Åbningstale ved udstillingen af Kirsten Kleins ”Mytesteder”, 24. januar 2025 – se udstillingen frem til 30.marts på Vendsyssel Kunstmuseum.

Da jeg mødte, dig, Kirsten, for første gang, havde jeg mødt dig flere gange før. Sådan virkede det. Da jeg kom op til dig en blæsende (det blæser altid på Mors) novemberdag i 2009, blev jeg ramt af en genkendelse. Det gik ikke an at sige det, for jeg kom jo som journalist ved NORDJYSKE, hvor jeg var ansat dengang, og skulle jo ikke tale om mig, men få dig til at tale. En absurd opgave, egentlig. Hvorfor skulle du aftvinges ord, når du fortæller os så meget med billeder?

Erkendelsen af absurditeten ramte mig hårdt, for jeg levede og lever af ordene, men jeg mærkede da med tonstung smerte, at de ikke havde en gyldighed, der bare nærmede sig dine billeder.  Alligevel tog du imod mig og kredsede tålmodigt om mine spørgsmål. Vi talte blandt andet om, hvor billederne kommer fra.

”De kommer nok et sted fra, hvor det gør ondt,” svarede du.

Dengang vidste jeg det ikke, men nu ved jeg. Det er der, genkendelsen får fat. Fra det sted, hvor livet ikke blot er godt, men også smertefuldt. Dengang havde jeg ikke mistet min yngste dreng, mit livs smerter var mildere dengang, men nogle var der jo, og vi talte om børn, der kommer eller ikke, om selv at være barn. Om at længes og være rodløs, blive rykket rundt, rødderne, der ikke fik lov at fæste. Det var ikke dem, der stod mest respekt om, da vi voksede op i 1960erne og 1970erne, rødderne, slet ikke de små menneskers spinkle rødder. Du fortalte om det barn, du var, da du måtte flytte fra din søster, far og farmor, da din mor tog dig med til Lovns Bredning. Hvem skulle du nu følges med? Du gik ud. Ud i blæsten. Naturen blev din ”forbundsfælle” sagde du. Derude kunne du gro.

Man kan vel ikke kræve, at naturen kan opsluge en smerte. Savnet af det, der aldrig kommer, og det, der for altid er væk. Det er nok snarere som om, naturen lader savnet være. Det er der bare. Det er ikke forkert eller ødelæggende. Det er der bare. Som træer og skyer og vandpytter. Det er bare til. Naturen er bare til, men den er aktiv. At være i den er ikke at være i noget, der er lige meget, eller i noget, der er ligeglad. Den blander sig i ens liv – som vi blander os – på godt og meget ondt i den. Vi er på mange måder principielt adskilt fra naturen. Også selv om man bor i den, som har gjort, og du gør. Vi er adskilt, vi er kultur, det andet er natur, men det er jo ikke sådan. Den danske natur er et kulturlandskab. Overalt har mennesket sat spor. Sået, gået, harvet, høstet, fældet og sat.

På dine fotos er der sjældent mennesker, men alligevel er de der altid. Som om, de er gået, lige inden du knipsede. Eller står lige udenfor rammen. Sådan virker det på mig at stå foran dine billeder. De kan synes forladte, men er fulde af liv. Jeg står der og bevæges ind i et landskab, der umiddelbart er todimensionelt, men efter få øjeblikke får flere dimensioner. Ikke de vanlige tre, men den fjerde, tiden. Tiden er til stede i dine billeder. Ikke kun som tabt tid, som noget, der er gået, men også noget, der sitrer, venter på at ske. Jeg ved ikke, hvad det er, der er sket eller vil ske, men spændingen slår ud til mig som tilskuer. Uanset, hvornår jeg ser på billedet, vil det virke sådan.

Den amerikanske fødte, senere britiske, digter og nobelprismodtager T.S. Eliot (1888-1965) skriver løs med mange ord i sine lange digte om, hvordan mennesket kan være til stede i tid og tidløshed på samme tid. I digtet ”Dry Salvages” i samling ”Four Quartets” fra 1943 skriver han:

“For most of us, there is only the unattended
Moment, the moment in and out of time,
The distraction fit, lost in a shaft of sunlight,
The wild thyme unseen”

Det er disse øjeblikke uden opsyn, disse øjeblikke indeni og udenfor tiden, dem, der forsvinder i et solglimt eller er den vilde timian, vi ikke ser. Men det gør du. Du får øje på de øjeblikke derude. Og giver dem til os.

