Manus til prædiken i Skørping Nykirke og Store Brøndum Kirke, søndag 26. juli 2026

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:
Mange vil den dag sige til mig: Herre, Herre! Har vi ikke profeteret i dit navn, og har vi ikke uddrevet dæmoner i dit navn, og har vi ikke gjort mange mægtige gerninger i dit navn?  Og da vil jeg sige dem, som det er: Jeg har aldrig kendt jer. Bort fra mig, I, som begår lovbrud!
Derfor: Enhver, som hører disse ord og handler efter dem, skal ligne en klog mand, der har bygget sit hus på klippen. Og skybruddet kom, og floderne steg, og stormene suste og ramte det hus. Men det faldt ikke, for dets grund var lagt på klippen. Men enhver, som hører disse ord og ikke handler efter dem, skal ligne en tåbe, der har bygget sit hus på sand. Og skybruddet kom, og floderne steg, og stormene suste og slog imod det hus. Og det faldt, og dets fald var stort.«
Da Jesus var færdig med denne tale, var skarerne slået af forundring over hans lære; for han underviste dem som en, der har myndighed, og ikke som deres skriftkloge.” Amen.

Store Stygge Ulv og De Tre Små Grise

Det er alvorlige tekster, der er på i dag, men alligevel får fortællingen om, at man skal bygge sit hus på en klippe mig altid til at grine lidt.  

Jeg har så dårlig humor. Jeg ved det. Og den fortælling minder mig altså om Store Stygge Ulv og De Tre Små Grise. I kender den. Den om, at den første gris byggede et hus af strå, som ulven pustede omkuld. Den anden klarede sig ikke meget bedre i sit hus af pinde. Men den tredje gris havde muret sit hus så solidt, at ulven ikke kunne stille noget op, selv om den pustede og pustede og pustede… 

I det oprindelige folkeeventyr spiste ulven de to første grise, men i Disney-udgaven flygtede de op til Praktiske Gris og blev lukket ind i sikkerhed. Historien stod i et af de Anders And blade, der lå i min mormor og morfars sommerhus hele min barndom igennem. Den samme lille stak som vi læste igen og igen. Somrene på Samsø var klippegrunden de første mange år af mit liv. En konstant. Som også fortællingen om ulven, der ikke lykkes med sit forehavende om at drive de små gruse fra hus og hjem. 

Som barn vidste jeg godt, hvad fortællingen handlede om. Dens enkle morale var ikke tabt på mig, den fornuftige storesøster: Hvis, huset er bygget på en drivkraft af kærlighed, står det fast, når skybruddet kommer, floderne stiger og stormene suser – og ulven kommer. Det er i overført betydning, selvfølgelig er det det, det vidste også Disney. Også børn ved instinktivt, at der ligger mere bag end bare en kedelig fortælling om en fornuftig gris. Den lille gris i de blå overalls gør det, der skal til for at tage vare på andre. 

Vær Jesu krop i verden

I dagens tekst står – eller sidder – Jesus foran disciplene og en mængde andre der på skråningen og holder sin bjergprædiken. Det, vi lige har hørt, er afslutningen på hans tale om, hvordan de skal være som kristne. Hvad er det, han befaler dem at gøre? 

Det er ret konkret. Mennesker er som ham af kød og blod og skal agere. Bevæge sig. Røre andre. Lade sig berøre. Gøre noget for andre. Være krop i verden.  Bygge gode, solide huse. Ikke prangende slotte, dem taler han aldrig om, men hverdagshuse til at lave mad i – til sine grise-søskende blandt andre. 

Jesus stikker ikke som Moses med stentavlerne en række love ud til sine tilhørere – det er også os her i dag – vi skal overholde, men kræver af os, at vi skal ville det af os selv. Med hjerte og forstand – og krop.

Han minder os om, at der er en større idé med, at vi er til: Det er os, der skal udleve Guds kærlighed. Være Jesu hænder og fødder. Til daglig. Vi er ikke bare til for vores egen behageligheds skyld. Vi er til for hinanden. For Gud. Det er meningen med, at vi er til. Det er det, Jesus står der på bjerget – og her i kirken – og fortæller os.  

Guds vilje er kærlighed

Vi skal overholde lovene, buddene, men vi skal mere end det, fastholder han der på bjerget. Vi skal gøre det i den rette tro, den rette ånd. Gør vi det, så sker Guds vilje, som vi beder om i Fadervor. Den skal ske både her på jorden og senere hen.  

Det, der er Guds vilje, er, at vi skal være sådan overfor hinanden.  

Det er det, Jesus prøver at få os til at forstå. Prøver at vise os ved at tale om det at høre til ham som et solidt hus, der holder stand trods storme, men også om, at han ikke gider høre på dem, der praler med at have gjort mægtige gerninger i hans navn.  

Han kalder det ligefrem lovbrud. Lovbrud. Hvis gerninger ikke gøres med den gode hensigt, så er det lovbrud. Så kan man overholde love, så meget man vil, men opfører man sig, som man skal, uden at gøre det med hjertet, da er det lovbrud. Et hårdt ord. I daglig tale kalder vi det hykleri. Det er helt fredeligt i sammenligning. 

