Manus til prædiken holdt søndag 2. august 2026 i Terndrup og Torup kirker.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Frygt ikke, du lille hjord, for jeres fader har besluttet at give jer Riget. Sælg jeres ejendele og giv almisse. Skaf jer punge, som ikke slides op, en uudtømmelig skat i himlene, hvor ingen tyv kommer, og intet møl ødelægger. For hvor jeres skat er, dér vil også jeres hjerte være.
I skal have kjortlen bundet op om lænderne og have lamperne tændt og være som mennesker, der venter på, hvornår deres herre vil bryde op fra brylluppet, så de straks kan lukke op for ham, når han kommer og banker på. Salige de tjenere, som herren finder vågne, når han kommer! Sandelig siger jeg jer: Han skal binde kjortlen op om sig og lade dem sætte sig til bords og selv komme og sørge for dem. Om han så kommer i den anden eller tredje nattevagt – salige er de, hvis han finder dem vågne. Men det ved I, at vidste husets herre, i hvilken time tyven kommer, så ville han forhindre, at nogen brød ind i hans hus. Også I skal være rede, for Menneskesønnen kommer i den time, I ikke venter det.«
Peter spurgte: »Herre, er det os, du taler om i denne lignelse, eller er det om alle?« Herren svarede: »Hvem er da den tro og kloge forvalter, som af sin herre bliver sat til at give hans tjenestefolk mad i rette tid? Salig den tjener, som hans herre finder i færd med at gøre det, når han kommer! Ja, sandelig siger jeg jer: Han vil sætte ham til at forvalte alt, hvad han ejer. Men hvis den tjener siger som så: Min herre lader vente på sig! og derpå giver sig til at slå karlene og pigerne og at spise og drikke og fylde sig, så skal den tjeners herre komme en dag, han ikke venter, og i en time, han ikke kender, og hugge ham ned og lade ham dele skæbne med de utro. Den tjener, som kender sin herres vilje, men ikke har forberedt eller gjort noget efter hans vilje, han skal have mange prygl. Men den, som ikke kender den, og som har gjort noget, han fortjener straf for, han skal have få prygl. Enhver, som har fået meget, skal der kræves meget af. Og den, der har fået meget betroet, skal der forlanges så meget mere af.”
Amen.

Luk op, når der bankes på

Den lange fortælling er en af dem, der virker gammeldags og ikke særlig relevant for os med dens snak om tjenere og kjortler.

Tjenerne, der skal sidde klar derhjemme, så de kan lukke op, uanset, hvornår deres Herre kommer hjem, og ikke drikke sig fra sans og samling, fordi deres Herre er ude af huset – det kan højst være genkendeligt som dengang, man altid skulle rydde op på værelset, fordi man ikke lige vidste, hvornår mor ville tjekke ind.

Er det det, der menes med den fortælling? At vi hele tiden skal gå og være nervøse for at blive fanget i ikke at have ryddet godt nok op på værelset?

Knap nok. For hvad er det, vi skal være klar til?

Vi skal altid være klar til, at ikke mor, men Jesus kommer og banker på. Han kommer i den time, vi ikke venter det, står der. Og er vi – er tjenerne – klar med det dækkede bord, så vil Jesus ikke bare sætte sig sammen med os, men være den, der servicerer os. Herren vil være tjener for tjenerne. Ikke omvendt, som det plejer at være.

Jesus vender op og ned på det hele, hvis ellers vi er klar.

Kan vi være det?

Ja, det tror Jesus i hvert fald, for han slutter af med at fortælle om, at den, der har fået meget betroet, skal der forlanges så meget mere af.

Sælg alt, du ejer

Jesus mener altså, at nogle mennesker som os, tjenere og alle mulige andre, har fået meget givet, fået meget betroet. Og derfor kan der forlanges af os, at vi er klar og opfører os, som om han kunne træde ind ad døren når som helst.

