8. Andre må have oplevet det samme som mig

Skrevet af dec 8, 2019

8.december

“Der er gået et par uger siden synet, og jeg er begyndt at lede efter viden for at blive tryg i en genkendelse. Viden beroliger mig. Jeg må og skal have mit intellekt med, selv om jeg er helt klar over, at det slet ikke er sikkert, det kan lade sig gøre at få placeret så store oplevelser i en akademisk begribelig kontekst. Men jeg vil ikke synke hen i en ensom frydefuld lidelseshistorie om at være den udvalgte eneste. Det er jeg ikke. Jeg er almindelig. Andre må have oplevet det samme som mig. Nogen må vide noget.
Så når svenske Peter Halldorf skriver følgende i Drik dybt af Ånden, græder jeg (suk) af lettelse. Også selv om ordene er helt anderledes end dem, jeg selv bruger.
”Ånden er det levende vand, som vælder frem fra vort indre og renser synet”, skriver han om at græde og fortsætter: ”Renselsen omfatter ikke kun det indre menneske, men også kroppen. Den får et fysisk udtryk i dåben, men også i tårerne, som derfor kaldes en Åndens gave. Dåbsvandet og tårernes kilde er det samme vand – Åndens livgivende vand, som flyder fra den klippe i ørkenen, der brast for at gøre mennesket seende”.
Selv om tonen i sproget vitterligt er langt, langt helligere end min, er det mig, han skriver om. Min mascara er lagt væk. Andre spørger, om jeg har øjenbetændelse, fordi mine øjne er rødrandede det meste af dagen. Men nej, jeg har ikke betændelse, forsikrer Peter Halldorf, svensk selvlært præst og meget aktiv med sin kontroversielle stemme, der taler for en fælles åndelighed indenfor de mange kristne trosretninger. En åndelighed, som bygger på hvad, de allerførste kristne gjorde, før kirkerne kom til. Han er ikke absolut og ikke fordømmende overfor, hvordan andre tror, men åben og også meget konkret.”

Uddrag fra “Jeg mødte Jesus – Bekendelser fra en modvillig troende”, 2015