I kataloget skriver Mikael Wivel, at dine billeder opdaterer de omtrent 200 år gamle malerier af naturromantikere som engelske Joseph Mallord William Turner og danske Johan Thomas Lundbye og de næste generationer med. Men de er langt mere end det, vedstår han, og jeg er glad for, at han løfter sig videre. For dine billeder har kommentarer til verdens fremtid – som Turners i øvrigt også havde det med sit prustende damptog, der splintrer solen og drøner ind i en fremtid, han var spændt på. Hos dig er det snarere en påmindelse om alt det, vi som mennesker mister, hvis ikke vi tager samtalen med kloden mere seriøst i den tid, der kommer.

Der er ikke miljø-bannere på dine billeder, men der er evighed. Der er en konstatering af, at den ene tid ikke er vigtigere end den anden. Vores tid rangerer ikke højere end den forgangne og den kommende. Det er det, naturen afslører hvert eneste forår, ved hver eneste blomst der blomstrer igen, og ved hver eneste sten, der ser så uforanderlig ud. Vi mennesker jokker rundt derude og plukker og samler. Vi bruger naturen til at stresse af i. Ikke et ondt ord om det, men relationen mellem mennesker og natur kunne godt trænge til en opdatering. Naturen er vel ikke bare et sted, der skal sikre, at vi kan arbejde endnu mere, så vi kan vækste endnu mere. Vel?

Dine billeder river vores forbrugstilgang til naturen itu. Påståeligt hænger de der og konsoliderer naturens evige kraft. Den er ikke til for os. Men med os. Hvis vi vælger det.

Udstillinger her hedder mytesteder, og i kataloget er der helt utroligt mange mennesker med på billederne. Selv på forsiden. På nogle af dem følger du pilgrimme, der går til et sted, de finder helligt, og som biskop Elof Westergaard skriver, så fortæller de steder, mytesteder, om ”det, som er kernen menneskets liv. De minder os om, hvor vi hører til, hvad vi kommer af”, om at ”jorden kalder”. Og det er sådan set ikke vigtigt, om det lige akkurat er vores sted. Det kan ellers synes vigtigt i en individforelsket tid som vores, at man lige netop har fundet sit sted, sin plads i verden. Men nej, det vigtige er ikke stedet eller os, men kaldet fra jorden. Stemmen, der kalder op alle som en. Alle i det ”Det store fællesskab”, som teologiprofessor Niels Henrik Gregersen kalder mennesker, levende som døde og endnu ikke fødte. Det er en temmelig uoverstigelig stor mængde mennesker, men det er dem, de kravler frem til, pilgrimmene, dem, der kender og dem, de aldrig kommer til at møde. Dem, der har vandret på stierne før, og dem, der bor på den anden side af den kaldende jord. Den vil os jo noget, den jord, viser du mig med billederne. Men hvad?

Vi lytter. Prøver at samtale. Ærer og hædrer det, der forbinder os. Stiller sten op i cirkler, danser og tænder ild. Synger. Vi gør det stadig. Flere af mytestederne ligger ikke langt herfra. ”Troldkirken” kæmpehøjen ved Store Restrup, er et af dem. Gammel Rubjerg Kirkegård et andet. Fjorde og bække. Bakker og skovbunde. Inde i Rold skov ved Gravlev Ådal ligger et af mine mytesteder, en stenrække fra bronzealderen, der præcist rammer sommer- og vintersolhverv. Den skrev jeg om i min debutbog, der om få dage fylder 10 år, ”Jeg mødte Jesus” om en langrække spirituelle oplevelser, jeg har haft – både i Spanien og hjemme i Rold Skov, hvor vi dengang boede. I bogen bringer jeg et kort uddrag for vores samtale hjemme hos dig.

” Jeg spurgte hende, om hendes steder var ladede.
– Ja, svarede hun. – Jeg beder ikke. Det er ikke sådan. Min spiritualitet er bundet til landskabet.”

Landskabet binder spiritualiteten, ånden og kroppen, os. Hele os. Vi er bundet til landskabet.

Tak, Kirsten, for at vise os det.

Og stort tillykke med fødselsdagen!