Hvorfor lader Gud alt det her ske? Om det farligt forførende i en forældet opfattelse af tro

Skrevet af apr 8, 2020

 Anita Houvenaeghels altertavle i Brorstrup Kirke 

Hvorfor lader Gud alt det her ske?
Om det farligt forførende i en forældet opfattelse af tro
Kronik af Charlotte Rørth, påsken 2020

Hvem gider tænke på Gud i de her tider?

Muligvis ikke alle, men flere end normalt.

Danskerne går i kirke i radioen og på facebook som aldrig før, går pilgrimsvandringer per podcast, Bibelen ligger på bestsellerlisten.

Sådan er det, når vi er i krise. Det har de altid vidst på sygehusene, hvor Ruth Østergaard Poulsen har været præst i næsten 20 år. En dag sagde hun til mig, at ”alle kommer med et billede af, hvem Gud er”, også dem, der siger, de ikke tror eller ikke tror ret meget eller ikke helt ved, hvad de tror på.

Med andre ord, de fleste danskere.

Det kom jeg i tanke om, da min veninde forleden modtog et spørgsmål om Corona på sin facebookside med det enkle spørgsmål: ”Hvorfor lader Gud alt det her ske”?

En mand havde skrevet til hende, fordi han vidste, hun var kristen og derfor måtte være den helt rette til at give besked. Hun skrev videre til mig. Vi skrev sammen ud i natten. Nu skriver jeg videre her. Tankerne har ikke haft ro, nu skal de samles.

Hvorfor lader Gud alt det her ske?

Når man spørger sådan, må man tro på, at Gud er magen til mennesker, bare på alle måder meget større og med meget mere magt. Så er han som en kejser, der bestemmer, som vi ser magtmennesker bestemme. Han bestemmer over verden i detaljer siddende på sin trone som den Gud, vores oldeforældre lærte om i det, vi kalder den sorte skole.

Den opfattelse af Gud har mange udover manden, der skrev til min veninde. Det er ikke så sært. Når man er i krise, trækker man sig tilbage og ind i det, man kender. Og så længe, vi ikke taler ret meget om tro herhjemme, så er den Gud, vi kommer i tanke om, en Gud som han, ja, han, fremstilles i billedbøger fra forrige århundredeskifte.

Den fundamentalistiske opfattelse af Gud som retfærdig magtudøvende harmonerer i øvrigt fint med tidens grundindstilling om, at enhver må tage ansvar for sit eget liv. Livet er retfærdigt. Ryger man, får man kræft. Er man dygtig, forfremmes man.

Ser man Gud som en håndhæver af netop retfærdigheden, er det nemt at få støtten, når det går godt, og at forkaste troen, når livet gør ondt.

Men livet er ikke retfærdigt.

Det er ikke et regnskab, der går op.

Det ved de af os, der har erfaret såvel dyb sorg som stor kærlighed. Og det er lige godt mange af os. Skal vi, der har mistet en elsket, så smide Gud ud af vores liv? Kassere ham?

Mange gør, erfarer sygehuspræsten. Møder man død og sygdom, har ”han ikke leveret, og man bliver vred på ham eller ked af det og føler sig uelsket”, som hun udtrykte det.

Men kan det være Guds vilje, at der er sygdom? Er Corona noget, han sender ned over os som straf? Er han virkelig sådan? Ved vi egentlig, hvem eller hvad Gud er?

”Hvis jeg vidste det, var han ikke Gud,” fastslog sygehuspræsten den dag, vi talte sammen om vores forhold til Gud, når vi er i krise.

Det er jo ikke til at forstå. En præst, der ikke ved, hvem Gud er?

Mange af os har mærket et eller andet derhenad på et eller andet tidspunkt. I følge BBC har 76 procent af briterne haft ”en erfaring af en grænseoverskridende virkelighed”, mens det amerikanske Pew Research Center har dokumenteret, at næsten hver anden amerikaner har haft ”et øjeblik af pludselig religiøs erkendelse eller åbenbaring”.

Jeg har selv mærket det og skrevet bøger om det. Jeg er journalist og var ikke-troende, da mine oplevelser begyndte for 10 år siden og har derfor researchet i alle retninger og dybder.

