16. Jeg har aldrig, aldrig, aldrig tænkt på nogen som helst i bibelen som mennesker

Skrevet af dec 16, 2019

16. december

“Paulus er efter Lukas den største bidragyder til Det Nye Testamente. Han kaldes den første teolog. Hans breve er de ældste ord om Jesus, selv om de er skrevet op mod 30 år efter korsfæstelsen. Paulus er født 10 år efter Jesus, og deres veje krydsedes ikke inden Jesu død.
Alligevel insisterer Paulus på, at der har været et møde mellem de to, og at det er dette møde, der omvender ham. Indtil da har han, der da hed Saul, jaget de kristne, men mødet, åbenbaringen, gør ham til en af de første missionærer. I Rom slås han ihjel for at være det.
Han rejser ud og prædiker og skriver hjem om det – uden at have mødt Kristus på den måde, andre har gjort i årene op til korsfæstelsen. ”Jeg har heller ikke modtaget eller lært det af et menneske, men ved en åbenbaring af Jesus Kristus,” skriver Paulus, der altså har mødt ham på samme måde, som jeg har gjort. Jeg ryster igen.
Jeg har aldrig, aldrig, aldrig tænkt på nogen som helst i bibelen som mennesker, der er som jeg.
Nu gør jeg.
I sit første brev fra Korinth giver han en meget kortfattet og for mig meget rammende beskrivelse af, hvad der sker, når han/man/jeg møder Jesus på den anden måde: ”Der bliver sået et sjæleligt legeme, der opstår et åndeligt legeme.”
Det er svært at begribe, men det passer. Det er kroppe, der mødes, men alligevel ikke kroppe, som vi kender det fra dagligdagen. Men det er virkelige kroppe.
Jeg rakte ikke ud efter ham, rørte ham ikke, følte ingen trang til det, det var nok at se ham åbenbare sig for mig for at vide, at det var virkeligt og for at vide, hvad han ville. Han såede noget i min sjæl, et legeme, ham selv. Og af det opstod en åndelig udgave af mig indeni mig.”

Uddrag fra “Jeg mødte Jesus – Bekendelser fra en modvillig troende”, 2015