Men hvad er det, hvem af os har fået? Og er det ikke ret stressende sådan at gå og vente på et pludseligt besøg?

Jesus prøver at forklare det i begyndelsen af sin fortælling. Men det er godt nok en kort forklaring, som samtidig er noget vild. Han siger “Frygt ikke, du lille hjord, for jeres Fader har besluttet at give jer Riget.”

Riget? Ja. Gudsriget. Gud har gjort os og tjenerne til borgere i Gudsriget. Bare sådan. Jo. Jo. Vi skal døbes ind i det. Det er såmænd den adgangsbillet, der kræves, hvis ellers man siger ja. Det er det ja, der er afgørende. Vi får dåben i gave og skal bare sige ja. Vise Gud den tillid, at vi tror på den pagt, Gud indgår med os der i dåben.

Jesus taler ikke om dåben i dag, det gør han på andre tidspunkter, men han taler om, at vi skal vælge tilliden til Gud frem for alt andet.

Han bruger et konkret billede på det.

Han siger, vi skal sælge alt, vi ejer, og give det til dem, der har brug for det. Så får vi en “uudtømmelig skat i himlene, hvor ingen tyv kommer”.

Det er ret enkelt, fortsætter han, for: Hvor jeres skat er, der vil også jeres hjerte være.

Vi kan godt leve kærligt

Det, det handler om, er altså at være optaget af at være borger i Guds rige, ikke i kejserens. Altså at være opslugt af at gøre det, Gud ønsker, frem for at gå op i, hvad vi kan rage til os af gods og guld.

Og nej, skatten i himlene er ikke kun, når vi dør og genopstår, som de talte meget konkret om på Jesu tid.

Himlene er det samme som Gudsriget. Det er den vision, Gud har for os mennesker. At vi kan leve, som Gud har skabt os til. Sammen i kærlighed. Det er jo det, Gud har skabt os i. Han skabte os og så, at det var godt. Kan I huske det fra Skabelsen?

Gud tror på, at vi kan have det som ham og se på hinanden og se, at det er godt – logisk nok, når nu vi er skabt i Guds billede.

Gud tror, vi kan leve kærligt med hinanden. Med kloden og alt andet skabt. At vi en dag kan leve uden krig og ufred. Det er det, Gud tror om os.

Det er det, Jesus går rundt og taler om. Det er den drøm, Gud har. Det er det, Paulus også skriver om, da han efter Jesu død rejser rundt og starter menigheder og sender breve frem og tilbage om, hvordan man skal leve som kristen, om hvad kristendom går ud på.

Vi har fået kraft og kærlighed og besindelse

Jeg læste fra et af brevene tidligere i gudstjenesten. Paulus´ andet brev til Timotheus. I det skriver Paulus: Gud har ikke givet os en fej ånd, men en ånd med kraft og kærlighed og besindelse.

Da Jesus døde, røg Helligånden ind i os – det fejrer vi i pinsen. Helligånden er en ånd med kraft og kærlighed og besindelse.

Paulus kunne – med andre ord – have skrevet, at mennesket i sig har kraft, kærlighed og besindelse. Det skal mennesket bare mindes om, som Paulus minder Timotheus om, og som Jesus prøver at få sine disciple – og os – til at forstå.

Indeni os har vi det fineste i verden: Kraft, kærlighed og besindelse. Det findes i os.

Det er det, vi skal vide. Det er det, vi skal være klar over. Være årvågne overfor. Holde os vågne til at vide. Ikke sove og være dovne og glemme.

Vi har det i os, siger Jesus og skriver Paulus, vi skal bare være bevidste om det. Vi skal tro på det. Og vi skal handle efter det.

Det forventer Gud.

Som Jesus slutter af med, så forlanger Gud det af os, kræver det af os, fordi Gud har sørget for, at vi er blevet fyldt op med kraft, kærlighed og besindelse.

