Familiegudstjeneste 19. juli 2026 på lejren, Ferie med Indhold  

God morgen, tak for igen at invitere mig til jeres herlige Ferie med Indhold – nu kommer jeg i en noget anderledes kjole end sidst, hvor jeg fortalte om mine livsforandrende åndelige oplevelser – herunder to meget konkrete møder med Jesus. Det har jeg skrevet bøger om og holdt foredrag om og været glad for at kunne være en omrejsende kristen stemme udenfor kirken. Men for et par år mærkede jeg et træk. Der blev hevet i mig. Kaldt? Så jeg blev præst i februar. Og er så glad for nu at kunne gøre gavn for Jesus på denne måde i en del af det store fællesskab i folkekirken – i Himmerland, hvor jeg pt har embede – og her på lejren. Tak for at byde mig velkommen her. 

 Denne hellige lektie står skrevet i Første Mosebog (1,20-23):
”Gud sagde: »Vandet skal vrimle med levende væsener, og fugle skal flyve over jorden oppe under himmelhvælvingen!« Og det skete; Gud skabte de store havdyr og alle slags levende væsener, der rører sig og vrimler i vandet, og alle slags vingede fugle. Gud så, at det var godt.  Og Gud velsignede dem og sagde: »Bliv frugtbare og talrige, og opfyld vandet i havene! Og fuglene skal blive talrige på jorden!«  Så blev det aften, og det blev morgen, femte dag.” 
Amen. 

 Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus. (Matt 6,25-34):
”Derfor siger jeg jer: Vær ikke bekymrede for jeres liv, hvordan I får noget at spise og drikke, eller for, hvordan I får tøj på kroppen. Er livet ikke mere end maden, og legemet mere end klæderne? Se himlens fugle; de sår ikke og høster ikke og samler ikke i lade, og jeres himmelske fader giver dem føden. Er I ikke langt mere værd end de?  Hvem af jer kan lægge en dag til sit liv ved at bekymre sig? Og hvorfor bekymrer I jer for klæder? Læg mærke til, hvordan markens liljer gror; de arbejder ikke og spinder ikke. Men jeg siger jer: End ikke Salomo i al sin pragt var klædt som en af dem. Klæder Gud således markens græs, som står i dag og i morgen kastes i ovnen, hvor meget snarere så ikke jer, I lidettroende? I må altså ikke være bekymrede og spørge: Hvordan får vi noget at spise og drikke? Eller: Hvordan får vi tøj på kroppen? Alt dette søger hedningerne jo efter, og jeres himmelske fader ved, at I trænger til alt dette. Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift. Så vær da ikke bekymrede for dagen i morgen; dagen i morgen skal bekymre sig for det, der hører den til. Hver dag har nok i sin plage.” 

Så er I her. Tak, at jeg også må være her. Her lige op og ned ad det hav, vi hørte om, at Gud har skabt og fyldt med fisk og store havdyr, der svømmer og vrimler rundt. Og luften har Gud fyldt med vingede væsener. Måger i massevis. Har I hørt dem allerede? Måske, de vækker jer de kommende dage eller måske endog snupper jeres mad? Og de små fugle, der gemmer sig i buskene, måske de synger, når I skal sove? 

Tag ved lære af Gud

Gud skabte dem alle og så, at det var godt. 

Gud blev glad af at skabe fisk og fugle. Og blomster og træer. Gud skabte alt og så, at det var godt. Og så velsignede Gud det alt sammen. Hver eneste lillebitte reje, hver eneste fugleunge, hver eneste lilla lyngblomst er velsignet. 

Det er næsten ikke til at tro, at Gud har kunnet hitte på alt det, vi ser og er midt i herude i lejren. Og at hvert eneste levende væsen og plante her på jorden gør Gud glad. Bare ved at være til.   

Det er ikke fordi, hverken fisken, fuglen eller blomsten gør noget særligt, at Gud bliver glad. Næh. Gud bliver glad, bare fordi rødspætten, ternen og den stikkende hybenrose findes. 