Utallige er de bøger og forskningsrapporter, jeg har læst, og kolossalt er det antal mennesker, der har haft oplevelser, jeg har talt med.

Jeg ved da stadig ikke, hvad eller hvem Gud er.

Det har mennesker i øvrigt altid og i alle kulturer knoklet med at finde ud af. Mennesket har altid troet på en sammenhæng mellem deres liv og andres liv, kloden, månen, solen og stjernerne og alt livs begyndelse.

Vi ved meget i dag, men vi kan ikke bevise, hvad den er, den der dybe sammenhæng, N.F.S. Grundtvig skriver om i en af konfirmandernes yndlingssalmer, ”Hil dig, Frelser og Forsoner”.

I vores del af verden kalder vi den Gud.

Vi taler ikke meget om ham, den, det nu om stunder, men dog mere nu under Corona end før.

Men, og det er her, det gør ondt på mig. Hvis man først begynder at tale om Gud, nu verden står i en tung krise, kan man så let falde ind i det forsimplede Gudsbillede.

Ja, forsimplede.

Som vores samfund har formet sig, står vi med en kæmpe mangel på viden om, hvad tro og det at være troende er.

Vi ved ikke ret meget om den tro, der har formet vores del af verden, kristendommen.

Og vi ved ikke ret meget om, hvad det vil sige at tro.

Begge dele er ødelæggende for vores fremtid, forsimpler vores syn på Gud, forfladiger vores syn på mennesket og livet.

Hvis ikke, vi kender til det, vi er rundet af, kan vi for eksempel ikke være bevidste om, hvornår vi tager stilling selv eller blot forfølger en nedgroet vane. Vi kan heller ikke afkode kulturen, hvis værker ofte bygger på de historier, der fortælles i de to testamenter, det gamle og det nye.

Hvis ikke, vi kender til at det være troende, kan vi ikke respektere dem, der er det. Uanset, hvad de tror på. Og det udelukker en så stor mængde af verdens befolkning både før og nu, at det er beskæmmende for det dannelsesniveau, vi ellers bryster os af.

Mange taler aldrig nogensinde med andre om Gud eller tro.

Det er ikke et emne til aftenkaffen, og selv om jeg har været åben om min tro i 10 år, møder jeg stadig folk, der siger, at jeg ikke virker som ”sådan en”. Sådan en troende, der har fundamentalistiske svar på alting.

Fordomme er stærke.

De er også lettest at bevare. Så slipper man for at tænke for meget på, at andre kan være lige så gode som en selv, selv om de er anderledes.

Heldigvis er der et oprør i gang i de her år. En frigørelse, som vi kan vælge at lade vores liv under Corona – og nu og her de mange påskedage – være en del af.

Flere vover at tage samtaler om tro. Tog til foredrag, da vi måtte det. Læser og skriver bøger.

Og, som det er med det meste, sådan er det også med Gud: Mere viden og mere tid til at tænke giver resultater.

Måske når flere frem til, at Gud ikke er lig den fundamentalistiske udgave med skæg.

Måske er Gud lyset over havet, tilstede i alt, et begreb?

Samtalerne er i gang. Hvorfor er det godt?

Fordi mennesket har brug for at vende det her uhyrligt svære liv med hinanden.

Og fordi det at gøre det sammen med andre plus Gud giver en helt anden samtale end den fordomsfødende trostavshed.

Det åbner for at tale om, at verden ikke kun eksisterer i det nu, der er nu, men at der findes en evighed. En tid, vi ikke kan begribe. En begyndelse og en slutning, vi deltager i, men ikke er herre over. En tid før begyndelsen og efter slutningen, vi slet ikke kender.

Vi ved ikke, hvem – eller hvad – Gud er. Netop det er et sted at stå, der gør godt for os.

Da står vi lige midt i forundringen.

Det er et fint sted. Vi kan for eksempel ikke være fordømmende, når vi er forundrede. Vi kan være nysgerrige. Iagttagende. Overvældede. Har Gud skabt os? Hvorfor er vi til?

Spørgsmålene vælter frem, og når vi hele tiden er bevidste om, at vi ikke får svar på det grundlæggende om Guds eksistens, så nagles vi fast i forundringen.
Så lærer vi at være ydmyge. Så mindes vi om, at vi ikke ved alt. Selv ikke i Danmark 2020 ved vi, hvordan vi er kommet til verden og skal herfra, og hvorfor kærligheden gør, som den gør.

