7. Kun én i min klasse blev konfirmeret, og det var ikke mig

Skrevet af dec 7, 2019

7. december

“Ingen af os er opdraget bevidst kristent eller spirituelt. Alligevel tvivler jeg ikke på, hvad jeg har oplevet. Jeg kan ikke forklare, hvorfor jeg ikke tvivler, men jeg ved, at jeg mødte ham. Jeg sad bare der og var sammen med Jesus. Jeg var hverken påvirket, nedbrudt eller henført. Jeg var bare mig. En 46-årig dansk mor til tre drenge, der godt nok er døbt, ligesom jeg er gift med deres far, der derimod er meldt ud af folkekirken. Jeg er et dovent medlem, for jeg har aldrig tænkt videre, har hverken bedt aften- eller bordbøn eller sat min egen tro eller andres til debat. Om Jesus har levet, eller Gud eksisterer, er ikke noget, jeg for alvor har taget stilling til. Der skal være plads til alle, har været min holdning, som også har været en undskyldning for ikke gå i detaljer med, hvad andre eller jeg selv tror på.
Ingen i min familie er aktive troende. De fleste af os går i kirke til jul, for det plejer vi. Mine forældre har ikke opdraget hverken min søster eller mig eller deres henholdsvis tre og to børn i deres næste ægteskaber til at have noget nært forhold til tro og kirke. Jeg har fået læst Halfdan Rasmussen og Astrid Lindgren, har diskuteret politik og været til demonstrationer, men kun én i min klasse blev konfirmeret, og det var ikke mig.
Troen har været ude af alle de miljøer, jeg har været i: Den almindelige folkeskole i Ølstykke i Nordsjælland de første år, kommuneskolen i Gentofte, året i USA, Bernadotteskolen i Hellerup, gymnasiet i Thisted og senere Ordrup, journalistuddannelsen i Århus, alle mine jobs. Vores forældre kan salmevers, men vi børn født i 1960´erne kan ikke engang Fadervor, og de af os, der er marxistisk skolet har gået stille med den trostvivl, der kommer i teenageårene.
Dialektikken er med, altid, som rygrad, og den giver den indre, kritiske dialog, der sikrer, at jeg ikke kan argumentere mig frem til blindt at stole på noget som helst. Ind imellem er det anstrengende ikke at kunne give sig hen. Men det er på den anden side ikke noget, jeg er opdraget til at se som et tab. Tværtimod har det været mit sikkerhedsnet. Mig ville man ikke kunne forføre til hvad som helst. Slet ikke noget religiøst.
Faktisk har tro aldrig rigtigt været på tale. Jo, bevares, i diskussion med få gode venner og ved bryllup og barnedåb, men det har altid været i det helt store samfundsperspektiv som leveregler, der har formet vores kultur og været en given ramme. Tro har ikke været på dagsordenen i en indre, dybere forstand. Den flydende spiritualitet har aldrig tiltrukket mig.”

Uddrag fra “Jeg mødte Jesus – Bekendelser fra en modvillig troende”, 2015