Prædiken til anden søndag i fasten over Markusevangeliet 9,14-29

“Da Jesus og Peter og Jakob og Johannes kom ned til disciplene, så de en stor skare omkring dem og nogle skriftkloge, som diskuterede med dem. Hele skaren blev grebet af ærefrygt, straks de fik øje på Jesus, og løb hen for at hilse på ham. Han spurgte dem: »Hvad er det, I diskuterer med dem?« Og en fra skaren svarede ham: »Mester, jeg har bragt min søn til dig; han er besat af en ånd, som gør ham stum. Hvor som helst den overvælder ham, kaster den ham til jorden, og han fråder og skærer tænder og bliver helt stiv. Jeg sagde til dine disciple, at de skulle drive den ud, men det kunne de ikke.« Da udbrød Jesus: »Du vantro slægt, hvor længe skal jeg være hos jer, hvor længe skal jeg holde jer ud? Kom herhen med ham!« Så bragte de ham hen til Jesus. Men da ånden så ham, rev og sled den straks i drengen, så han faldt om på jorden og lå og frådede og vred sig. Jesus spurgte hans far: »Hvor længe har han haft det sådan?« Han svarede: »Fra han var barn. Og den har mange gange kastet ham både i ild og vand for at gøre det af med ham. Men hvis du kan gøre noget, så forbarm dig over os og hjælp os.« Jesus sagde til ham: »Hvis du kan! Alt er muligt for den, der tror.« Straks råbte drengens far: »Jeg tror, hjælp min vantro!« Da Jesus så, at en skare stimlede sammen, truede han ad den urene ånd og sagde til den: »Du stumme og døve ånd, jeg befaler dig: Far ud af ham, og far aldrig mere ind i ham!« Da skreg den og rev og sled i ham og fór ud; og han blev som død, så alle sagde: »Han er død.« Men Jesus tog hans hånd og fik ham til at rejse sig op. Da Jesus var kommet inden døre og var alene med sine disciple, spurgte de ham: »Hvorfor kunne vi ikke drive den ud?« Han svarede dem: »Den slags kan kun drives ud ved bøn.«”
Amen.

Far og søn uden magt over deres liv

”Der er drama i Bibelen i dag. Disciplene og Jesus er på vej til Jerusalem og undervejs prædiker han og helbreder folk. I dag hører vi om en stakkels dreng, der bliver revet og flået i, kastet ned på jorden, hvor han vrider sig og får fråde om munden. Hans far fortæller, at det er sket mange gange før. Han er besat, siger faren. Af en ånd. En ånd, der mange gange har kastet ham både i ild og vand for at gøre det af med ham. Og som oveni gør ham stum. Stakkels dreng. Og stakkels far, der har gjort alt for at hjælpe ham uden at lykkes.
Tænk at være drengen, at være faren, at være dem, der ser på. Og intet kan gøre.
Alle er de afmægtige.
Uden magt over deres eget og den lille drengs liv.

Vi kender det fra os selv

Vi kender det. Der sker ting, vi ikke er herre over. Vi bliver syge. Dem, vi elsker, bliver syge. Nogle af os har som faren i dag børn, der lider, andre gør det selv. Vi får hjertesorg, er ensomme, føler os låst fast i et liv, der ikke er, som vi ønsker, det skal være.
At have ondt i livet er ikke noget, vi kan undgå. At sidde fast i smerten er ikke altid noget, vi selv kan gøre noget ved.
Tag dig sammen, kan andre sige. Kan vi sige til os selv. Men indimellem har vi det som den stumme dreng, vi lige har hørt om, som ikke engang kan sige noget, hverken til sig selv eller andre. Han kan måske finde de rigtige ord indeni, men kan ikke sige dem. Kan ikke opmuntre hverken sig selv eller andre. Ikke sige, det går nok over. Læn dig lidt ind til mig, hvil dig lidt, det bliver bedre.
Det har faren prøvet, er jeg sikker på, men det har ikke hjulpet. Hele sit liv har hans søn været fanget i sin sygdom – eller, som Markus skriver det, været besat af en uren ånd.

