Biskop: Tag hinandens erfaringer alvorligt
31. januar 2026

“Vi er nødt til at tage hinandens erfaringer alvorligt, hvis vi vil tale sammen.”

Sådan sagde biskop Thomas Reinholdt Rasmussen, da han i torsdag talte til os fire, der blev ordineret i Budolfi, domkirken i Aalborg. Han sendte os ud som nye præster med det formål at binde evangeliet og virkeligheden sammen, som også Gud gør det ved at lade sig føde ind i verden.

“Som Ordet inkarnerer sig ind i livet, skal forkyndelsen det også,” lød biskoppens opmuntring i den fyldte kirke, og han fortsatte: “Forkyndelsens opgave er at tale til os i den virkelighed, der er vores, og i den verden, der er vores, og her pege på de erfaringer i os, som taler om Guds nærvær. Et nærvær, hvor den største magt er kærligheden.”

Når vi mærker kærlighed, mærker vi med andre ord Gud, for Gud er kærlighed. Og hvornår er det, vi mærker kærligheden? Det er ofte i afmagten, der, hvor livet gør allermest ondt. Biskoppen fortalte om og fra romanen “Flugt” af den norske forfatter Carl Frode Tiller. Den handler om ægteparret Elisabeth og Sakarias, der mister deres 12-årige søn i en trafikulykke og i sorgen driver fra hinanden ind i hver sin smerte.

Biskoppens ord lød, mens vi fire knælede foran alteret, og der ikke var mere end en meters penge mellem hans hjerte og vores. Bag os sad vores familie og venner og kommende præstekolleger og hørte, hvad der hændte, da Elisabeth og Sakarias skulle holde den jul, de havde tænkt skulle være deres sidste inden skilsmissen, og da står foran det lille barn i krybben.

For mig var genkendelsen tydelig. Jeg lever med afmagten, som den også vises så tydeligt frem i spædbarnet, som man umiddelbart elsker og vil tage vare på. Hver især lyttede vi til talen, vi fire og alle andre i kirken, og for hver og en af os har den vakt noget i os, lagret noget i os. I mig var det genkendelsen, ja, men det var også en langt større og omsiggribende tryghed i, at jeg nu går ind i et embede, hvor der ikke sker noget i livet, det ikke kan rumme.

Det nyføde barn, døden på korset. Et menneske bydes velkommen og siger farvel med åbne arme. Jeg håber, jeg kan give andre den glæde og varme ved livet, som jeg har erfaret, at den kristne tro giver mig. Jeg fyldes konstant af en undren og taknemmelighed, selv om der er så meget smerte i mit liv. Og den eftermiddag i domkirken blev så meget i mit liv flettet sammen – både ved at være der i min egen kirke sammen med flere af mine kæreste, men også ved at skulle ud og dele alt det, jeg har fået, og så ved at lytte til den tale for vores kommende arbejde, som biskoppen holdt.

“Således er opgaven for jer hele tiden at forkynde Guds gode evangelium. Forkynde og tale det til glæde, til trøst og til håb. Noget som vores verden i denne tid virkelig har brug for,” understregede biskoppen, der havde fundet ord fra apostlen Paulus til os:

“I kræver jo en prøve på, at Kristus taler igennem mig. Han er ikke magtesløs over for jer, men er stærk i jer. For han blev korsfæstet i magtesløshed, men han lever ved Guds magt, og vi er magtesløse i ham, men for jer skal vi leve sammen med ham ved Guds magt.”

Magtesløsheden er et vilkår, når man elsker. Den lever alle, der har mistet, i hver eneste dag. Men ved at dele og være sammen og ved at vide, at der er et lys, vi alle mødes i, så bliver livet et andet. Så kan jeg i hvert fald være her og leve både med levende og døde.

De store ord for de store følelser er velkomne i kirken. Det erfarede jeg på ny i torsdags.

