesus trak manden væk fra de andre.
Og vi prøver at lirke hinandens hjerter op, så vi kan høre, hvad der fortælles her i dette rum: At der er en mening med vores liv, at det er meningen, at vi er til, og at vi er til for evigt. At der findes en Gud, der vil os nu og siden hen. At vores liv rækker videre end dagen i dag, i går og i morgen, det trækker ind i en evighed af kærlighed, hvor vi kan høre og tale med dem, der ikke fysisk er i denne verden længere.
Men den evighed af kærlighed er også nu.
Det er den, man kan høre med hjertet. Tale om med hjertet.
Og kan man ikke de store ord, så kommer de i salmerne, vi synger sammen.
Om lidt skal vi synge en af de nyeste salmer, Igen berørt, af Janne Mark. Teksten er så kort, at vi synger den tre gange, så man kan næsten nå at lære den udenad.
I den får hun sat ord på, hvordan vi berøres af Guds ord og ånd – og hånd, som vi også lige har hørt i teksten.
Når vi har ladet os berøre, så sker der noget. Da sker det, synger vi i salmen, at ”vi får dit mod, vi tør gå ud og være lys i verden.”
Når vi lader os berøre af Jesus som den døvstumme ved Galilæas Sø, når vi åbner os – Effata – og lytter og taler med hjertet, så kan vi ranke os og gå ud i verden og lyse for andre.
Det er det, det handler om her i dag. At sidde til gudstjeneste og blive lukket op, blive mindet om, at verden er underfuld og overvældende, og at vi kan høre og tale kærligheden frem.
Vi kan godt.
Vi kan berøres.
Vi er mennesker, der går igennem meget ondt og meget godt, og hele tiden har vi et hjerte, der kan berøres, et hjerte, der kan lukkes op, så vi kan høre de andre, tale med dem. Vi kan lukkes op.
Og glemmer vi det, må vi sige det så højt, så både vi selv og andre kan høre det. Effata, Luk dig op.

Lov og tak og evig ære være du, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver en sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

Motet

Lad os alle bede:
Kære Gud, lad os blive berørt, så vi kan åbne vores hjerter og sprede lys i verden.
Lær os at stole på din kærlighed og at være der for hinanden.
Giv ånd til vores kirke, vores konges hus, vores regering og Folketing og andre, vi har betroet indflydelse.
Velsign dem, der lever med uretfærdighed, sult og sygdom.
Vær hos de syge og døende, hos dem, der er ensomme og dem, der finder livet smertefuldt. Giv dem trøst og mennesker, der kan nå dem.
Send os alle håb. Her og i de hårdt ramte egne af verden, i Gaza, Ukraine og andre krigszoner.
Kære Gud, vis os vejen, og gør os villige til at vandre den.
Amen.

Om lidt er alle velkomne til nadver. Her er både saft og vin, og det er også muligt at blive siddende og lytte til musikken.
Nu vil jeg bede jer rejse jer, så vi med apostlene kan tilønske hinanden: Vor herre Jesu Kristi nåde, Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle.

Amen.