Evangelielæsning (Joh 8,28-36 Alterbog s. 267)
“Jeg vil bede jer rejse jer og høre dette hellige evangelium skrevet af evangelisten Johannes (Gud være lovet…)
Jesus sagde da til dem: »Når I får ophøjet Menneskesønnen, da skal I forstå, at jeg er den, jeg er, og at jeg intet gør af mig selv; men som Faderen har lært mig, sådan taler jeg. Og han, som har sendt mig, er med mig; han har ikke ladt mig alene, for jeg gør altid det, der er godt i hans øjne.« Da han talte sådan, kom mange til tro på ham.

Jesus sagde nu til de jøder, som var kommet til tro på ham: »Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie.« De svarede ham: »Vi er Abrahams efterkommere og har aldrig trællet for nogen. Hvordan kan du så sige: I skal blive frie?« Jesus svarede dem: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Enhver, som gør synden, er syndens træl. Men trællen bliver ikke i huset for evigt, Sønnen bliver der for evigt. Hvis altså Sønnen får gjort jer frie, skal I være virkelig frie. Amen.”

Jeg er den, jeg er

“Jeg er den, jeg er,” siger Jesus, og det er vel ikke så svært at forstå? Jo. For hvordan forstå, at Jesus både er Guds og Marias søn? Både fuldt ud Gud og et menneske som os. En menneskesøn.

Det var ikke let at begribe dengang, han sagde det til sine disciple og de jøder, som der står, der kom til at tro på ham, fordi de hørte ham tale sådan. Det, at de stod lige overfor ham, mens han sagde ordene, fik dem til at tro. At de mødte ham. Hørte ham selv sige det.

“Jeg er den, jeg er.”

Ordene fortæller i virkeligheden ikke noget. De er i sig selv ord uden mening. Jeg er den, jeg er. Hvis de bruges af os i dag, er det vel mest i småskænderier derhjemme. Jeg er den, jeg er, kan jeg sige til min mand, når jeg i min iver efter at nå videre til det næste, jeg vil i gang med, igen-igen har glemt at lukke døren til drivhuset eller lagt noget på trappen, jeg skal bære op senere, så han falder over det… I kender det sikkert, forstår, hvad jeg mener, når jeg siger, jeg er den, jeg er og dermed forsøger at gøre min mand det begribeligt, at han selv er ude om det ved at gifte sig med mig, og at jeg i hvert fald ikke har tænkt mig at ændre på det.

Kræver mod at tale

Men når Jesus siger det, er det ikke sagt i et småligt skænderi. Når Jesus siger det, er det nogle af de største ord, der overhovedet kan siges. Det er de ord, der definerer vores tro. At Jesus er den, han er, er det, det hele drejer sig om.

At Jesus er Guds og Marias søn ER kristendommen. At Jesus er den, han er, er det, vi bygger vores tro på. Det er det, vi tror på. Det er vores tro.

Dem, der hørte Jesus sige ordene, havde hans krop og fagter, tonefald og blik at blive overbevist af. Ikke, at alle blev det, men en del. Men det betyder ikke, at de forstod det på den måde, vi plejer at bruge ordet. Det hænger som regel sammen med, at noget kan forklares og bevises. Men, at Jesus er den, han er, kan ikke forklares og bevises, det kræver overbevisning. Det er over beviserne. Det kræver tro. Tillid. Håb. Det kræver, at man tror, at man har tillid til, at Jesus er den, han er, at man håber, det er sandt.

Alle tre dele kræver mod. Mod til at stå imod det pres, der er for, at vi mennesker er så kloge, at vi ved alt, og derfor kun vil vide af det, vi selv eller andre mennesker kan bevise. Jeg tror godt om mennesker, men jeg tror ikke, at mennesket er så klogt, som mange mennesker tror – især om sig selv.

Kræver mod at tro

Jeg læste den historie højt om Paulus, som mange af jer sikkert kender. Han var en mand, der havde ret. Som vidste besked. Han vidste, de kristne var forkerte på den. Derfor forfulgte han dem. Dengang hed han Saul, men en dag oplevede han noget, han ikke forstod. Der kom et lys om ham, han faldt til jorden, og hørte en stemme tale til ham. Han spurgte, hvem det var, og stemmen svarede: Jeg er Jesus, som du forfølger.

Saul troede på ordene. Og blev til Paulus, ham, der skrev de første tekster om Jesus, dem, der er rygraden i det nye testamente. Da Saul gik ind i tilliden til, at det var Jesu ord, blev han fyldt af Helligånden – og i både konkret og overført betydning kunne han nu se. Det er den Helligånd, som Jesus efter sin død og opstandelse overlod til os, så også vi kan se med Guds øjne og agere, så det er godt i Guds øjne – som Jesus fortalte om sig selv.

Saul troede på ordene og blev til Paulus, som tænkte og funderede, skrev og prædikede, skabte sammenhold og menigheder. Han havde ikke fysisk stået foran Jesus som disciplene, men hans tro på ordene var lige stærk for det. For hvad er det at møde den opstandne mester, som vi sang om lige før? Det er en vigtig salme, så vi har sunget den før, og jeg vil med sikkerhed tage den med igen, for den er en af de få salmer, der tør hjælpe os til at få svar på, hvordan vi kan møde den opstandne – der er den, han er.

Det kan vi gøre på så mange måder, som salmen også lister op.

Kræver mod at have tillid

Helligånden kan komme til os og arbejde i os på alle mulige tidspunkter. Under en salme. Ved en spirituel oplevelse. I en samtale med et andet menneske. Midt i en læsning af en bog. Under nadveren. Ved et ord i en læsning, i en bøn – som den, jeg sagde allerførst: “Når vi ser Jesus, der hvilede i din kærlighed og kun lod sig lede af den da må vi erkende, at vi dybt i vort væsen er bundet af noget, som ikke er fra dig. Derfor beder vi dig: Udfri os!”