Et godt udtryk: At være besat

Det er et billede, jeg tror, kan hjælpe os i dag.
Det er ikke drengens skyld, at han er syg. Det er ikke hans fars skyld. Det er en ånd, der gør det.
I dag er det ellers det første, vi tænker, når nogle er syge, ensomme eller opfører sig forkert og voldsomt.
Hvad har de gjort eller ikke gjort?
Vi bliver spurgt, hvor meget vi drikker eller ryger, hvis vi bliver syge. Vi kan læse om, at for meget af den ene eller anden slags mad kan give os den ene eller anden slags kræft. Dem, jeg kender med kræft, kender alle spørgsmålene. Og kender den skyld, der lægges på den syge. Et eller andet sted er du selv ude om det. I hvert fald delvist. Du kan spise sundere eller i det mindste mindre. Du kan løbe mere.
Du bør opdrage dine børn bedre, så de ikke bliver ensomme eller kriminelle.

Vi kan altid gøre det bedre

Det er ikke, fordi vi ikke godt ved det. Selvfølgelig kan vi gøre det bedre.
Vi kan altid gøre det bedre. Men det kan ikke lade sig gøre at gøre det så godt, at intet ondt sker her i livet, at ingen sygdomme rammer, at ingen sjæle bliver ulykkelige.
Der er intet, den syge drengs far hellere vil, end at helbrede sin dreng. Men han kan ikke.
Der er intet drengen hellere vil end at være som de andre og kunne tale og have en krop, der opfører sig, som den skal. Men han kan ikke.
De er afmægtige, de to.

Gud ved,  hvordan vi har det

Den følelse kender vi alle sammen i større eller mindre grad. Og den står der om lidt midt i Bibelen. Jesus kender til, at mennesker er afmægtige. Vi hørte lidt tidligere, da jeg læste fra Hebræerbrevet, at Jesus kan ”føle med de uvidende og vildfarende, fordi han også selv er et skrøbeligt menneske”.
Gud ved godt, hvordan vi har det. Gud anerkender vores afmagt.
Gud ser også, at den afmagt får nogle af os til at arbejde os sønder og sammen, til at begrave os selv i at gøre noget, så vi ikke skal mærke, hvor ondt det gør. Vi kan også blive passive, gemme os, fjerne os fra andre, isolere os for ikke at være til besvær.
Selv gør jeg lidt af det hele.
Og så beder jeg.
Beder for dem.
Med dem.

Der er en at bede til

Jeg beder ikke, fordi jeg tror, at Gud helbreder min lillebror for kræft, min svigerinde for demens eller kan give mig min søn tilbage til dette liv.
Jeg beder, fordi der er en at bede til. Jeg beder, fordi det er det, jeg kan. Midt i al min afmagt kan jeg bede.
Jeg kan altid bede til Gud.
Jeg kan altid folde hænderne. Gå ind et rum med en intention om at være nær Gud. Ikke at være alene, men sammen med Gud. Gå ind i et rum, hvor tidløsheden tager over. Hvor jeg må være vred, ked af det, trist, sorgfuld, afmægtig. Hvor jeg ikke er alene. Hvor der er en, der ved, at jeg findes. En, der ved, at de døde findes, en der ser på alle mennesker til alle tider med det blik, Jesus også møder faren og den lille dreng med. Kærlighedens blik. Omsorgens. Det blik kan jeg få øje derinde i bønnens rum. Og jeg kan få kræfter til at se med et blik, der ligner det, når jeg går ud derfra.
Jeg går tit ind i det rum. Og er helt stille. Andre beder med mange ord. Nogle af vores salmer er næsten som bønner. Mange digte er det. Nogle kan bede helt frit med egne ord, andre vil gerne sige Fadervor.
Der er mange måder at bede på.