Da jeg mødte mine sønner første gang, var de sig selv, ikke blot kroppe, ikke kopier af deres far og mig. Hvor kom de fra? Hvad er det, der er inde i dem og i os alle? Hvad betyder det, når vi taler om, at vi er skabt i Guds billede? Er det det uvisse og usete, vi bærer på hver især, inden vi fødes?

Vi bliver nødt til at acceptere, at der er så meget, vi mennesker ikke ved. Og hvad så?

Er det så slemt?

Ikke for mig. Jeg hviler i, at jeg er elsket af Gud, alene fordi han har skabt mig. Ikke, fordi jeg er noget særligt eller gør noget på et bestemt tidspunkt eller kan nogle tekster udenad.

For mig er det en viden, der ikke kan bevises, men mærkes. Jeg mærkede den som så mange andre under mine oplevelser, som efterlod et spor af kærlighed i mig. Helt absurd. Men helt virkeligt. Det er et træk ved oplevelser, der genkendes af mange, men som er svært at sige højt i et land, der stadig ser sig spejlet i Aksel Sandemoses Jantelov, der ikke tillader, at man tror, at man er værd at elske.

Nogle kan argumentere, tale og tænke sig frem til den viden, som nogle kalder tro.

Det er jeg fuld af respekt for. Der er så uendeligt mange måder at komme til tro og at leve med tro. Det er overvældende.

Det er der brug for at sætte flere ord på. Flere fælles ord.

At vide, at Gud er til, er ikke kun noget, der angår mig og Gud. Det angår også mit forhold til alle andre. De er jo også elsket af Gud, hvilket kan være en provokation for mange, der foretrækker selv at vurdere, hvem der er mest værd at elske.

At vide, at Gud er til for alle, betyder derfor også, at man er tvunget ud i at have et syn på andre mennesker, der hænger sammen med at vide netop det.

Det kræver, at vi sætter ord på og skaber fællesskaber, der kan hjælpe os med at udleve det, så det ikke blot hænger som tanker i vores hoveder.

Man må vælge, hvor man hører til. Hvilket fællesskab, man vil gå ind i. Jeg bliver, hvor jeg er og gør godt derfra. Bliver i folkekirken og genkender mine oplevelser og tanker og eget liv ved at høre til en religion, der har Guds søn som et spædbarn i dets midte. Et barn, der døde, som vi dør. Som genopstår som et mysterium Påskemorgen. Der er så meget, vi ikke begriber, men må rumme.

At sætte ord på troen er at skabe fortællinger som i Bibelen om at det være menneske, så vi kan give erfaringerne videre. Fortællinger, vi lærer af stadigvæk.

Dertil kommer regler og rytmer, gode råd og alt muligt andet, mennesker kreerer for at hjælpe hinanden.

Troen hører dog ikke til i de selvhjælpsbøger, der slides her i Coronatiden. Mange mærker et behov for at kunne styre sig selv bedre, nu vi lever i en tid, hvor vi netop har tabt styringen.
Troen er ikke et værktøj, man kan mestre. Man kan ikke blive verdensmester i at tro. Man kan aldrig blive den, der kender Gud bedst.

Man kan bare træffe valget om at give slip og springe ”ud paa de 70.000 Favne Vand”, som Søren Kierkegaard beskriver det.

Mit 10 år gamle spring gør mig stadig taknemmelig og forundret. Tænk, at jeg er elsket. Tænk, at andre er det. Jeg er ikke frataget sorg og smerte. Jeg ved, livet ikke er retfærdigt. At jeg ikke er i kontrol, men må nøjes med at gøre det bedste, jeg kan.

Vi har ikke selv indflydelse på, at vi er født, men vi har en vilje, vi kan gøre godt med.

Vi kan vælge at ville få noget godt ud af den lede sygdom.

Vi kan vælge at bruge påskedagene på at være sammen, sørge over dem, vi har mistet, og glædes over, at vi kan hjælpes ad med at skabe en fremtid for den klode, vi mærker vi er forbundet med og på.

Gud er, vi mennesker gør.  Så enkelt er det.