Dette hellige evangelium er skrevet af evangelisten Matthæus (28, 16-20):
Men de elleve disciple gik til Galilæa til det bjerg, hvor Jesus havde sat dem stævne. Og da de så ham, tilbad de ham, men nogle tvivlede. Og Jesus kom hen og talte til dem og sagde: »Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.«

I dag handler det hele om dåb. Om Sophias dåb. Om dem, der er døbt, og dem, der skal døbe andre. Men hvad er det, der er så vigtigt med den dåb?

Gud kalder på alle

Noget af det første, jeg læste, var en tekst fra en af bøgerne i det gamle testamente. Fra Esajas Bog. Det gamle testamente er fyldt med fortællinger, som mennesker har fortalt hinanden for tusinder af år siden om, hvordan Gud og mennesker har det med hinanden. Den er fortalt og siden skrevet ned længe før, man begyndte at døbe på den måde, jeg har døbt Sophia i dag, men den handler om, hvad dåben er – og det er noget af det smukkeste, der er skrevet. Jeg læser lige et lille stykke af det en gang til: “Herren har kaldet mig fra moders liv, fra fødslen kaldte han mig ved navn.”
Herren har kaldet mig fra moders liv – med andre ord, så ved Gud godt, at vi er til, før alle andre ved det. Mens vi ligger inde i vores moders liv, i livmoderen, kalder Gud os. Gud ved, at vi findes. Og vil gerne i kontakt. Vil gerne kalde os frem, ikke bare kalde på os, men kalde os forstået som, at vi skal gå ud i livet og gøre det, Gud ønsker af os. Det, vi er kaldet til, siger man også. Vi er altså allesammen kaldet. Helt fra begyndelsen vil Gud have os og ønsker af os, at vi skal gøre netop det, vi hver især er kaldet til.

Ingen er alene

Og fra fødslen af kalder han os ved navn – det vil sige, at når vi er kommet ud i verden og er synlige for andre mennesker, så får vi et navn, også Gud kan kalde os ved. Sådan er det også i dag for de fleste. De får ikke først deres navn på dåbsdagen. De har det måske allerede fra den første dag. Eller før.
Jesus fik sit navn længe inden, han blev født. Det var en engel, der fortalte hans forældre, Maria og til Josef, at de skulle kalde drengen for Jesus. Det talte jeg om i mandags, da vi holdt pinsegudstjeneste udenfor. Alle minikonfirmanderne – nogle af dem er med i koret, der synger for os i dag – var klædt ud som engle. Jeg prædikede om englene, der følges med os alle dage. Fra den spæde begyndelse til den død, vi skal ind i. Englene er med os. Vi er ikke alene.
Det er det, vi får i dåben.

Dåbsgaven er et løfte

Vi får en aftale. En gave. Gud giver os en aftale. En pagt, kaldes det. Gud lover at være der – for Sophia og for alle andre – Gud lover at være hos os, i os, omkring os – som ånd, som engel, usynlig, en gang imellem mærkbar, men altid tilstede.
Gud giver os sit løfte.
Det er det, dåben handler om.
I dåben siger Gud direkte til os, at vi aldrig er efterladt. Og at vi altid er elsket. Det er så urimeligt svært at forstå, for hvordan kan Gud elske et menneske, der kun har været til i så kort tid? Det kan Gud, fordi vi er elsket på forhånd. Ikke, fordi vi fortjener det. Gud elsker enhver af os, alene fordi vi er til. Vi skal ikke opføre os på en bestemt måde, se ud på en bestemt måde, tale på en bestemt måde. Vi skal bare være her – i tillid til, at Gud elsker os.

At vise tillid er vores opgave

Det er, hvad der kræves af os. Tillid til kærligheden. Til Guds kærlighed. En barn-lig tillid til, at vi er elsket, at alle er elsket, at ingen falder ud af Guds favn. Det kræver tillid til, at vi tilgives. For vi er fejlbarlige, syndere, som det også kaldes, vi dummer os, er grove, lyver lidt, opfører os træls, fjerner os fra Gud. Men vi ved, vi gør det, når vi gør det, fordi vi mærker Guds blik på os. Du er elsket, viser blikket os. Du er tilgivet. Jeg ved det, kommunikerer vores øjne tilbage.
Det, der sker i dåben, er, at Gud afgiver sit løfte, og at vi lover at holde det.
Vi indgår en pagt. Mennesket og Gud. Gud og mennesket.

