6. Alle stirrer på mig

Skrevet af dec 6, 2019

6. december

“Da vi træder over det store trin og ud i solskinnet, begynder jeg at beskrive ham. Fumler med ordene. Burde være for genert til at fortælle om noget så himmelråbende usandsynligt, men er glad og tryg og tør sige det hele til Andrea, for han har set det ske. Mine ord rækker ikke. Mit engelske er godt, mit dansk er bedre, mit spansk er ringere, men fortællingen formindskes af ordene, uanset sprog.
Vi følges ad ud i de små gader, ind i skyggen, ud i solen, fra Calle Baja del Salvador ud på Plaza Vázquez de Molina op til Plaza del Primero de Mayo hen ad Cuesta del Losal op langs bymuren forbi markedet med mennesker, der handler, videre over Plaza de Andalucía op ad bakken, op ad Calle del Obispo Cobos. Vi går og går midt i andres hverdag, men det er en dag, der for os er udenfor tid og sted, tro og viden. Vi kender fortællingen så godt, men vi har ikke været en del af den, og den har ikke været en del af vores virkelighed. Før nu.
Ingen af os nævner ham ved navn.
– Du lyser. Stærkere end i november, men på samme måde.
Alle dørene ind til mig står åbne. Også den mellem skulderbladene. Som en elverpige er jeg ubeskyttet, alle kan komme til mig, kan jokke lige ind i mit hjerte og nå helt til bunds, jeg kan ikke forhindre dem. Hvis nogen vil mig ondt, kan de ødelægge mig, men jeg er ikke bange. Jeg er skrøbelig, men verden vil mig ikke ondt, jeg er beskyttet.
På den kølige frokostrestaurant, Asador de Santiago, ved siden af hospitalet af samme navn, som arkitekten Andrés de Vandelvira (1509-1575) har tegnet ligesom kapellet og sakristiet, spiser vi frokost ved et rundt bord med dobbelt lag hvide duge. Kroppen er i uro, benene bevæger sig hele tiden. Dugene blafrer. Det ser fjollet ud. Jeg kan ikke holde latteren nede.
– Alle stirrer på mig.
– Ja. Selvfølgelig. Du stråler jo, svarer Andrea og spørger ikke så meget, ser bare undrende på mig og ryster på hovedet.”

Uddrag fra “Jeg mødte Jesus – Bekendelser fra en modvillig troende”, 2015