Beder med åndedrættet

Faktisk beder jeg egentlig hele tiden. Med mit åndedræt. Herre Jesus Kristus forbarm dig over mig. En meget gammel bøn, måske den ældste. Som hele tiden følges med mig. Når jeg ånder ind og ud. Som Helligånden hele tiden holder os i live med vores vejrtrækning, vores ånde. Herre Jesus Kristus forbarm dig over mig. Som faren også siger den dag, han møder Jesus.
Faren til den syge dreng siger ellers, at han ikke er en af dem, der tror på Jesus. Han kalder sig selv vantro. Alligevel beder han Jesus hjælpe dem, hvis han kan. Så afmægtig er han. Så langt ude er faren. Hjælp os, råber han, hjælp os, hvis du kan.
Faren beder. Råber en bøn.
Jesus hører ham. Kommer hen til ham, men siger så noget mærkeligt, nemlig: Hvis DU kan. Altså hvis faren kan.
Det er altså faren, der kan gøre noget, ikke Jesus.
Og det, faren kan gøre, er at tro, for ”Alt er muligt for den, der tror,” som Jesus siger. Og ”Straks råbte drengens far: Jeg tror, hjælp min vantro!”

Noget sker, når vi be´r

Dæmonen kæmper vildt mod Jesus. Men det gode sejrer. Den onde forlader drengens krop, og han falder sammen, men Jesus vækker ham, rejser ham op – som han selv står op fra de døde nogle uger senere til påske. Det onde dør. Det gode sejrer.
Faren tror.
Hans søn bliver rask.
Farens bøn virker.
Konkret er det for godt til at være sandt, men intet er umuligt for Jesus, men der er meget sandhed i det, der sker den dag, for det sker igen og igen i vores liv.
For der sker der noget, når vi i bøn råber til Gud, skælder ud på Gud, hvisker til Gud.
Alene det, at vi ved, at vi kan sende en bøn til Gud, gør noget ved os som mennesker. Vi ved, at vores eksistens ikke bare er en tumultarisk tilfældighed.
Alt, der er skabt, er skabt med en mening bag. En kærlighed.

Det er ikke vores skyld

Gud skabte alt og så, hvor godt det var, som vi hørte fra skabelsesberetningen fra begyndelsen af Bibelen lidt tidligere i gudstjenesten.
Gud skabte mennesket – i sit billede endda. Det er en smuk måde at fortælle om hele skabelsen af verden på. Det er ikke en biologitime, men et forsøg på at forklare, at der findes en skaberkraft. Gud.
At tro, at det er sådan, giver os som mennesker en plads i denne verden. Vi hører til. Vi er ikke glemt og forladt. Den Gud, der har skabt os, er her at tale med.
Det betyder ikke, at al smerte forsvinder. Det betyder ikke, at jeg ikke bliver syg. At dem, jeg elsker, altid har det godt. Men det betyder, at ingen af os er alene. Der er en Gud, der ved, vi er til.
Og ja, der sker ondt i verden. Det ved vi. I andres verden og i vores. Vi er ensomme, syge, i krig. Det ved Gud. Og vi mennesker ved, at vi forårsager ondt ved hinanden, og at vores kroppe heller ikke er perfekte. De kan gå i stykker. Blive besat af en uren ånd.
Som kristne får vi hjælp til at leve med al den mangel på perfektion. Vi får at vide, at det ikke er vores skyld alt sammen. Jo, vi er fulde af fejl og begår dem ofte mod hinanden, men vi får hjælp til at rejse os igen, som drengen fik hjælp af Jesus i dag.
Gang på gang får vi i kristendommen at vide, at Jesus vil rejse os op. Vi er faldne, men Jesus rejser os op. Vi er altid værd at hjælpe. Vi er altid elskede. Det er en viden, der ikke kan siges tit nok og højt nok. Og

For det vil vi sige:
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.”