Vi er alle hyklere – til tider

Hykleri, lovbrud, det er vi alle skyldige i. Jesus bruger tid på at tale om det, fordi det er så såre almindeligt. Man gør noget godt, men for at andre skal rose en, eller man kan hævde sig. 

Lovbrud kan man forføres til. Man kan ledes på afveje. Man kan forføres til at mene, at gods og guld er det vigtigste. Egentligt ved vi godt, at det ikke er det, men det lokker… Eller at det bedste er at sørge for sig selv først, inden man bruger tid på andre, som de også siger i flyveren med iltmasken. Egentlig ved vi jo godt, at vi godt kan tage af os af andre samtidig med os selv. Man kan forføres til at synes, at man er klogere end alle andre, og at andres måder at være menneske på, troende på, er latterlig. Man kan blive umenneskelig hård. Og begå lovbrud. 

Men hvordan undgå at blive forført af falske profeter?  

Spørg Helligånden.  

Vi kan skelne. Børn kan. Og vi voksne kan lære det ved at læse, studere, samtale med andre. Vi kan gå i dybden, hvor Gud er i os. Vi kan stole på det, vi sanser, som Paulus stolede på, at han hørte Jesu stemme. Vi kan bede. Vi kan tie stille. 

Jesu stemme kan nå os.  

Gud stoler på, at vi kan

Hvis vi bare lige stopper op, kan vi genkende den stemme. Jesu stemme. Og da kan vi mærke, hvis de falske profeter tager over.

De falske profeter, forbrug er en af dem, klemmer os sammen til at blive småbitte mennesker. Menneskeligt set krumbøjer de os, så vi ikke kan se op og få øje på den store, vanvittigt smukke vision for verden, som Gud har. Den store profeti om Gudsriget. Hvor kærligheden hersker.

Jesus gør det modsatte af de falske profeter. Han ranker os. Hver og en af os. Ethvert menneske er værdigt. Har umistelig værdi. Bare ved at være til. Uanset, hvor små vi føler os. Hvor syge eller nyttesløse. Vi er mennesker. Skabt. Hvilken gave. Rank ryggen. Se op. Se de andre. Se dig selv. Lyt til Jesu ord.

Gud regner med, at vi kan – og vil – gøre, som hans søn siger.

Gud stoler på os. 

Gå ud med kærligheden forrest

Det skal vi mindes om at have tillid til. Tillid til, at vi kan gøre, som Gud vil. Tillid til, at vi kan gøre som Gud. Elske først. Det er det, vi skal. Vi skal gå ud i livet med kærligheden forrest. Det er at skabe Guds rige at gøre det. 

Vi skal lytte til de profeter, der taler om Jesus, om den konkrete tro, der er i verden. Lytte til dem, der gør verden mægtig, så mægtig som Gudsriget, og ikke til dem, der ikke stoler på mennesket, mennesket, der er skabt i Guds billede. Også dem, man ikke er enig. De findes. Også de er skabt.  

Vi skal være profeter for hinanden, tænker jeg. Tale hinandens storslåethed op. Tænk, at vi findes. Tænk, at vi er skabt. At Gud findes, selv om vi ikke kan forklare det. Vi skal minde hinanden om det mirakel, det er, at vi er live. Huske hinanden på, at minderne med dem, vi har mistet, lever i os. Som Gud lever i os. 

Vi er af Gud, læste jeg fra Første Johannesbrev. Det er da storslået. Det kalder på at være storsindet. Måske endog skabe lidt opstandelse af lutter forundring over at være indbyggere i dette sommerlige kæmpe-rige, hvor Guds skaberglæde hele tiden skaber nyt, skaber opstandelse, ja, uro, forandring. Hele tiden ser vi opstandelser. 

Pinligt at prale

Om lidt skal vi synge om sommeren, som er lige her, og salmen er smuk og sørgelig, for den handler også om den, der ikke er her, men vandrer i “Guds-haven”. Jesus lover os ikke, at det er fryd og gammen at være hans hænder og fødder. Der kommer sorger og skybrud. Og ulve. Måske endda de rigtige af slagsen. De skaber opstandelse, præcis som hos Disney. Men måske kan vi lige stoppe op og tænke os over, hvilke profeter vi vil lytte til. Også i det dilemma.  

Som storesøster lærte jeg en del af at læse om Praktiske Gris. For nok blev jeg bekræftet i, hvor godt det var, at jeg tog ansvar og sørgede for de små, men jeg blev også klar over, hvor pinagtigt, det var at læse om den, der altid gør det rette og hoverer over det, som Praktiske Gris gør det i tegneserien.  

Grisen gjorde sig selv til en falsk profet i sit eget liv. Han begik lovbrud, ville Jesus have sagt. Det gav mig en del at tænke over. Allerede dengang. Og jeg tænker stadig over, hvad Jesus siger og viser os. For den mand har myndighed, har vi lige hørt. Også i mit liv. Og måske i jeres? 

For det vil vi sige: Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen. ”    

Illustrationen er et udsnait af maleriet, “Homme portant un enfant” af Pablo Picasso, malet i 1965 og pt udstillet på Kunsten, Museum of Modern Art, Aalborg.