Kontakt
Column: The raven from the future
3. maj 2024

Every morning we go for a walk in the woods behind our house. As soon as we’ve climbed the hill, I’m struck with amazement that wild life extends all the way into the city. Here I walk under majestic beech trees as a guest in the wonder of nature. The birds welcome me. A graceful choir. Delightful. Sweet. Beautiful. Until it is suddenly interrupted by a sound that scratches my ear canals. I stand still and listen to the strange sound as I ponder how, in 1898, far-sighted merchants planted a forest on this piece of land and gave it as a gift to the city of Aalborg. It’s now 126 years since they put the little plants in the ground one by one. How far ahead were they thinking? Were they thinking about me and my children and grandchildren? Did they see me standing here in 2024, listening to the sound of one of the most amazing birds there is? A bird so clever and so far up the ladder that just one pair (luckily for us) has chased away a flock of thousands of rooks? A mythological bird. A bird that can speak across time and cultures. Yes, that’s the raven I’m listening to. It’s sitting in one of the few larch trees at the top. I think it’s the male, his voice is deep. In another larch tree is the nest. It must be the pair we know. If he has a notch in his wing, it’s him, but I can’t see him clearly as he starts circling above the treetops. I can hear cars and children in the schoolyard nearby. I can see the water tower and other man-made buildings. But it’s me, the human, who is visiting. This is not my forest. It’s the animals’ and plants’. The merchants must have thought about nature and other generations. They must have seen life ahead of them and wanted to honor it. Pass on the joy to others than themselves. Remind us of creation. Planting a tree is a religious act, I think to myself as I stand in what many call God’s cathedral. I think it’s so simple. Instead of talking about the climate crisis, we can do what the merchants here did 126 years ago: plant a tree that provides bird life so that our great-great-grandchildren can also hear the raven speak. Maybe it’s a thank you speech it’s giving this morning?

The column is published in a longer version in the Swedish newspaper, Sändaren, May 2024.

PS
And the other day we met a pair of cranes in Rold Forest. What gifts!

Læs videre

Tiltro: Gud tror, vi kan (parkere og meget mere)

Tiltro: Gud tror, vi kan (parkere og meget mere)

Med Jesu komme skærper Gud sine krav til menneskene. Nu handler det ikke kun om det, vi må og ikke må, men selve måden, vi er mennesker på. Det er et kolossalt skridt.
Og det er det, Jesus bliver så upopulær på blandt dem, der holdt fast i Moses´ lære, i Mosebogen. Med den i hånden ved man, hvad der er rigtigt og forkert at gøre og kan dømme andre uanset, hvad man selv gør.
Hos Jesus rækker det ikke. Man skal også selv føle, tænke, mærke og handler efter, hvad der er ret og vrang.
Med hans komme stiller Gud større krav. Han tror, mennesket er klar til at ændre sig.

Læs mere

Gæsteprædiken: Lad dig hen-rykke

Gæsteprædiken: Lad dig hen-rykke

Forleden morgen vågnede jeg med et ord, jeg ikke havde hverken sagt eller hørt længe. Ordet var: Henrykkelse.
Er det ikke er herligt ord? Henrykke. At rykke hen. Det betyder nærmest, at man bliver puffet afsted, måske endda skubbet, helt ud af det, man er i gang med, sin vante gænge. Jeg blev så glad, da jeg vågnede med det ord. Jeg aner ikke, hvor det kom fra, men det henrykkede mig – hele dagen, fra morgenen i Aalborg og ned til Terndrup, til sognegården, hvor jeg har kontor og skulle skrive prædiken, og jeg synes faktisk, ordet stadig følges med mig. I al fald gør det noget ved den måde, jeg nu vil prædike på, det farver det, jeg vil sige. Ordet har været med mig siden, der har rykket ved mig og det, jeg gør og siger. Rykket mig hen et andet sted.

Læs mere

Dåbsprædiken: Gud giver os sit løfte

Dåbsprædiken: Gud giver os sit løfte

Dåbsgaven fra Gud til os er et løfte.
Vi får en aftale. En gave. Gud giver os en aftale. En pagt, kaldes det. Gud lover at være der – for Sophia og for alle andre – Gud lover at være hos os, i os, omkring os – som ånd, som engel, usynlig, en gang imellem mærkbar, men altid tilstede.
Gud giver os sit løfte.
Det er det, dåben handler om.
I dåben siger Gud direkte til os, at vi aldrig er efterladt. Og at vi altid er elsket. Det er så urimeligt svært at forstå, for hvordan kan Gud elske et menneske, der kun har været til i så kort tid? Det kan Gud, fordi vi er elsket på forhånd. Ikke, fordi vi fortjener det. Gud elsker enhver af os, alene fordi vi er til. Vi skal ikke opføre os på en bestemt måde, se ud på en bestemt måde, tale på en bestemt måde. Vi skal bare være her – i tillid til, at Gud elsker os.

Læs mere

Læs videre