10. Fingerspidserne når ikke at røre ham, før han springer væk

Skrevet af dec 10, 2019

10. december

“Det er i begyndelsen af maj måned. En lun dag med godt vejr som så mange andre i foråret 2009. Solen skinner, men jeg skriger.
Min søn, Niklas, kommer rendende over gårdspladsen. Han stopper foran verandaen, hvor jeg står, hopper op af trappen, tager fat i mine skuldre, finder mit blik, ler med mig. Lettet over, at der ikke er sket noget med mig.
– Det er bare det, siger jeg.
– At der kommer gule stråler ud af mine fingre.
– Jamen, mor.
Jeg trækker min højre hånd op til hans kind, fingerspidserne når ikke at røre ham, før han springer væk. Han tager latteren med sig.
– Av. Du giver stød.
Han gnubber sin kind.
– Det gør rigtigt ondt, mor. Hvad sker der? Der kommer gnister fra dine fingre, når du rører mig. Prøv igen. Det er for vildt.
Jeg rører ham på kinden en gang mere. Han prøver at stå stille og tage imod, men kan ikke. Han drejer hovedet væk i samme sekund, fingrene har ramt kinden. Vi griner overstadigt nu. Hvad er der andet at gøre? Det er maj måned, det er hverdag, han har læseferie, jeg har bare fri, vi er helt almindelige, men jeg kan se, at der ud fra alle mine ti fingre står gule stråler i cirka 15 centimeters længde, farven er mest hvid inde ved neglene, udadtil bliver den mere som guld. Når jeg knytter hænderne, stikker strålerne ind i håndfladerne. De svider. Jeg kan se verandaens afskallede trægulv gennem strålerne. Kan høre gråspurvene. Lugte gyllen fra marken langs hovedvejen.
– Nu er jeg da ved at blive helt tosset.
– Nej, mor, svarer han og går op forbi mig ind gennem hoveddøren for at lave frokost.
– Vil du have noget med?
Jeg drejer mig omkring, nikker et fortumlet ja og får øje på mig selv i det smalle spejl i gangen. Jeg ligner mig selv. Ser helt normal ud. Alligevel står jeg her med gule stråler ud af fingrene og ved, at de er der, og derfor ringer jeg igen til Michael Stubberup.
– Det er bare det samme, som healere kan.
– Hvad?
– Det er al den energi, du har i dig. Hvis du vil være healer, kan du blive det.
Det har jeg ingen intentioner om, men med al den kraft, der er i de gule stråler, kan jeg pludselig forstå, hvordan der kan heales. Og jeg kan forstå, hvorfor folk, der bare én gang har set en aura, får lyst til at undersøge dem og vide mere. Jeg har bare ikke lyst. Jeg ved lige der med mig selv, at jeg ikke vil være healer. Det interesserer mig ikke, konstaterer jeg en smule overrasket. Jeg er en nysgerrig journalist, men det er helt reelt. Min nysgerrighed retter sig mod mødet med Jesus. Mod tro contra viden og det tidsprovokerende i at møde en mand, der levede dengang og stadig går rundt derude.
Jeg har heller ingen minutter til overs efter at have passet job og familie og holdt sammen på mig selv med alt det mærkelige, der sker. Jeg er ikke stresset, men overgearet på en glad måde og optaget af at mærke alt det nye og har ikke styr på at kunne koncentrere mig intellektuelt i længere tid ud over mit arbejde. Men over flere år får jeg indsamlet kundskab på klassisk, nøgtern, journalistisk vis på alle de områder, hvor der sker så meget med mig.
Da jeg undersøger auraer, viser det sig, at psykolog ved University College London, Jamie Ward, i verdens mest velanskrevne naturvidenskabelige tidsskrift, Nature, fører bevis for, at der findes mennesker, der som jeg, ser farver rundt om andre.”

Uddrag fra “Jeg mødte Jesus – Bekendelser fra en modvillig troende”, 2015