18. Jeg er ikke længere ude af mig selv

Skrevet af dec 18, 2019

 Anita Houvenaeghel: Altertavle, Brorstrup Kirke

18. december

“Jeg står derude på trappen, og mine kolleger på den anden side af væggen skriver og snakker og begynder at gå hjem, klokken er over fem, og det klarer langsomt op i mit hoved. Jeg erkender, at jeg må holde op med at holde det sorte væk. Afgrunden er også mig.
Om jeg så falder ned i den, falder jeg ned i mig. Om jeg så går ind i mørket, går jeg ind i mig, i grotten, for nu at blive i det billede, Johannes af Korset giver.
Der er et bestandigt mørke i mig, en lang og mørk nat, og jeg vil tvivle og være tungsindig, men det er sådan, det skal være. Jeg må blot give efter og bruge mørket til det, mørket skal bruges til. Det lyder let og logisk, og jeg ved, det er hårdt og ubarmhjertigt krævende.
Det vil sikkert vare år, før jeg finder en fredeligere pendulering, når nu jeg har været kastet så langt ud i glæden, men mens jeg stirrer på det udprintede digt, ser jeg pludselig også mig selve udefra.
Helt fysisk. Metafysisk. Overvirkeligt. Jeg kan se mit hjerte gennem huden og derinde i højre side af hjertet sidder jeg i miniudgave og nikker ud til mig selv. Venligt og rart nikker jeg som en dukke ud til mig selv. Det er som et teaterstykke. Jeg er både oppe på scenen og nede blandt publikum. Absurd teater, men det sker. Lige her på gangen. Jeg når at tænke, at nu er jeg blevet skør, da jeg skylles igennem af en ro, der får mit til at ryste som i sakristiet.
Synet af det dobbelte jeg, et jeg, der passer på mig og møder mig, er så voldsomt, at jeg begynder at græde. Ikke nu igen, tænker jeg, men selv tårerne er anderledes. Det er lettelsens tårer. Nu er jeg er ikke længere ude af mig selv. Jeg er i mig selv med både lys og mørke. Rundt om mig derinde er det lys, der kommer ingen og alle steder fra. Jeg sidder i min mørke grotte badet i det lys, malerne maler.

Uddrag fra “Jeg mødte Jesus – Bekendelser fra en modvillig troende”, 2015