Måske skulle vi tage ved lære af Gud? Blive glade over, at fiske og fugle findes? Bare fordi de findes?  

Alene det, at de findes, er åbenbart vigtigt. Men det har de fleste voksne glemt alt om.

Det er godt, at fugle er til – og at du er det

For os voksne er det vigtigste, at alt kan bruges til et eller andet. Og jo, nogle fisk og fugle kan spises, men ikke alle. Nogle spises af katte, men det er ikke det, der gør Gud glad. Gud taler ikke om, at et dyr er til, bare så det kan spises af andre eller fanges af mennesker. Blomsterne giver også mad til bierne, men det er ikke kun derfor, Gud har skabt dem. 

De er skabt, fordi Gud synes, det er godt, at hver eneste fisk, fugl og blomst findes. Bare fordi, de findes.  

Jeg må sige det flere gange, for det er næsten umuligt for voksne at forstå, at man ikke skal være nyttig eller dygtig til et eller andet for at det er godt, at man er til, for at andre lægger mærke til en, roser en, giver en mere i løn eller lommepenge. 

Gud er ligeglad. 

Gud skabte fugle og fisk og blomster og så, at det var godt. Bare godt. Bare sådan. Det er ikke nogen krav fra Gud om, at fisken skal være særlig god til at svømme, eller blomsten være særlig farverig for at få lov at være her. Hver fugl skal bare synge med sit næb, kan man sige.  

Naturen skal bare være til. Og Gud giver sig tid til at nyde, at den er der. Gud giver plads til glæden. Holder pause i skaberiet og nyder det, der er skabt. Naturen. 

Naturen kalder vi det, der er rundt om os her.  

Faktisk er mennesker også en del af naturen. Vi er også skabt af Gud ligesom delfiner, storke og egetræer.  

Mennesket har én enkelt opgave

Men vi fik en opgave, da vi blev skabt. Det var ikke helt nok for Gud, at vi bare skulle være til. Vi fik en enkelt, men meget vigtig opgave.  

Gud sagde, at mennesket skal herske over naturen – ”over havets fisk, himlens fugle, kvæget, alle de vilde dyr og alle krybdyr, der kryber på jorden.” 
Men hvad mener Gud med det? Hvad mener Gud med, at vi skal herske? 

Det er der mange, der snakker om – og skriver om. Bibelen er jo tekster, der engang er skrevet på andre sprog end dansk. Og som derfor skal oversættes. I Bibelen 2020, den mere mundrette oversættelse, står der, at mennesket skal tage ansvar for alt det skabte. Den oversættelse svarer til den måde, der står om menneskets forhold til dyr og planter i Det Gamle Testamente. I det netop udgivne forslag til den kommende oversættelse står der, at vi skal råde over naturen.  

Den opgave, vi mennesker har fået af Gud, kan altså være lidt svær at få hold på. 

Den handler i hvert fald på en eller anden måde om, at vi skal passe på naturen, men måske også, at vi godt må bruge den til det, vi vil? Vi må jo råde over den? 

Jeg tror, Gud mener det, når Gud bliver glad af at se, at noget er skabt. Og at den glæde er der, uden at det skabte har præsteret noget. 

Det gælder også os mennesker. 

Vi er også elsket af Gud, bare fordi vi er til. Ikke fordi vi har gjort noget særligt.  

Præcis som Gud er glad for markens liljer, er han glad for hver og en af os. 

Vi kan udrydde andre

Der er bare det særlige ved os mennesker, at vi kan udrydde alle markens liljer. Allerede nu er der mange planter og dyr, der er væk for altid. I England har de lige talt op, at der mangler 73 millioner fugle. For 50 år siden var der med andre ord 73 millioner flere fugle, der fløj rundt hver dag i England, end der flyver derovre nu om stunder. Det er mange fugle.  

Det samme gælder herhjemme.  