Vi beder om, at Helligånden må gnide skæl væk fra vores øjne, som Saul oplevede det, så vi kan se, at Jesus er den, han er.

Det kan ikke bevises, men har vi tillid til, at Jesus er den, han er, ændres alt. Vores billede af verden, vores opfattelse af andre, af os selv. Jesus formulerer det som, at hvis vi ser ham, som den, han er, sættes vi fri. Hvis vi ser ham som Guds og Marias søn, sættes vi fri.

Hvad er frihed

Han mener, at vi sættes fri til at leve vores liv efter det, der virkeligt er vigtigt. At vide, at vi er elsket af Gud, og at vi kan gøre godt i Guds øjne. Vi kan indgå i en kærlighedsrelation, der er så omfattende, at den ikke kan begribes, kun mærkes. Vi har som kristne et forhold til den Gud, der har skabt alt, og som fortsat skaber. En far til Jesus og til os. En, der gør sin søn, Jesus, til vores bror, fordi også han er søn af en mor som vores, søn af Maria.

En Gud, der gerne vil os, og som ikke kræver ofre eller har myriader af love, der skal overholdes dag ud og dag ind, og som kan æde al vores tid. Alle vores kræfter kan vi bruge på at gå op i, om andre og vi selv overholder regler for, hvor vi er født, hvad vi skal sige og gøre hvornår og i hvilken rækkefølge. Så meget tid kan det tage, at der ikke er minutter tilbage til at minde os selv og hinanden om det, der virkelig tæller.

Som Jesus siger, så eksisterer der i kristendommen kun det dobbelte kærlighedsbud: Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, af hele din sjæl og af hele dit sind. Og du skal elske din næste som dig selv.

Det er ikke let, men det er frisættende, for det at vide, at vi er elsket, det at leve i erkendelse af netop dette vilde vidunder, det får os til at stå ved os selv og ranke ryggen, så vi kan se andre – og det holder os fast i se et Guds barn, og vi mindes ved at se på andre om, at vi også er det. Den lille bevægelse ud i den anden og hjem til en selv, sætter os fri. Vi behøver ikke mere. Vi er til, og Gud synes, det er godt, at vi er her – både os og de andre.

Dommeren er ufri

Det er det, der er svært for jøderne i teksten, men de kunne lige så vel være alle os andre, der deler mennesker op i grupper, religioner, nationaliteter og regner nogle, især os selv måske, for at være bedre end andre. Det er utroligt (!) svært at slippe de menneskeskabte opdelinger, vi lader vores liv styre af. Vi ser ikke Gud i de andre, i dem, vi ikke bryder os om. Vi spejler vores egen synd, som Jesus taler om. Vi gør os til dommere over andre, gør os selv til de bedste, og dømmer de andre til at være ringere. Det er det, jeg gør i det små, når jeg misbruger Jesu ord om, at jeg er, som jeg er, overfor min mand. Det er det, Jesus minder os om i dag. At når vi dømmer andre, dømmer vi også os selv til at være ufrie. Jøderne bruger han som eksempel. De er kun jøder, fordi de er født af den kvinde, der er deres mor og fordi, de bor, hvor de bor. De er dermed ikke frie, men bundet af en kultur, en tradition, af geografi og biologi – som det også diskuteres om danskerne i disse uger.

Jesu komme sætter mennesket fri af alt det. Alt er helt anderledes end før, Gud sendte sin søn og dermed sig selv ind i verden i stedet for at forblive udenfor og lade menneskene om at dele sig selv op i dem indenfor og dem udenfor. Jesus er menneske-søn. Alle menneskers bror. Som Gud i dåben har lovet at elske. Hver og en.

Som Paulus selv skriver i sit brev til Galaterne:

“Før troen kom, blev vi bevogtet under loven og spærret inde, indtil troen skulle åbenbares, så at loven var vores opdrager, indtil Kristus kom, for at vi kunne blive gjort retfærdige af tro. Men efter at troen er kommet, er vi ikke længere under en opdrager. For I er alle Guds børn ved troen, i Kristus Jesus. Alle I, der er døbt til Kristus, har jo iklædt jer Kristus. Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand og kvinde, for I er alle én i Kristus Jesus, og hører I Kristus til, er I også Abrahams afkom, arvinger i kraft af Guds løfte.”

Men hvad gør vi så

Skal vi bare være søde og elske andre? Groft sagt, ja, men Jesus erkender, at det ikke er let. Det betyder ikke, at det ikke er sandt. Det betyder ikke, at det ikke gør verden til et bedre sted, hvis flere og flere af os i højere og højere grad tænker og handler sådan overfor andre, som Jesus lige har fortalt os.

Hvis vi gør det, sættes vi frie. Så skal vi ikke rende og holde øje med at være perfekte på alle mulige måder og nedgøre andre og os selv, fordi vi aldrig bliver perfekte – i stedet kan vi hvile i, at vi og de tilgives, hvis vi bare konstant prøver at fokusere på det ene: At elske Gud, hinanden og os selv.

Det er det budskab, der skal gjalde over jorden – både fra de ledende kristne som paven i Rom, biskoppen i Washington DC og ærkebiskoppen i engelske Canterbury, der i disse dage taler kærlighed frem for krig – og fra os, der er her i Terndrup lige nu:
Jesus er den, han er. Den, Gud elsker, som Gud også elsker os.

Jesus er den, han er. Søn af Gud og af Maria, en af os, bror til alle mennesker.

Jesus er den, han er.

For det vil vi sige:

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd,

du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,

højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen. ”