Sønnens ord ændrer mit liv

For halvandet år siden satte min mellemste søn mig stolen for døren på en kærlig, men dog alligevel en smule udspekuleret vis. Det var i juleferien, de var alle hjemme, alt var godt, men jeg var rastløs. Havde en uro, som jeg genkendte. Den, der kommer før en større forandring. En forandring, jeg endnu ikke selv havde formuleret, men jeg vidste, den var på vej.
Så, da han spurgte, om ikke det var på tide, at jeg gjorde noget ved det, jeg havde talt løst om i nogle år, gik jeg i tankehi. Det er ikke let for mig. Jeg vil helst træffe de store beslutninger sammen med dem, jeg elsker – eller i mindre målestok sammen med andre, jeg arbejder sammen med.
Men denne beslutning måtte jeg træffe helt alene.
Og det gjorde jeg.

Nu vil jeg studere

Da drengene, børnebørnene og svigerdatteren var draget afsted, og vi fik et par stille nytårsdage, brugte jeg mine gåture på at gennemgå mit liv metodisk. Jeg kan ellers være impulsiv, men jeg holdt mig selv i snor.
Denne beslutning skulle træffes med både mit intellekt, min tro, min alder, mine kræfter, min viden og mine idealer.
Drengens spørgsmål skubbede mig, så jeg en morgen i januar sidste år kom ned i køkkenet og sagde til min mand, at jeg gerne vil være præst i folkekirken.
Det må jeg jo så se at vænne mig til, sagde han.

Måske nyt job fra nytår

I fredags bestod jeg min $2-eksamen, og til august begynder jeg på Pastoralseminariet og kan søge embede fra nytår.
Hele mit voksne liv har jeg været journalist. Jeg begyndte på Danmarks Journalisthøjskole i 1983 og har siden arbejdet som journalist.
Den del af mig forsvinder ikke, lige som jeg heller ikke fik udraderet mig selv af at have møderne med Jesus. Men nu vil jeg arbejde med alt det, jeg ved og kan og vil på en anden måde.

Andres blik ikke afgørende

Hvordan, andre ser på mig, har jeg mange erfaringer med, men det er ikke andres syn på mig, der afgør mine beslutninger. Jeg vil være præst, fordi jeg tror, jeg på den måde kan gøre en forskel for andre. Gøre dem gladere. Være der, når det er svært. Vise, at det er helt ok at tale om alt, også tro og oplevelser.
Mit arbejde for tros- og ytringsfrihed stopper ikke. Mit ønske om at vise, at den kristne tro kan udleves på kærlig og begavet vis holder ikke op. Jeg er mig, uanset job og titel.
Men der følger meget med at være præst. Det ved jeg.

Tager erfaringer med

Jeg vil sætte en ære i at tage erfaringer med fra alle de møder med mennesker, jeg har haft om tro de seneste mange år.
Alle de samtaler. Om sorg og tvivl. Og om at føde børn og være omtumlet af en glæde, man gerne vil dele med alverden. Om erfaringer med syn og andet, der ikke altid er blevet modtaget med nænsomhed og varsomhed af hverken familie eller kirke.

Godt at lære nyt

Der er meget, jeg skal lære. Jeg glæder mig.
Siden, jeg skrev en mail til biskop Thomas Reinholdt Rasmussen om, at jeg gerne ville søge om at komme til at læse til præst under §2-ordningen, har min læringskurve været stejl. Det vil den blive ved at være. Og det i sig selv glæder mig.

Taknemmelig og nervøs

Jeg er vitterlig meget, meget taknemmelig over at bo i et land, hvor jeg som 63-årig kan få en ny uddannelse og (forhåbentlig) få lov at komme ud at virke i et job, der kan gøre gavn.
At sidde fem timer til eksamen i fredags var uvant, jeg har ikke været til eksamen siden 1987, klappen gik ned, jeg huskede højst halvdelen, og min sædvanlige myndighed havde gemt sig bag gardinet og kom ikke frem.
Men at sidde der med tre kloge og velmenende mennesker, der brugte en hel dag plus forberedelse på at endelig videre på min færd var en stor gave. En meget stor gave.

Hører til i folkekirken

Siden, jeg blev kastet ind i troen af mine oplevelser i 2008, har jeg søgt folkekirken. Min logik var enkel. Jeg er en helt almindelig dansk kvinde, mon ikke der er plads til mig i kirken henne om hjørnet?

Det var der. Det er der.

Følg min færd i mit nyhedsbrev. Meld dig til ved at klikke her!