Hvor er de blevet af?  

Der er mange grunde. En af dem er, at der er færre fredelige steder at lægge æg, vi mennesker laver flere og flere byer og kører mere og mere i bil. Vi vil også have mere og mere mad og sprøjter mod ukrudt, så insekter dør, og der er mindre mad til de små fugleunger.  

Hvad kan vi gøre, så Gud bliver glad? 

Jeg tror, vi kan prøve at gøre som Gud. Vi kan lægge mærke til det, Gud har skabt og synes godt om, bare fordi det er til. Vi kan til at begynde med give det navn, som Gud gør med alt – også med os. Kalde dem ved navn, som Gud fra fødslen kalder os ved navn.  

Det er ingen konkurrence om at kende flest navne, der er nok af konkurrencer og tests rundt omkring børn i dag, men snarere en glad leg, hvor det gælder om at lære sig selv at have gode øjne og ører. Om at have øjne, der ser, og ører, der hører. Om at se og høre Guds skaberværk for det, det er. Liv, der gør Gud glad. 

Prøv selv at være lidt som Gud. Lær fuglenes navne. Herude kan I måske komme til at høre klyde, stormmåge, gul vipstjert, stor kobbersneppe, hættemåge, strandskade, vibe, brushane, engpiber, rørspurv, skeand og måske en præstekrave… 

Bliver glad af at give navn

Når man kender navnet på en fugl, så er man allerede på vej til at elske den og tage sig af den, råde over den, tage ansvar for den.  

Præcis som i dåben. Da får vi også vores navn i verden. Som vi er døbt, kan vi døbe fisk og fugle og blomster. Ikke helt på samme måde. Vi kan døbe ud i den blå luft. Bare sige navnet højt. Hej, solsort. Hej, fyrretræ. 

Jeg tror, det er en vigtig pointe, at Gud bliver så glad af at se på det skabte. Og jeg tror, at det samme vil ske for os. Vi er skabt i Guds billede, så mon ikke, vi også ville blive glade af at tage os tid til at se og lytte til det, Gud har skabt? 

Jeg tror, det vil få os til at elske det, Gud har skabt og få os til at tage bedre vare på det. Bare fordi det er til. Jeg tror, vores kærlighed til verden vil vokse, hvis vi går ud og ser på blomsterne og bare ser og ser og ser og lytter og lytter og lytter og langsomt begynder at fatte, at både blomster og mennesker er elsket, bare fordi de er til.  

Det er ikke let at vænne sig af med at måle andres og egen værdi i kompetencer, men det kan lade sig gøre. Naturen er en effektiv læremester. Det viser begyndelsen af bibelen os, og det understreger Jesus i det, jeg lige læste. 

Hvordan vi bedst udfører den opgave, vi har fået af Gud om at passe på/herske over/råde over naturen, er end ikke politikerne enige om, men hver især kan vi begynde lige der, hvor vi er. Intet er for småt til at blive holdt af.  

Alt er velsignet

Så børn, I har en opgave. Alle mennesker får denne opgave af Gud, men I børn har en særlig opgave. 

I børn er Guds hjælpere. 

I lægger nemlig mærke til meget mere end de voksne. I ser og hører bedre. Så det er jer, der skal hive de voksne udenfor og lære dem at lægge mærke til det, der er lige herude. Og så må I få dem til at finde opslagsbøger nede i den nærmeste genbrugsbutik eller for eksempel installere appen Merlin fra Cornell universitet, hvor man kan holde telefonen op til fuglesangen og få at vide, hvilken fugl, der synger. 

Gud ved, at I er bedst til det. Og jeg ved, at Gud ville blive glad af at se jer trække jeres voksne ud at finde fugle. 

Nu skal I være sammen her på lejren, og jeg er sikker på, at I kan finde tid til at smutte afsted ud i naturen, bare jer og jeres voksne. Gør som Gud og nyd det derude.  

For det vil vi sige: Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.”