15. Hver gang jeg oplever det, forskrækkes jeg

Skrevet af dec 15, 2019

15. december

“”Denne bog er skrevet færdig i juni 1562”, står der, men det, der står beskrevet, er det samme møde, jeg har oplevet. Den spanske nonne Teresa af Avilas skriver i sin selvbiografi, The Book of My Life, hvordan ”anfaldene” oftest lader hende ”vægt- og hudløs tilbage”. Hun beskriver, hvordan ”Kristus stod foran mig, og jeg så ham mere klart, end hvis jeg havde set ham med mine fysiske øjne.”
Hun forstår og hører, hvad han siger, selv om der ikke er en lyd, som når ”to elskende kan se hinanden dybt i øjnene og fortælle alt.” Hun kan ikke få øje på, men mærke hans tilstedeværelse ved siden af sig på bænken i klosterhaven. Hun kan se hans hånd, ”nogen smukkere hånd har jeg aldrig set”, men hun kan også se igennem den, ligesom hun ”herefter nærmest er i bøn hele tiden.”
”Måske kan lærde mænd forklare det bedre”, funderer hun, men senere i bogen overvejer hun, om ikke hun som ikke-lærd kvinde netop er (af) den slags mennesker, som Gud vælger, skal møde troen, fordi de ikke lukker dørene med ord.
”Jeg kan ikke undslå mig”, skriver hun også. Hun kan ikke stoppe anfaldene, ikke ”proppe fingrene i ørerne”, hun ser med lukkede øjne, hans ansigt også. ”Hver gang jeg oplever det, forskrækkes jeg. Er det Djævelen, der får mig til at forestille mig det hele?” Det spørger andre også om, hun kaldes alverdens ting, men hun når ad åre til den konklusion, at hendes syn og rystelser ikke kan være djævlens værk, fordi hun altid er ”fyldt med kærlighed bagefter”, og ”det kan ikke være djævelens ønske.”
Da jeg købte bogen i sommer i London, tænkte jeg ikke på, at hun er som mig. Eller rettere omvendt.”

Uddrag fra “Jeg mødte Jesus – Bekendelser fra en modvillig troende”, 2015