Det er vores opstandelse.

At vi bliver mennesker, der er bevidste om, at vi har kraft, kærlighed og besindelse i os. At vi ved det og ved, at andre også har det i sig. At også de kan blive bevidste om det og ændre deres liv.

Skal vi prygle tjenerne

At vide, at andre også kan have ånden i sig, er det, Paulus skriver, at han er kaldet til at fortælle. Og han siger endda, at han vil være med til at lide ondt for evangeliet – altså det glædelige budskab om, at Gud har sendt Jesus hertil, så vi mennesker kan forstå, at det at følge ham er det, Gud ønsker.

Også Jesus taler om at prygle og hugge de tjenere ned, der ikke holder sig klar.

Det er hårde ord.

Skal de tages bogstaveligt?

Hvis, de skulle det, ville teksterne kun handle om, hvordan lige præcis tjenere for to tusind år siden skulle opføre sig overfor deres Herre. Og det har aldrig været meningen med Bibelen.

Teksterne er fortællinger, der konkret anskueliggør en måde at være i verden på, som kan overføres til alle tider og alle steder. Ellers duede kristendommen kun som religion dengang dernede i Mellemøsten.

De grove reaktioner, Jesus og Paulus taler og skriver om, viser, hvor alvorligt den forandring af mennesket er, som Jesus kræver – og gør mulig.

Den er så stor, at tjenerne ved at være bevidste, får Jesus til trygt at overlade verden til dem. Så er det dem, så er det os, der sidder ved bordet.

Det er det, Jesus tror, at vi kan komme til. At når vi for alvor begriber, at det er kraft og kærlighed og besindelse, vi med Helligånden har i os, så vil vi være i stand til at leve i verden på en måde, der virkeliggør hans fars, Guds, drøm. Da vil Gudsriget komme.

Det er noget af en tillidserklæring. Tænk, at vi kan det.

Tror bedre om os, end vi selv gør

Jesus tror på os. Og ved, at vi nok ikke gør det. Så han beroliger os overfor denne store forandring af vores ego, af vores hidtidige selvoptagede og materialistiske måde at leve på. Han beroliger os. Det nye liv i kærlighed, der kan komme, når vi mindst aner det. Pludselig kan det banke på. Som en lysende engel kan erkendelsen ramme os.

Det er næsten skræmmende, som de store engle er skræmmende. Så Jesus ved, at han må berolige os. Og det gør han som englene før ham:

Jesus kalder os sin lille hjord, sin lille flok. Og siger så “Frygt ikke.” Gud har allerede besluttet sig for at stole på os, give os Riget.

Den tillidserklæring er næsten frygtindgydende stor. Så godt er der vist ingen af os, der tror om os selv. Men Gud gør. Og Jesus.

Ja, og her til sidst – hvordan gør vi det så – her og nu? Hvordan lader vi vores ego forvitre og bliver borgere i Gudsriget?

Ved at lytte til Jesus. Ved at vise ham tillid. Stole på, at det er sandt, det han siger – og prøve at efterfølge ham.

Vi skal øve os. Selvfølgelig skal vi det. Træne vores måde at være mennesker på, indtil vi virkelig fatter, at vi har fået kraft og kærlighed og besindelse foræret.

Vi skal med andre ord stå rankt ved os selv og elske og tænke os om.

Helligånden er ikke lagt i os med had og magtbegær og snu og hurtigt affyrede politikerargumenter om at have ret i, at netop deres kristendom er den rette. Nej, Gud er ikke noget, man kan have ret i.

Gud er langt større, end vi kan ane.

Gud er som ånden både kraft og kærlighed og besindelse. Alt det, vi har fået. Og derfor kan vi netop gøre det, Gud ønsker. Vi kan udleve Gudsriget. Vi kan fylde verden med kraft, kærlighed og besindelse.

Det er bare om at komme i gang.

For det vil vi sige: Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen. ”