Dåben ændrer død og liv

Det er et stort skridt. Sophia og Gud har taget i dag. Det er en betydningsfuld pagt, de har indgået. Den gælder fra nu af og til evig tid. Også på den anden side af døden. Ja, jeg siger nogle af de samme ord ved kisten som ved døbefonten: Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi Fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde. Og jeg hælder jord på tre gange, som jeg også døbte med tre gange vand. Det er for at understrege, at pagten gælder til alle tider, altid.
Dåben forandrer os ikke, forandrer ikke Sophia, men den forandrer hendes liv og død.
Fra i dag er hun døbt, og det kan aldrig ændres, pagten kan ikke opløses, og man kan ikke indgå den igen. Sophia er for evigt et Guds barn. Altid elsket.

Ind i fællesskabet

Dåben her i Terndrup Kirke gør, at man bliver medlem af folkekirken, men dåben anerkendes også verden over i alle kristne kirker. Dåben er global. Og lokal. For den bærer os ind i et fællesskab i verden og i netop den kirke, vi døbes i. For en uge siden fejrede vi pinse, som også er kirkens fødselsdag, fordi det var, da Helligånden i pinsen steg ned og ind i mennesker, at et af dem, Peter, som var discipel af Jesus, holdt den første prædiken og med den stiftede kirken. Derfor hedder den katolske paves kirke i Rom da også Peterskirken. Peter betyder faktisk sten, så det passer godt til en grundlægger af så mange bygninger.
Dåben markerer,
at man er blevet en person med et navn,
at man indgår en pagt med Gud,
og at man meldes ind i et fællesskab, der har kirker over hele kloden.

Skal vi alle døbe

Det er ikke så lidt, og derfor er det da også noget af en opgave, Jesus befaler sine disciple at udføre i fællesskab, når han dør.
Han beordrer ikke sine disciple til ret meget. Men lige på dette punkt er han klar i mælet. Han siger lige ud til dem: Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.
Det er noget af det mest omdiskuterede i Bibelen, for betyder det, at vi, der er døbt, nu skal rende ud og overbevise alle andre i hele verden og tvinge dem til at blive døbt?
Sådan er der nogle, der forstår missionsbefalingen, som den også kaldes.
Jeg læser den ikke helt sådan.

Jobbet er at give videre

Jeg læser den som, at er man døbt, anerkender man, at Jesus er Guds søn og derfor har al magt i himlen og på jorden, som han siger. Man siger også ja til at lære andre, “at holde alt det, som jeg har befalet jer.” Og hvad er det så? Jo, det er netop det, der siges lige efter: At Gud er med os alle dage indtil verdens ende. Gud er der fra vor første sekund og altid. Gud er med os, elsker os. Ikke først, når vi er blevet x antal år, eller har ofret eller bestået en tros-eksamen i særlig viden, påklædning eller. Nej, pagten handler om, at Gud elsker os først og for altid, og at vi skal give den kærlighed videre.
Det vil jeg gerne arbejde for.
Det er også et stort job, for det givet et ansvar for andre, for alt levende, for Guds skaberværk. Det er den største opgave. Intet har været, er og vil være mere revolutionerende for os mennesker end at begribe, at jeg og du og vi og dem til enhver tid er elsket. Det er så svært at forestille sig, men det skal vi. For det er den aftale, vi har lavet med Gud ved vores dåb.

Et fint navn

Det er det, et dåbsbarn lover, når det siger ja til at blive døbt, som Sophia har sagt ja i dag.
Og ved I hvad, det er da også et fint navn, hun har fået. Sophia betyder visdom på græsk, navnet blev også tit brugt om Helligånden, ja, nogle har endda brugt det som navn for Jesu feminine side. Sådan kan et navn bringe visdom ind i et liv, som dåben bringer kærligheden.
Tillykke til Sophia og tillykke til verden med den gave, dåben er, og den opgave, vi får givet med den – at bringe kærligheden videre ud i verden.

For det vil vi sige:
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.”