Tak til Midt Hellum Herreds Pastorat, der har kaldet mig til at være konstitueret sognepræst fra den 1. februar 2026.
Jeg indsættes søndag 8. februar kl. 10.30 i Terndrup Kirke med efterfølgende sammenkomst i sognehuset. Alle er meget velkomne!

Tak Lars Horn for smukke billeder fra Budolfi Kirke – Aalborg Domkirke og tillykke til mine medordinander: Kandidat Martin Rohr Gregersen der ansættes som sognepræst (kbf) ved Vestervig-Agger Pastorat fra den 1. februar 2026, cand. Theol. Ida Klint Sørensen der ansættes som sognepræst (kbf) ved Vester Hassing Pastorat og 
Ulsted Pastorat den 1. februar 2026 og cand.theol. Alma Elisabeth Ljungvall-Mortensen der ansættes som sognepræst ved Støvring-Gravlev Pastorat den 1. februar 2026

Læs mere – også hele biskoppens tale – på https://www.aalborgstift.dk/

Læs videre

Tiltro: Gud tror, vi kan (parkere og meget mere)

Tiltro: Gud tror, vi kan (parkere og meget mere)

Med Jesu komme skærper Gud sine krav til menneskene. Nu handler det ikke kun om det, vi må og ikke må, men selve måden, vi er mennesker på. Det er et kolossalt skridt.
Og det er det, Jesus bliver så upopulær på blandt dem, der holdt fast i Moses´ lære, i Mosebogen. Med den i hånden ved man, hvad der er rigtigt og forkert at gøre og kan dømme andre uanset, hvad man selv gør.
Hos Jesus rækker det ikke. Man skal også selv føle, tænke, mærke og handler efter, hvad der er ret og vrang.
Med hans komme stiller Gud større krav. Han tror, mennesket er klar til at ændre sig.

Læs mere

Gæsteprædiken: Lad dig hen-rykke

Gæsteprædiken: Lad dig hen-rykke

Forleden morgen vågnede jeg med et ord, jeg ikke havde hverken sagt eller hørt længe. Ordet var: Henrykkelse.
Er det ikke er herligt ord? Henrykke. At rykke hen. Det betyder nærmest, at man bliver puffet afsted, måske endda skubbet, helt ud af det, man er i gang med, sin vante gænge. Jeg blev så glad, da jeg vågnede med det ord. Jeg aner ikke, hvor det kom fra, men det henrykkede mig – hele dagen, fra morgenen i Aalborg og ned til Terndrup, til sognegården, hvor jeg har kontor og skulle skrive prædiken, og jeg synes faktisk, ordet stadig følges med mig. I al fald gør det noget ved den måde, jeg nu vil prædike på, det farver det, jeg vil sige. Ordet har været med mig siden, der har rykket ved mig og det, jeg gør og siger. Rykket mig hen et andet sted.

Læs mere

Dåbsprædiken: Gud giver os sit løfte

Dåbsprædiken: Gud giver os sit løfte

Dåbsgaven fra Gud til os er et løfte.
Vi får en aftale. En gave. Gud giver os en aftale. En pagt, kaldes det. Gud lover at være der – for Sophia og for alle andre – Gud lover at være hos os, i os, omkring os – som ånd, som engel, usynlig, en gang imellem mærkbar, men altid tilstede.
Gud giver os sit løfte.
Det er det, dåben handler om.
I dåben siger Gud direkte til os, at vi aldrig er efterladt. Og at vi altid er elsket. Det er så urimeligt svært at forstå, for hvordan kan Gud elske et menneske, der kun har været til i så kort tid? Det kan Gud, fordi vi er elsket på forhånd. Ikke, fordi vi fortjener det. Gud elsker enhver af os, alene fordi vi er til. Vi skal ikke opføre os på en bestemt måde, se ud på en bestemt måde, tale på en bestemt måde. Vi skal bare være her – i tillid til, at Gud elsker os.

Læs mere

Læs videre