5. Jeg lukker øjnene. Og møder en mand

Skrevet af dec 5, 2019

5. december 

“Bænken er næsten blød af ælde. Årene har tegnet lyse striber, armlænet er helt glat under mit håndled. Det er en høj bænk. Kun mine tåspidser kan nå ned og strejfe de store kvadratiske klinker, der er lagt diagonalt som et drejet skakbræt. De lyse, bløde sandsten er slidt i lag, nogle steder dybere end den hårde, mørkegrå granit.

Jeg lukker øjnene. Og møder en mand.

Jeg har aldrig set ham før. Men jeg genkender ham, da han som et hologram træder frem i naturlig højde halvanden meter foran mig, lidt til venstre. Hologrammet ligner noget fra de science fiction-film, jeg næsten aldrig ser, tænker jeg og forsøger med filmreferencen at ryste billedet af mig som ren fantasi.
Men han bliver stående lige foran mig.
Her i sakristiet bag mine lukkede øjne står han inde i en kuppel, komplet med landskab og himmel. Scenen er tredimensionel og i naturlig størrelse. Han står på en grusvej, og samtidig ser jeg klinkerne under hans fødder. Han er ikke gennemsigtig, men virkelig. Lige så virkelig som de turister, der er kommet ind og står og taler bag mig. Henne ved ham er det meget varmt, det er midt på dagen, hans skygge er kort, solen er hvid, himlen tåget babyblå. Han går langs en tør bjergside med en landsby på toppen, på hans højre side er der en dal med træer i rækker.
Jeg tør ikke se ansigtet. Vil vente. Sidder med bøjet hoved og ser først det lysegule støv under de slidte lædersandaler med tynde stropper, der er knyttet om anklerne.
Jesus–sandaler magen til mine. Absurditeten letter mig. Mellemrummene mellem hans tæer er snavsede af rødlig jord, ikke lysegult som vejen. Sært, tænker jeg, og finder det hjemligt og fint, at hårene på oversiden af fødderne er helt afblegede ligesom hårene på de solbrune ben, præcis som mine sønners sommerben. Kjortlen når ned over knæene. Den er mellemblå, en meget blød blå, og slynget over hans venstre skulder, hvor den er bleget af solen, så den har lyse striber.
Håret er slidt af i skulderlængde, det er rødligt, let bølget, hans skæg har næsten samme farve, lidt lysere, ikke særligt tæt. Det når ned til strubehovedet. Han bærer sig flot, er slank, har rynker langs halsen, rank ryg og lange muskler på armene. Hænderne er senede, rene, slanke og tørre med tydelige vener på håndryggen. Med højre hånd retter han på sin kjortel, lægger den bedre på plads på skulderen, mens han med venstre hånd holder stoffet ind mod sin hofte. Han er omkring 30 år, måske lidt ældre og virker høj, som han står der for sig selv på grusvejen. Den snor sig langs en ikke særlig stejl bjergside og fører ned fra landsbyen på bakketoppen. Jeg kan skimte lysåbninger med lærred for i de lyse, lave huse med næsten flade tegltag.
Oppe fra vejen kommer fem mænd i kjortler snakkende hen mod ham. Bag dem går to mere, og længere oppe mod landsbyen går andre. Et par af dem ser ud til at være kvinder med vandkrukker. Der er også børn helt oppe ved byen. Får. Eller er det geder? De fem, der er tættest på ham, ser glade ud. De går og gestikulerer med armene, som om de er dybt optagede af at dele noget, de lige har oplevet. De har ingen bagage med sig, men de virker til at være på vej fra et sted til et andet.
Til venstre ser jeg ud over dalen. Træerne står et stykke fra hinanden i lige rækker nedenfor skrænten langs vejen. Citrontræer ser det ud til. Måske også oliventræer, men de ligner ikke helt dem, der står her rundt om Úbeda. Under træerne er jorden næsten bar på nær lidt gult blomstrende spinkelt ukrudt, i vejkanten stikker totter af svedent græs op og vajer i den vind, der også får hans hår til at bevæge sig en anelse. Er det i Israel? Jeg har aldrig været der, aldrig set landskabet før, men ja.
Han er stoppet op i sin gang og står stille og venter på mig. Jeg kan mærke, at han ser på mig, men venter lidt med at se ham i øjnene. Jeg betragter langsomt hans ansigt. Det er klassisk smukt, som en græsk gud, og det rødlige hår en harmonisk forlængelse af hudens solbrændthed. Da jeg vover at møde hans blik, ser jeg ind i øjne, der er grønne og grå med en snert af blå og både velkommende og fyldt med venlighed. Hans blik giver mig samme følelse som den morgen ved skoven, den morgen med lynet. Stærkere end forelskelse. Lidt som i det første blik mellem mig og mine nyfødte sønner. Og endnu mere til. Først, da jeg er færdig med at betragte ham, begynder han at tale.”

Uddrag fra “Jeg mødte Jesus – Bekendelser fra en modvillig troende”, 2015